Personer
Hulk Hogans øl-stunt gik galt: Kvinde sagsøger for skader
Måske skal han genoverveje at tyre gratis øldåser efter sit publikum.
Hvad gør man, når man vil skabe hype om sit nye ølmærke?
Hvis du er Hulk Hogan, så kaster du dåser direkte ud i en feststemt menneskemængde.
Problemet er bare når en af dem rammer en kvinde i hovedet – og hun nu sagsøger wrestling-legenden.
Øl, hype og en tur på skadestuen
Hulk Hogan – en mand, der har bygget hele sin persona på at smadre modstandere – har nu fået en ny modstander: det amerikanske retssystem.
Den 70-årige wrestling-legende, der i dag står bag Real American Beer, var for nylig til en event i Ohio, hvor han – i bedste showbiz-stil – kastede gratis øldåser ud til en festglad folkemængde.
Men i stedet for at ende i tørstige hænder, ramte en af dåserne direkte i panden på Michelle Harlukowicz, der nu har anlagt sag mod Hogan for negligence – eller på godt dansk: uansvarlig opførsel.
Ifølge hendes advokat, Eric Tayfel, stod hun 50 fod væk fra scenen, tæt på en væg, og havde ingen chance for at se dåsen komme eller nå at undvige.
Resultatet? En åben flænge i panden, 10 sting og permanent arvæv.
Hvem skal betale regningen?
Ud over Hulk Hogan er arrangørerne bag eventet og ejeren af Thirsty Cowboys-clubben, Aaron Lind, også blevet sagsøgt.
Harlukowicz kræver erstatning for sine medicinske udgifter, smerte, lidelse og psykiske mén.
Hendes advokat langer samtidig ud efter Hogan og hans selskab:
“Hvordan kan et ansvarligt firma tillade, at forseglede øldåser bliver kastet ud i en folkemængde? Han turnerer stadig rundt og promoverer sin øl, men vi vil sikre, at det her ikke sker igen,” siger Tayfel.
Mens sagen ruller, har Hogan endnu ikke kommenteret beskyldningerne.
Det er heller ikke første gang, at wrestling-ikonet befinder sig i en juridisk suppedas – hans karriere har været fyldt med både sejre i ringen og skandaler udenfor.