Anmeldelse: ‘The Blood of Dawnwalker’

Der er noget ganske særligt ved rollespil, hvor man bliver kastet ind i en kæmpe verden og får lov til at bestemme sin egen skæbne. Men hvad nu, hvis man ikke har alverdens tid til at udforske hvert eneste hjørne, hjælpe samtlige landsbyboere og samle alt det udstyr, man kan komme i nærheden af?

Det er præcis den udfordring, som ‘The Blood of Dawnwalker’ stiller spilleren overfor.

Det nye action-RPG kommer fra det polske studie Rebel Wolves, der blandt andet består af tidligere udviklere fra CD Projekt Red, som stod bag ‘The Witcher 3: Wild Hunt’.

Og den forbindelse er ikke svær at få øje på.

Vi har endnu en gang at gøre med et mørkt fantasyunivers, hvor monstre, moralske dilemmaer og en omfattende åben verden er omdrejningspunktet. Men denne gang er hovedpersonen ikke en professionel monsterjæger.

Han er selv blevet et monster.

30 dage til at redde familien

Historien foregår i det 14. århundrede i et mørkt og pestplaget område omkring Karpaterbjergene.

Her møder vi den unge Coen, der lever i en verden præget af sygdom, fattigdom og brutale magthavere.

Situationen bliver ikke ligefrem bedre, da den magtfulde vampyr Brencis overtager kontrollen med området Vale Sangora.

Selvom vampyrernes blod har været med til at redde befolkningen fra pesten, viser det sig hurtigt, at hjælpen kommer med en ganske ubehagelig pris.

Brencis og hans vampyrer regerer med hård hånd, og befolkningen bliver tvunget til at levere både arbejdskraft og blod.

Da Coens familie bliver taget til fange og udset til et blodigt ritual, begynder et kapløb med tiden.

Han har nemlig kun 30 dage til at redde dem.

Som om det ikke var nok, bliver Coen selv forvandlet til en særlig slags vampyr, en såkaldt Dawnwalker.

Det betyder, at han er menneske om dagen og vampyr om natten.

Og netop den mekanik er med til at gøre spillet til noget ganske særligt.

Et rollespil, hvor tiden faktisk betyder noget

De fleste, der har spillet store rollespil som ‘Skyrim’ eller ‘The Witcher 3’, kender situationen.

Verden er ved at gå under, ens nærmeste er i livsfare, og alligevel bruger man de næste 15 timer på at spille kort, samle urter eller hjælpe en tilfældig bonde med at finde sin forsvundne gris.

I ‘The Blood of Dawnwalker’ bliver den slags overspringshandlinger pludselig en smule mere problematiske.

Spillets 30 dage er nemlig opdelt i dag- og natperioder, som hver består af otte tidssegmenter.

Tiden går ikke automatisk, mens man udforsker verden. I stedet bliver bestemte handlinger, missioner og aktiviteter betalt med tid.

Det kan eksempelvis være at gennemføre en mission, lære nye færdigheder eller deltage i bestemte kampe.

Og det skaber en interessant dynamik.

Skal man bruge værdifuld tid på at hjælpe en landsbyboer, eller er det vigtigere at finde et våben, der kan gøre kampen mod vampyrerne lettere?

Det er ikke nødvendigvis muligt at nå det hele, og spillet tvinger derfor spilleren til at prioritere.

Samtidig er tidsbegrænsningen ikke så brutal, som den umiddelbart lyder. Der er rigeligt med muligheder for at udforske verden og gennemføre store dele af spillets indhold, hvis man planlægger sine handlinger fornuftigt.

Man kan derfor godt argumentere for, at udviklerne kunne have strammet skruen yderligere.

To forskellige måder at spille på

En af spillets mest interessante mekanikker er Coens transformation mellem menneske og vampyr.

Om dagen kan han bevæge sig rundt blandt almindelige mennesker og benytte sværd, magi og forskellige former for heksekunst.

Når mørket falder på, får han adgang til sine vampyrevner, der blandt andet gør ham langt mere effektiv i kamp.

Det åbner for forskellige måder at løse missioner på.

En opgave, der om dagen kan klares gennem samtaler og snedige beslutninger, kan om natten udvikle sig til en langt mere voldsom affære.

Samtidig kommer vampyrformen med sine egne udfordringer.

Coen har nemlig brug for blod, og hvis hans sult bliver for voldsom, risikerer han at miste kontrollen.

Det betyder, at selv en almindelig samtale med en uskyldig person potentielt kan få alvorlige konsekvenser.

Det er en fremragende måde at integrere vampyrtemaet i selve gameplayet, fordi man konstant bliver mindet om, at hovedpersonen ikke længere er et helt almindeligt menneske.

Kampsystemet kræver lidt tilvænning

Hvor historiefortællingen og de mange valgmuligheder virkelig imponerer, er kampsystemet en mere blandet oplevelse.

Rebel Wolves har valgt et system, hvor sværdkamp i høj grad handler om at læse modstanderens bevægelser og blokere angreb fra den korrekte retning.

Fjenderne kan angribe oppefra, nedefra og fra begge sider, og det gælder derfor om at reagere hurtigt og finde åbninger til modangreb.

I dueller mod enkelte fjender fungerer det ganske fint.

Problemerne opstår især, når flere modstandere angriber på samme tid.

Her kan kampene hurtigt blive uoverskuelige, fordi man konstant skal holde øje med angreb fra forskellige retninger, samtidig med at kameraet og målsøgningssystemet ikke altid samarbejder.

Det hjælper heller ikke, når Coen bliver fanget mellem træer, vogne og andre genstande på slagmarken.

Heldigvis bliver systemet mere interessant, efterhånden som man låser op for nye færdigheder.

De forskellige vampyrevner, magiske angreb og opgraderinger giver langt flere taktiske muligheder, og især senere i spillet bliver kampene mere varierede.

Men de første timer kan godt være en lidt hård omgang.

En verden, der er værd at fare vild i

Noget af det bedste ved ‘The Blood of Dawnwalker’ er den måde, spillets verden føles levende på.

Det skyldes ikke kun de imponerende omgivelser med middelalderlige landsbyer, dystre skove, gamle ruiner og gotiske bygninger.

Det handler i lige så høj grad om menneskene, der bor der.

Selv mindre sidemissioner kan udvikle sig i overraskende retninger, og personer, man hjælper tidligt i spillet, kan dukke op igen senere.

Samtidig hænger mange af missionerne sammen på tværs af verden, så ens handlinger kan påvirke begivenheder andre steder.

Det er især her, man mærker arven fra ‘The Witcher 3’.

Der er en tydelig ambition om at gøre hver eneste mission til mere end blot endnu en opgave på en lang liste.

Og det lykkes ganske ofte.

Spillet er også fyldt med interessante karakterer, mærkelige væsner og moralske dilemmaer, hvor der sjældent findes et entydigt rigtigt svar.

Man kan eksempelvis vælge at hjælpe mennesker, som måske ikke fortjener det, eller ofre enkelte personer for at opnå en større fordel i kampen mod vampyrerne.

Det giver en fortælling, hvor spillerens beslutninger føles betydningsfulde.

Et stærkt første kapitel fra Rebel Wolves

‘The Blood of Dawnwalker’ er ikke et perfekt spil.

Kampsystemet kan være frustrerende, især i begyndelsen, og den ellers interessante tidsbegrænsning er måske en anelse for tilgivende.

Samtidig kunne spillet have udforsket vampyrernes mere dystre og forførende natur endnu mere, frem for primært at bruge transformationen som en gameplaymekanik.

Men det ændrer ikke på, at Rebel Wolves har skabt et imponerende debutspil.

Historiefortællingen er stærk, verdenen er spændende at udforske, og kombinationen af vampyrevner, moralske valg og tidsstyring giver spillet sin helt egen identitet.

Hvor mange moderne rollespil forsøger at give spilleren mulighed for at opleve absolut alt, tør ‘The Blood of Dawnwalker’ stille spørgsmålet, om det måske er mere interessant, når man bliver nødt til at vælge noget fra.

Og det er faktisk ganske forfriskende.

Rebel Wolves har allerede planer om at fortsætte universet med flere spil, og med dette første kapitel har studiet skabt et solidt fundament for en ny fantasyserie.

Bedømmelse: 5 ud af 6

‘The Blood of Dawnwalker’ er et ambitiøst og medrivende action-RPG, der især imponerer med sin historiefortælling, levende verden og originale tilgang til tidsstyring.

Det når ikke helt i mål med sit kampsystem, men formår alligevel at levere en af årets mest interessante rollespilsoplevelser.

For fans af ‘The Witcher 3’, mørk fantasy og store eventyr med konsekvensfulde beslutninger er det svært ikke at blive begejstret.