Film
Ryan Reynolds blev presset til at lave sin værste film: “Jeg havde ikke noget valg”
Før Deadpool gjorde ham til kongen af R-rated superheltefilm, måtte han finde sig i en noget mindre flatterende debut som Wade Wilson.
Ryan Reynolds kan i dag lave præcis de film, han vil.
Hvis han beslutter sig for at lave endnu en actionkomedie, hvor han spiller Ryan Reynolds™ – den kække, hurtigtsnakkende helt med en sarkastisk bemærkning klar til ethvert tænkeligt øjeblik – så er der ingen i Hollywood, der sætter spørgsmålstegn ved det.
Men før Deadpool gjorde ham til kongen af R-rated superheltefilm, måtte han finde sig i en noget mindre flatterende debut som Wade Wilson.
Faktisk blev han nærmest presset til at lave en film, han vidste ville blive elendig.
Deadpool-drømmen, der blev et mareridt
Reynolds havde i årevis forsøgt at få en Deadpool-film op at stå, men 20th Century Fox havde andre planer.
De ville introducere karakteren i X-Men Origins: Wolverine fra 2009, og Reynolds lugtede hurtigt, at det ville gå helt galt.
Og det gjorde det. Big time.
I filmen blev Wade Wilson forvandlet til en Deadpool-version, der – og hold nu fast – fik syet munden sammen, selvom han er kendt som “The Merc with a Mouth”.
Al logik blev kastet ud ad vinduet, og karakteren lignede til sidst en budgetvenlig Mortal Kombat-skurk med laserøjne.
Hollywood-afpresning på højeste niveau
Så hvorfor sagde Reynolds overhovedet ja? Simpelt: Han havde intet valg.
Da Los Angeles Times spurgte, om han tog rollen, fordi Fox ellers ville give Deadpool til en anden skuespiller, svarede han:
“Det var sådan, det blev fremlagt for mig. Men man ved aldrig, hvad der foregår bag lukkede døre.”
Med andre ord: Spil med i vores makværk af en X-Men-film – eller se en anden få rollen som Wade Wilson.
Og så måtte han bide i det sure æble.
Happy ending – til sidst
Filmen blev naturligvis en katastrofe. Men den introducerede Reynolds til Hugh Jackman, og vigtigst af alt: Den gjorde ham endnu mere opsat på at lave Deadpool på den rigtige måde.
I sidste ende lykkedes det – Deadpool (2016) blev et gigantisk hit, slog rekorder og fik Hollywood til at forstå, hvad fansene vidste hele tiden: Deadpool skal være grov i munden, sarkastisk og fuld af blodsprøjt.
Så ja, X-Men Origins: Wolverine var en skamplet. Men uden den havde vi måske aldrig fået Deadpool. Og dét ville have været en endnu større tragedie.