Filmanmeldelser

Anmeldelse: Conclave

Ralph Fiennes og Stanley Tucci kæmper om at blive den næste pave i neglebidende thriller.

Anmeldelse: Conclave
Foto: SF Studios
Dennis Stanley
Af Dennis Stanley I dag kl. 10:00

5 ud af 6 stjerner

Pope-porn…? Crucifetish…? Cardianal…?

Det er fornyeligt gået op for mig, at jeg har en underlig film-fetich. Nej, det er ikke seksuelt og har ikke noget med porno at gøre, men jeg kan godt lide at se film/serier om paver (The Two Popes, The Young Pope/The New Pope, The Crime of Padre Amaro). Der er noget foruroligende over det rolige og hellige ydre, der næsten er for godt til at være sandt og som sætter fantasien i gang hos mig for, hvad gemmer sig mon bag facaden?

112 Angry Men

Da paven dør er det dekanen for kardinalkollegiet, kardinalen Thomas Lawrences (Ralph Fiennes) job at samle de øvrige kardinaler og ærkebiskopper verden over i Vatikanets historiske Sixtinske Kapel, for at arrangere den traditionelle og hemmelighedsfyldte afstemning om, hvem der skal være den næste pave.

Saints & Sinners

Der er fem kandidater i spil: Lawrence, Aldo Bellini (Stanley Tucci), Goffredo Tedesco (Sergio Castellitto), Joshua Adeyemi (Lucian Msamati) og storfavoritten Joseph Tremblay (John Lithgow). Pludseligt dukker en mystisk, sjette ærkebiskop som ingen har hørt om før op: Vincent Benitez (Carlos Diehz), en mexicansk kardinal, der har haft sit virke i Afghanistan af alle steder og som er godkendt af paven selv.

Langsomt finder kardinal Lawrence ud af, at ikke alle kandidaterne har ret mel i posen og glorien pudset og han må derfor diskvalificere dem fra valget, hvilket skaber stor splid blandt kardinalerne og dermed megen sort røg op ad skorstenen i Vatikanet. Tiden går og den katolske kirkes ry og rygte er på spil. Der skal træffes et valg og kandidaten der ender som den næste pave, vil under alle omstændigheder være et kontroversielt valg.

Check, mate!

Conclave (2024) er den seneste film fra tyskfødte Edward Berger, instruktøren bag den mesterlige All Quiet on the Western Front (2022). Handlingen udspiller sig nærmest som et skakspil, hvor hver af kardinalerne spiller et udspekuleret spil om den eftertragtede position og Conclave er mindst lige så intens og nervepirrende som hans Oscar nominerede krigsfilm.

Every Frame a Painting
Fotografen Stéphane Fontaine (Rust and Bone, Captain Fantastic, Jackie) brillierer endnu en gang med lys og skygger og har skabt nogle malerisk smukke billeder, der minder om lofts og vægmalerier, som man kan finde i rundt omkring i Vatikanets mange sale, kapeller og lange gange.

The Sound of Silencio

Komponisten Volker Bertelmann kæder det hele sammen med et minimalistisk, men yderst effektiv lydside, hvor han til tider bruger strygerne nærmest som et ur der tikker og tæller ned. Den stemningsmættede musik er med til at både underbygge og intensivere den knugede stemning der er i Vatikanet og det er en af de bedste scores jeg har hørt i år.

Vati-can or Vati-can’t

Desværre lander klimakset ikke helt med den ønskede effekt. Robert Harris’ roman fra 2016, som filmen er baseret, blev berømt for dens kontroversielle slutning og jeg er sikker på at det fungerer langt bedre i bogen, fordi læseren danner sine egne billeder, men på film er reglen altid ”show, don’t tell”, hvilket Edward Berger ikke gør og derfor føles klimakset en anelse fladt. Ikke desto mindre er Conclave en af ​​de bedste filmoplevelser, jeg har haft i år.

Teknisk information:

Drengerøvsfaktor: 10%

Dansk titel: Konklave

Original titel: Conclave

Land: UK/USA, 2024

Instruktør: Edward Berger

Cast: Ralph Fiennes, Stanley Tucci, John Lithgow, Sergio Castellitto, Lucian Msamati, Carlos Diehz, Isabella Rossellini, 

Genre: Thriller/Drama

Billedformat: 2.39:1

Lydmix: Dolby Digital

Spilletid: 124 min

Dansk bio premiere: 12. december 2024

Distributør: SF Studios

All Rights Reserved: FilmNation Entertainment

Anmeldelse: Woman of the Hour

Læs også: Anmeldelse: Woman of the Hour

Anmeldelse: Heretic

Læs også: Anmeldelse: Heretic

Filmanmeldelser

Se flere artikler