USA 2005 - 1/7
Tiden til afrejse mod USA var endelig kommet!
Stod tidligt op for første gang i sommerferien, da flyveren mod Helsinki afgik kl. 9. Frustreret over at flyve den forkerte vej og derved gøre flyveturen til New York længere end nødvendigt, ankom vi til det glorværdige Finland. Hvad er det for et lorteland? Og hvad er deres problem? De er ikke rigtig med i noget som helst og holder sig for sig selv. De har en masse søer, saunaer og mobiltelefoner - og det er det!
Jacob og jeg var godt grundigt skuffede over, at der ingen lækre tøser var i transithallen. Tiden skulle derfor bruges på andet end at glo. Til dette formål blev terningespillet snyd (jyder kalder det vist tænkeboks, da snyd for dem jo er utænkeligt) valgt som signaturspillet for denne tur.
Jeg blev væsentligt opmuntret, da jeg viste Jacob, hvordan man skulle spille det spil. Efter 2 spil var jeg således oppe med 2, og Jacob var som en lille dreng, der ikke gider mere, og pakkede derfor demonstrativt terningerne væk.
Det I skal forstå er, at Jacob og jeg er voldsomt konkurrencemennesker, dvs. at alt i denne tilværelse kan gøres til en konkurrence eller væddemål. Jacob havde fået øje på en Playstation 2 med rallyspil og udfordrede mig derfor, så han kunne kompensere for tabet i snyd.
Det skulle dog vise sig at gøre sagerne endnu værre, for hvad Jacob ikke vidste var, at jeg er ét med vejen og bilen - et medfødt talent, der gør at jeg ikke kan tabe i rallyspil. Efter at have fået tæv i 3 forskellige rallyer erklærede han, at Finland er et fucking lorteland, og at han gik ud for at skide.
Endelig blev det tid til at gå om bord i flyet mod New York, og her fik Finair vist hvorfor ingen gider snakke med Finland. Vi fik det mest elendige måltid længe, og vi blev enige om, at Europas kulinariske hovedstad nok aldrig ville blive Helsinki. Efter måltidet (eller hvad det nu kunne kaldes) lykkedes det Jacob at vinde en enkelt omgang i snyd, således at han kun var én bagud - men stadig bagud forsikrede jeg ham om adskillige gange.
Turen forløb nogenlunde smertefrit, og det var faktisk først, da vi begyndte nedstigningen mod New York at helvede brød løs. En lille knægt på ca. 3 år begyndte at skrige ved siden af os, da han sikkert fik propper i ørene. Det var ikke bare skrigeri, men den slags dødsskrig, som gyserfilmsinstruktører vil betale millioner for. Og sådan blev det ved.
Forældrene gjorde hvad de kunne, og selvom det var irriterende at høre på, så havde vi forståelse for dem. I en kort overgang var der stilhed og her blærede Jacob sig med sin sublime kontrol over sprog. Han sagde højt: "Ahh silence". Det gik ikke op for ham, at det var engelsk, han var i gang med, så faren til barnet kiggede fortvivlet på ham og sagde undskyld i en længere forklaring.
Jacob prøvede desperat at fortælle, at han havde forståelse for det hele, men faren troede sjovt nok ikke på ham. Det skulle senere vise sig, at Jacob virkelig havde et talent for at bruge engelsk på det forkerte tidspunkt.
Det skulle dog vise sig at gøre sagerne endnu værre, for hvad Jacob ikke vidste var, at jeg er ét med vejen og bilen - et medfødt talent, der gør at jeg ikke kan tabe i rallyspil. Efter at have fået tæv i 3 forskellige rallyer erklærede han, at Finland er et fucking lorteland, og at han gik ud for at skide.
Endelig blev det tid til at gå om bord i flyet mod New York, og her fik Finair vist hvorfor ingen gider snakke med Finland. Vi fik det mest elendige måltid længe, og vi blev enige om, at Europas kulinariske hovedstad nok aldrig ville blive Helsinki. Efter måltidet (eller hvad det nu kunne kaldes) lykkedes det Jacob at vinde en enkelt omgang i snyd, således at han kun var én bagud - men stadig bagud forsikrede jeg ham om adskillige gange.
Turen forløb nogenlunde smertefrit, og det var faktisk først, da vi begyndte nedstigningen mod New York at helvede brød løs. En lille knægt på ca. 3 år begyndte at skrige ved siden af os, da han sikkert fik propper i ørene. Det var ikke bare skrigeri, men den slags dødsskrig, som gyserfilmsinstruktører vil betale millioner for. Og sådan blev det ved.
Forældrene gjorde hvad de kunne, og selvom det var irriterende at høre på, så havde vi forståelse for dem. I en kort overgang var der stilhed og her blærede Jacob sig med sin sublime kontrol over sprog. Han sagde højt: "Ahh silence". Det gik ikke op for ham, at det var engelsk, han var i gang med, så faren til barnet kiggede fortvivlet på ham og sagde undskyld i en længere forklaring.
Jacob prøvede desperat at fortælle, at han havde forståelse for det hele, men faren troede sjovt nok ikke på ham. Det skulle senere vise sig, at Jacob virkelig havde et talent for at bruge engelsk på det forkerte tidspunkt.
Ved siden af barnet og dets forældrepar sad der det klassiske gamle amerikanske ægtepar. Manden i en grim t-shirt fra Florida og konen med skampermanent, skam-make-up og alt for store briller. Alt foregik i et tempo langt under alle andres og de virkede generelt sørgelige og grimme, så de blev døbt Mr. And Mrs. Fireworks pga. af deres eksplosive og sprudlende livsenergi. At de overhovedet havde forvildet sig uden for USA kom bag på os.
Vi fik vores bagage og navigerede uden problemer til det hostel (hotel med sovesal og toilet på gangen), vi havde udset os, da vi ankom til lufthaven. Vi stødte allerede på de første suspekte typer i subwayen, men de lod os være. Jeg var overbevist om, at det var mit barske ydre, men det udløste kun latter fra Jacob. Men jeg er til stadighed sikker på, at det var en nervøs og accepterende latter.
Til aftensmad skulle det selvfølgelig være McD, hvor vi havde et væddemål om, hvor meget en supersize BigMac ville koste. Til vores meget store ærgrelse var supersize blevet afskaffet, som en konsekvens af filmen Supersize Me, hvor et eller andet fjols æder McD i en måned. Skuffede prøvede vi at finde nogle bajere, men dette kunne heller ikke opdrives, så vi besluttede os for at lægge os til at sove, da den lange flyvetur også havde sat sit præg.
Vi fik vores bagage og navigerede uden problemer til det hostel (hotel med sovesal og toilet på gangen), vi havde udset os, da vi ankom til lufthaven. Vi stødte allerede på de første suspekte typer i subwayen, men de lod os være. Jeg var overbevist om, at det var mit barske ydre, men det udløste kun latter fra Jacob. Men jeg er til stadighed sikker på, at det var en nervøs og accepterende latter.
Til aftensmad skulle det selvfølgelig være McD, hvor vi havde et væddemål om, hvor meget en supersize BigMac ville koste. Til vores meget store ærgrelse var supersize blevet afskaffet, som en konsekvens af filmen Supersize Me, hvor et eller andet fjols æder McD i en måned. Skuffede prøvede vi at finde nogle bajere, men dette kunne heller ikke opdrives, så vi besluttede os for at lægge os til at sove, da den lange flyvetur også havde sat sit præg.
