Tidsrejsefilm har altid været en fascinerende genre, men de fleste af dem tager sig en del friheder med fysikken. Hvis vi derimod ser på film, der forsøger at undgå de klassiske paradokser og i stedet giver os en mere “realistisk” tilgang – altså uden for mange vilde effekter og skøre regler – så er her fem bud, der kommer tættest på en troværdig version af tidsrejse.
Læs også: Bermuda-trekanten – hvad er det egentlig for en størrelse?
1. Primer (2004) – Den mest realistiske tidsrejsefilm nogensinde
Shane Carruths lavbudget-perle er kendt for at være nærmest umulig at forstå ved første gennemsyn. Den handler om to ingeniører, der tilfældigvis opdager en måde at rejse i tiden på – men kun bagud, og kun inden for den tid, maskinen har været tændt. I stedet for store eksplosioner og forkromede tidsportaler får vi en nørdet og meget teknisk tilgang, der sandsynligvis er det tætteste, vi kommer på ægte tidsrejse, hvis det en dag skulle kunne lade sig gøre.
2. Timecrimes (2007) – Minimalistisk tidsrejse med store konsekvenser
Denne spanske thriller handler om en mand, der uforvarende kommer til at rejse en time tilbage i tiden, hvilket sætter gang i en lavine af hændelser, som han desperat prøver at rette op på. Filmen holder sig tæt til en fast tidslinje, hvor alt, hvad der sker, allerede er sket – så der er ingen store tidsparadokser eller alternative virkeligheder. I stedet får vi en stram fortælling, der viser, hvordan en lille tidsændring kan eskalere på uventede måder.
3. Predestination (2014) – En tidsloop-thriller, der næsten giver mening
Baseret på Robert A. Heinleins novelle All You Zombies er Predestination en film, der handler om en tidsagent, der skal forhindre en stor eksplosion. Uden at afsløre for meget kan man sige, at filmen arbejder med en meget lukket tidsløkke, hvor alt hænger sammen på en måde, der faktisk giver mening. Den udforsker også idéen om, hvad der sker, hvis du forsøger at ændre din egen fortid – og viser, hvorfor det nok er en virkelig dårlig idé.
4. Arrival (2016) – Når tid ikke er lineær
Okay, Arrival er ikke en klassisk tidsrejsefilm, men den har et element af tidsopfattelse, der minder om noget, vi ser i teorien om blokuniverset (hvor fortid, nutid og fremtid eksisterer samtidigt). I filmen får hovedpersonen en ny måde at forstå tid på, hvilket gør, at hun kan opleve begivenheder uden at være bundet til en lineær tidsstruktur. Det er en sjælden tilgang til tidsrejse-genren, hvor fysikken og sprogteori spiller en større rolle end maskiner og paradox-fyldte handlinger.
5. Interstellar (2014) – Relativitetsteorien i praksis
Christopher Nolans sci-fi-epos handler ikke om klassisk tidsrejse, men snarere om, hvordan tid kan bøjes af tyngdekraft og relativ hastighed. I en af de mest mindeværdige scener lander besætningen på en planet tæt på et sort hul, hvor tiden går markant langsommere end på jorden – hvilket betyder, at en time der svarer til flere år andre steder. Det er en af de få film, der bruger reel fysik som grundlag for sin tidsforvrængning, uden at det føles som en letkøbt gimmick.