Turen til Frankrig
I samme ånd som andre rejseartikler, bringes her beskrivelsen af mødet med den franske kultur.
Ansigtet i spejlet var det samme som altid, men denne morgen var speciel. Der skulle ske noget stort, men alligevel var der en fornemmelse af, at denne morgen var som alle andre. Badet blev overstået, kroppen blev plejet med de sædvanlige kemikalier og så var teen ellers klar inde i stuen. Parabolen gjorde knuder, som den havde gjort de foregående dage, men fjernsynet var ikke min største bekymring. Det var nærmere om jeg nu havde husket at pakke alt. Dagen før havde jeg pakket min mors store trolley, som jeg havde fået lov at låne, men EuroLines ville ikke acceptere tasker over 20 kg og med målene 80x70x20, så jeg måtte pænt pakke om i en sportstaske - sponsoreret af bror og svigerinde i Slangerup - og i en gammel kuffert, som sidst så rejseaktivitet, da min afdøde far, Kalle, havde den med British Airlines til Canada sammen med Jodle Birger (Han var journalist på B.T.).
Det skulle senere vise sig at være en dårlig beslutning, for da min mor og jeg havde taget afsked på Jyllandsgade 7, Aalborg, kunne jeg ganske ukontrolleret smide tasker og sovepose ind i bussen. Heller ikke senere på turen blev der kontrolleret hverken vægt eller mål.
Bussen lagde fra land og Vehid, som jeg rejste med, begyndte straks at beklage sig over den første forglemmelse; Discmanen! Han var lamslået og flåede i mobiltelefonen for at tilbagekalde afskedskomiteen, men uden held. Vehid måtte indse, at discmanen ikke kom med til Frankrig i denne omgang. Turen gik roligt videre til Århus, hvor vore kvindelige medstudiner, Camilla og Trine stod på vores bus.
Vi talte ikke synderligt meget med dem, men de havde jo også deres "kvinde-ting" at tale om. Camilla og Trine skulle direkte fra Gare de Lyon og til Avignon, hvor de ville blive hentet af deres udlejer ved banegården. Vehid og jeg var ikke helt så heldige, for vi måtte finde ud af at bo på hotel indtil mandag, hvor vi kunne bese vor residens og pakke taskerne ud.
Dette er i skrivende stund, endnu blot en glædelig tanke, for jeg sidder lige nu på Hotel Lion d"or i hjertet af Chambéry. Værelserne koster mellem € 25 og € 42, så udgifterne er ikke helt så høje som forventet. Heldigvis da!
Nå, men tilbage til rejsen mod Frankrig. Bussen fortsatte fra Århus til Kolding og Viborg, hvor endnu en tiltrængt smøg så sit endeligt. Kort efter grænsen gjorde vi holdt ved Pötsch, hvor en Kurrywurst blev indtaget med sentimental glæde og stor sult. Pølsen hævnede sig senere, da den begyndte at råbe på en nødudgang i bussen. Bussens toilet var dog ikke udstyret med næseklemmer eller toiletpapir, så jeg lod den vente til næste stop - Hamburg. Her skulle vi skifte bus og desværre var der ikke tid nok til at stifte bekendtskab med de lokale toiletfaciliteter, så jeg måtte, til min maves trods, sætte mig ind i bussen og håbe på et snarligt toiletstop.
Dette skulle imidlertid komme til at tage et stykke tid, for da bussen næste gang stoppede, var det i Bremen. Sneen hamrede ned og ind kom en flok kåde tyskere. De fik ikke end bagtroppen indenfor dørene før de havde hele den søvnige bus på den anden ende; "Ich möchte gerne neben meine Freundin sitzen, könnten Sie bitte irgendwo anders sitzen" eller lignende tordnede ud over de intetanende buspassagerer.
Det skulle senere vise sig at være en dårlig beslutning, for da min mor og jeg havde taget afsked på Jyllandsgade 7, Aalborg, kunne jeg ganske ukontrolleret smide tasker og sovepose ind i bussen. Heller ikke senere på turen blev der kontrolleret hverken vægt eller mål.
Bussen lagde fra land og Vehid, som jeg rejste med, begyndte straks at beklage sig over den første forglemmelse; Discmanen! Han var lamslået og flåede i mobiltelefonen for at tilbagekalde afskedskomiteen, men uden held. Vehid måtte indse, at discmanen ikke kom med til Frankrig i denne omgang. Turen gik roligt videre til Århus, hvor vore kvindelige medstudiner, Camilla og Trine stod på vores bus.
Vi talte ikke synderligt meget med dem, men de havde jo også deres "kvinde-ting" at tale om. Camilla og Trine skulle direkte fra Gare de Lyon og til Avignon, hvor de ville blive hentet af deres udlejer ved banegården. Vehid og jeg var ikke helt så heldige, for vi måtte finde ud af at bo på hotel indtil mandag, hvor vi kunne bese vor residens og pakke taskerne ud.
Dette er i skrivende stund, endnu blot en glædelig tanke, for jeg sidder lige nu på Hotel Lion d"or i hjertet af Chambéry. Værelserne koster mellem € 25 og € 42, så udgifterne er ikke helt så høje som forventet. Heldigvis da!
Nå, men tilbage til rejsen mod Frankrig. Bussen fortsatte fra Århus til Kolding og Viborg, hvor endnu en tiltrængt smøg så sit endeligt. Kort efter grænsen gjorde vi holdt ved Pötsch, hvor en Kurrywurst blev indtaget med sentimental glæde og stor sult. Pølsen hævnede sig senere, da den begyndte at råbe på en nødudgang i bussen. Bussens toilet var dog ikke udstyret med næseklemmer eller toiletpapir, så jeg lod den vente til næste stop - Hamburg. Her skulle vi skifte bus og desværre var der ikke tid nok til at stifte bekendtskab med de lokale toiletfaciliteter, så jeg måtte, til min maves trods, sætte mig ind i bussen og håbe på et snarligt toiletstop.
Dette skulle imidlertid komme til at tage et stykke tid, for da bussen næste gang stoppede, var det i Bremen. Sneen hamrede ned og ind kom en flok kåde tyskere. De fik ikke end bagtroppen indenfor dørene før de havde hele den søvnige bus på den anden ende; "Ich möchte gerne neben meine Freundin sitzen, könnten Sie bitte irgendwo anders sitzen" eller lignende tordnede ud over de intetanende buspassagerer.
Vehid måtte flytte til sædet ved siden af mig og ikke før klokken 02:00 var der igen ro over gemytterne. Jeg sov en time, var vågen en time og anede først sent at bussen havde passeret Holland. Imens kunne man i de vågne stunder studere tyskernes underlige adfærd. Foran Vehid og jeg, blev der indtaget et råt løg, hvorefter et saftigt kys blev tildelt kæresten, som allernådigst havde fået pladsen ved siden af.
Vehid var oprørt og hans harme over denne kulturelle perle ville ingen ende tage. Ved grænsen mellem Belgien og Frankrig skulle vi gennemleve et sandt mareridt. Klokken var halv otte og vi så os selv sidde i en kø af en anden verden. Rygtet fra de ved-siden-af-holdende lastbilchauffører lød, at de allerede havde siddet i denne kø i 5 timer, så min mave og jeg blev straks urolige. Maveproblemerne havde udviklet sig fra en irritation til en sand smerte, så gode råd var dyre...
Fortsættelse følger.
Vehid var oprørt og hans harme over denne kulturelle perle ville ingen ende tage. Ved grænsen mellem Belgien og Frankrig skulle vi gennemleve et sandt mareridt. Klokken var halv otte og vi så os selv sidde i en kø af en anden verden. Rygtet fra de ved-siden-af-holdende lastbilchauffører lød, at de allerede havde siddet i denne kø i 5 timer, så min mave og jeg blev straks urolige. Maveproblemerne havde udviklet sig fra en irritation til en sand smerte, så gode råd var dyre...
Fortsættelse følger.
