Tattoo-branchen har altid tiltrukket personligheder med et kreativt flair og en utraditionel tilgang til livet. En af de nyeste, der for alvor markerer sig i Danmark, er Nicklas Jo Jepsen. Med en passion for hudkunst, der går helt tilbage til barndommen, og en vision om at gøre tingene anderledes, har han – sammen med kollegaen Liam Elvis Hart ·– skabt noget unikt: Jo Tak Tattoo, en tattooshop, der er meget mere end blot en briks og noget blæk.
En Social Club med fællesskab og eksklusivitet
Hos Jo Tak Tattoo handler det ikke kun om at lave tatoveringer. Konceptet er tænkt som en Social Club, hvor kunderne får en helhedsoplevelse ud over det sædvanlige.
“Idéen er at skabe en stemning omkring Jo Tak Tattoo, så det både er eksklusivt og folkeligt. Hvis vi holder en fest med 150 af vores gamle kunder, så vil det også smitte af på kommende bookinger,” forklarer Nicklas.
Planen er at udnytte shop-området og udendørsarealerne til at skabe et lounge-område, hvor atmosfæren kan være afslappet og hyggelig. Det hele skal være en kontrast til det sterile miljø på briksen – et sted, hvor kunderne kan føle sig hjemme og være en del af et større fællesskab.
Traditionen tro fik vi også Nicklas til at kreere noget unikt til sessionen, og det må i den grad siges at være en ilddåb i hans kundskaber – en 7-timers absurd imponerende og detaljeret Ganesha på siden af kroppen, som cementerer hans nåleteknik som en af de førende i Århus, man bør holde øje med i 2025 og frem.
Navnet, der fortæller en historie
Navnet Jo Tak Tattoo er ikke tilfældigt valgt, men udspringer af Nicklas’ fascination af mellemnavne. Det hele kulminerede, da han så tv-programmet Stormester, hvor Sofie Jo Kaufmanas medvirkede.
“Det er lidt fjollet, men jeg har altid ønsket mig et mellemnavn. Så jeg købte simpelthen mellemnavnet ‘Jo’ og hedder nu officielt Nicklas Jo Jepsen. Shout-out til Sofie Jo!”
Navnet på shoppen er en kombination af hans nye mellemnavn og et humoristisk twist. “Der er mange, der kører Ja Tak-tilbud i butikkerne – så vi kører den jyske version med Jo Tak,” griner han.
Barndommens passion for tegning
Nicklas har altid så langt tilbage, han kan huske, haft en drøm om at være tatovør – men på samme måde, som unge drenge måske drømmer om at blive den næste Cristiano Ronaldo eller astronaut.
“Det har altid været min drøm at tatovere – men jeg tænkte det altid som noget urealistisk.”
Det var en drøm, han måske ikke helt troede, kunne blive til virkelighed.
Nicklas’ kærlighed til at tegne begyndte allerede som barn. Tegningen blev en form for tryghed, især fordi han skiftede skole mange gange og fandt ro i at sidde og fordybe sig i de kreative fantasier.
“Jeg skiftede rigtig meget skole og fandt ro og tryghed i at tegne. Hver gang jeg kom til en ny skole, brugte jeg altid tiden på at finde andre, der også kunne lide at tegne.”
Han fokuserede på realisme og forsøgte at indfange øjeblikke i sine tegninger. Men da han nåede syvende klasse, begyndte han at føle, at det var lidt kikset at være “ham der tegnede”. Tegningerne blev derfor noget, han holdt for sig selv og indenfor hjemmets fire vægge.
Allerede som 15-årig købte han dog sin første tattoomaskine og begyndte at eksperimentere. “Blev det godt? På ingen måde. Jeg fik tusset mig selv – for man skal jo starte et sted. Der fandt jeg ud af, at det så meget nemmere ud, end det egentlig var.”
Fra fisker til tatovør
Som mange unge var Nicklas usikker på sin fremtid, og da han fyldte 18, prøvede han kræfter med at være fisker – en idé, hans far havde foreslået.
“Man kan kalde det en hjerneblødning. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle lave, så jeg prøvede det, men det var ikke noget for mig – trods at jeg var der i 2 år.”
Efter fiskeriet tog han et job som bartender på Fjordline. Men da han under coronapandemien kom tilbage på landjorden, stod det klart, at restaurationsbranchen heller ikke var vejen frem. I stedet besluttede han sig for at genoplive drømmen om at blive tatovør.
Han startede som lærling i en større shop, hvor han arbejdede i et halvt år, før han begyndte at rejse rundt i Danmark og arbejde i forskellige shops. Trods manglen på en egentlig læremester lærte han faget gennem erfaring og ved at prøve sig frem.
“En dag kom chefen og konen ind med blomster og gaver og sagde, at jeg var udlært. På det tidspunkt havde jeg kun tusset i lidt over et år. Det var ret vildt.”
Selvom det måske var lidt en tidlig fejring – så blev han med tiden ‘ægte’ udlært og fandt sin plads i tattoo-branchen.
Drømmen om noget større
I foråret 2024 tog Nicklas og Liam det store skridt og åbnede Jo Tak Tattoo. Selvom Nicklas først var skeptisk over for tanken om at åbne en egen shop, især i Aarhus, hvor hans 9000-tatovering på knoerne peger tilbage på hans nordjyske rødder, endte han med at gå all-in.
“Der gik fire måneder, før Nicklas blødte op for idéen, og vi begyndte at gøre noget seriøst ved drømmen,” fortæller Liam, som længe havde haft ambitionen om at skabe noget større med kreativiteten i centrum.
““Vi var begge to et sted i vores liv, hvor vi gerne ville skabe noget større, end de kreative håndværk vi hver især havde tillært os.”
Liam bringer også sin egen historie og erfaring ind i shoppen. Udover at være shopmanager er han gadekunstner og musiker, og en dokumentar om hans liv, Liam Vil Spille For Evigt, er på vej. Her kombineres hans rejser som one-man band gennem Europa med historien om åbningen af Jo Tak Tattoo.
“Liam har menneskeforståelse, og jeg har detaljeevnerne på huden. Det er en match made in heaven,” siger Nicklas.
Fremtiden for Jo Tak Tattoo
Planerne stopper ikke her. Nicklas og Liam drømmer om at åbne endnu en shop i Aarhus inden for de næste par år. Med en blanding af unikt håndværk, fællesskab og kreative ambitioner er Jo Tak Tattoo ikke bare en shop – det er et univers, hvor kunst og mennesker mødes på en helt ny måde.
Der er lagt i kakkelovnen til, at Jo Tak Tattoo bliver noget stort, anderledes og unikt i branchen – og de har også et par esser i ærmet til fremtiden, som vi først kan afsløre på et senere tidspunkt!
Skulle du have lyst til at hyggelig dag hos Nicklas og Liam, så kan du tjekke deres shop og designs ud herunder: