Turen til Frankrig II
Ankomsten til Paris og rejsen videre.
Skulle jeg risikere mit gode navn og besudle busken i siden af den lukkede motorvej eller skulle jeg bide smerten i mig? Jeg valgte det sidste, men formåede at slæbe mig ud af bussen og tage en morgensmøg. Her fik jeg sat Danmark i et bedre lys hos en homoseksuel tysker, idet han blev vasket af med en opsang om, at de fleste danskere taler tysk, da han tiltalte Kvisten på engelsk - stor fejltagelse! Motorvejsforstoppelsen viste sig at være forårsaget af et kraftigt snefald på den franske side af grænsen, men en time og 20 minutter senere kunne vi heldigvis trille over den franske barrikade. Spærringen gjaldt åbenbart kun køretøjer over 8,5 tons, så vi kunne med nød og næppe slippe igennem. Klokken 12:15 var vi landet i Paris, blot 3 timer forsinket pga. lukket grænse og "stau", så da taskerne var revet ud af bussen og Vehid havde brokket sig af, kunne vi sætte gang i næste etape af rejsen; søgningen efter et billigt hotel.
Da vi entrede EuroLines terminal i Paris, var der kun ét på Kvistens sind: ET TOILET! Det kunne ikke gå for hurtigt, men til min glæde tog smerten og den "trykkende fornemmelse" af, da jeg stod op og bar på de alt for tunge tasker. Vi stilede mod toiletskiltet og klarede trapperne til vor destination. Selvfølgelig ville dørene til toilettet ikke åbne uden en lille tilkendegivelse på € 0,20, som hverken Vehid eller jeg var i besiddelse af.
Jeg prøvede desperat at veksle hos en af EoruLines arrogante medarbejdere, men desværre. Jeg måtte i stedet slæbe Vehid op i caféen for at købe lidt drikke - som vi heller ikke havde haft adgang til siden grænsekiosken - så vi kunne få lidt småpenge. Damen ved kasseapparatet havde desværre kun småpenge nok til, at en af os kunne komme ind på tønden, så jeg valgte - egoistisk som jeg er - at denne person skulle være mig. Med mønten i hånden og glædestrålende øjne, styrtede Kvisten ned af trappen mod toiletterne. Frem nåede jeg, men da jeg havde deponeret mønten i døren og åbnet den, blev jeg ganske forfærdet.
Toilettet bestod af et hul i jorden og et par rillede huller til fødderne. Tankerne gik tilbage til Egypten og jeg betvivlede, om jeg stadig var i Europa med alt dets luksus. Slukøret opgav jeg tanken om at komme af med min last og vendte tilbage til caféen. Her havde Vehid allerede fået kontakt til en af de lokale. Han viste sig at være en mørk fyr fra Elfenbenskysten, men med bopæl i Helsingør. Han lovede, at hans bror ville kunne vise os, hvor vi kunne finde et billigt hotel i nærheden.
Broderen skulle desværre ikke dukke op tids nok for min mave, så med store smerter lokkede jeg Vehid til at gå med mig til det hotel, som vi havde set inden vi kørte ind i terminalen. Afsted sled vi. Taskerne var tungere end jeg huskede dem fra Aalborg, men vi nåede da receptionen, hvor jeg måtte bruge mine franske sprogevner for første gang. Kort efter fik vi vort værelse, men selvfølgelig var trængslerne ikke slut dermed. Inde på værelset boede tilsyneladende stadig en person. Der var tøj og toiletsager i rummet, så jeg sendte Vehid ned for at brokke sig. Snart kom en befippet hotelmanager og en irriteret hotelgæst ud af elevatoren. Manageren undskyldte mange gange og bad os give lidt tid, så den fortvivlede hotelgæst kunne pakke sine sager sammen.
Efter indflytning kunne vi smække de trætte ben op på sengen og nyde en kop kaffe, men selvfølgelig ikke før den påtrængende mave havde fået en ordentlig forplejning. Det var noget nær ekstase!
Om aftenen skulle vi jo ud og se på den historiske by, så vi vovede os ned i metroen. Her skulle vi finde ud af at tage et tog fra Gallieni-stationen til Concorde. Det skulle ikke være så let, men efter en halv times tid nåede vi Place de la Concorde. Herfra gik turen ned af Rue de Champs Elysée mod Triumfbuen. Den var under restauration, men ikke desto mindre blev der fyret en del billeder af. På vejen blev vi også draget ind i et par biludstillinger. Først var det i den alt for fede Mercedes-udstilling og herefter i en rå Peugeot-udstilling, med en model, som vel nok stadig var konceptbil.
Efter dalende interesse for Triumfbuen måtte jeg med Vehids entusiastiske tilskyndelser lede
Toilettet bestod af et hul i jorden og et par rillede huller til fødderne. Tankerne gik tilbage til Egypten og jeg betvivlede, om jeg stadig var i Europa med alt dets luksus. Slukøret opgav jeg tanken om at komme af med min last og vendte tilbage til caféen. Her havde Vehid allerede fået kontakt til en af de lokale. Han viste sig at være en mørk fyr fra Elfenbenskysten, men med bopæl i Helsingør. Han lovede, at hans bror ville kunne vise os, hvor vi kunne finde et billigt hotel i nærheden.
Broderen skulle desværre ikke dukke op tids nok for min mave, så med store smerter lokkede jeg Vehid til at gå med mig til det hotel, som vi havde set inden vi kørte ind i terminalen. Afsted sled vi. Taskerne var tungere end jeg huskede dem fra Aalborg, men vi nåede da receptionen, hvor jeg måtte bruge mine franske sprogevner for første gang. Kort efter fik vi vort værelse, men selvfølgelig var trængslerne ikke slut dermed. Inde på værelset boede tilsyneladende stadig en person. Der var tøj og toiletsager i rummet, så jeg sendte Vehid ned for at brokke sig. Snart kom en befippet hotelmanager og en irriteret hotelgæst ud af elevatoren. Manageren undskyldte mange gange og bad os give lidt tid, så den fortvivlede hotelgæst kunne pakke sine sager sammen.
Efter indflytning kunne vi smække de trætte ben op på sengen og nyde en kop kaffe, men selvfølgelig ikke før den påtrængende mave havde fået en ordentlig forplejning. Det var noget nær ekstase!
Om aftenen skulle vi jo ud og se på den historiske by, så vi vovede os ned i metroen. Her skulle vi finde ud af at tage et tog fra Gallieni-stationen til Concorde. Det skulle ikke være så let, men efter en halv times tid nåede vi Place de la Concorde. Herfra gik turen ned af Rue de Champs Elysée mod Triumfbuen. Den var under restauration, men ikke desto mindre blev der fyret en del billeder af. På vejen blev vi også draget ind i et par biludstillinger. Først var det i den alt for fede Mercedes-udstilling og herefter i en rå Peugeot-udstilling, med en model, som vel nok stadig var konceptbil.
Efter dalende interesse for Triumfbuen måtte jeg med Vehids entusiastiske tilskyndelser lede
vejen til Eiffeltårnet. Inde mellem de høje bygninger kunne vi af og til ane toppen af det vidunderlige tårn og på må og få nåede vi da også det sagnomspundne tårn. Vehid var i ekstase og ville straks pakke det sammen og tage det med hjem til sin far. Vehids far havde nemlig inden afrejse bestilt en souvenirudgave af tårnet, men intet signalerer vel kærlighed mere end den ægte vare. Billeder blev taget og lovprisninger blev dysset over tårnet, som jo egentlig bare var Frankrigs måde at vise overlegenhed til verdensudstillingen i år 1900. Klokken var ikke mere end 22:00 da vi begge måtte bukke under for søvnens klør.
Næste morgen vågnede jeg med den "søde" musik fra min telefon. Klokken var 8 og vi skulle op og spise morgenmad. Vi havde hver givet € 6,30 for morgenmad, så det skulle ikke gå til spilde. Da jeg havde rusket Vehid vågen kunne vi stille os i den store morgenmadskø. Om vi fik mad nok for vore penge, vil kunne diskuteres i lang tid, men godt var det.
Efter et godt morgenmåltid var vi klar til at tage metroen til Gare de Lyon. På daværende tidspunkt var vi jo allerede eksperter i Paris" metro, så 20 minutter senere stod vi på vor destination med sveden drivende af os. De tunge tasker havde igen taget pippet fra os, men vedholdenhed og stædighed havde båret os frem. Jeg bestilte billetter til os hos en arrogant SNCF-medarbejder og vi tog plads på ventepladsen foran togene. Vi skulle vente godt en time, så Vehid ville over i en boghandel og kigge lidt. "Fint" ytrede jeg og satte mig til at kigge på mennesker og irriterende duer. 20 minutter senere kom Vehid tomhændet tilbage, og jeg kunne selv kigge lidt på lokaliteterne. Jeg stilede mod den internationale bladkiosk og købte mig lidt tysk mandelitteratur af den moderate slags.
Lettere forsinket tog vi plads på første klasse på TGV-toget mod Aix-les-bains, hvorfra vi skulle videre til Chambéry. Toget skulle være noget af en oplevelse ifølge
Da vi ankom til vort mål, var bysceneriet plaget af hoteltilbud, hvilket mødte vore krav, som havde vi Allah på vor side. Vi nuppede et værelse på Hotel lion d"or til € 21 / person, hvilket må siges at være en pæn pris.
Derefter måtte vi se på den by, som skulle være vores hjem de næste 5 måneder. Det er en utrolig smuk by, men med al for megen trafik, som river i næsen. Vi har Alperne i baggrunden og en driftig by under snuden. Da vi var blevet indkvarteret på hotellet, gik vi i tilfældig retning ud i byen. Snart fandt vi ud af, at stedet hvor vor lejlighed var beliggende, ikke var mere end 3 minutters gang fra hotellet. Vi fandt vej til universitetet og så udsigten, som måtte siges at være imponerende. Jeg er ikke for stolt til at indrømme, at vi herefter fór vild, men en venlig franskmand kunne fortælle os vejen hjem. Her daskede vi 90 grader og sov til klokken 11:00, hvor receptionisten vækkede os for at smide os ud. Vi vidste jo ikke, at vi skulle være ude klokken 11:00, for normalt er det vel klokken 12:00. Ukvemsord blev udvekslet og onde øjne blev udøvet, inden vi fik lov at beholde værelset endnu 2 dage. Service er IKKE et fransk ord!!
Da vi havde været i bad, skulle vi jo opleve lidt mere af byen. Vehid ville hellere blive på hotelværelset, men ikke om jeg ville tillade det. Vi skulle ud og se på byen, så sådan blev det. Ukvemsord blev igen udvekslet, men intet kuede Kvisten. Vi satte derfor næsen mod midtbyen - hvis det da var det. Vi fandt et dyrt loppemarked og en masse lukkede butikker, hvilket er normalt i Frankrig. De har lukket fra 12 - 14, så de kan spise frokost. Vi besluttede at begrænse vore eskapader til senere på dagen og fandt hotelværelset igen. Her udvekslede vi ukvemsord igen og gik igen ud for at se på byen.
Efter at have fundet Chambérys "strøg", bestemte vi os for at finde en bar, hvilket da også
Næste morgen vågnede jeg med den "søde" musik fra min telefon. Klokken var 8 og vi skulle op og spise morgenmad. Vi havde hver givet € 6,30 for morgenmad, så det skulle ikke gå til spilde. Da jeg havde rusket Vehid vågen kunne vi stille os i den store morgenmadskø. Om vi fik mad nok for vore penge, vil kunne diskuteres i lang tid, men godt var det.
Efter et godt morgenmåltid var vi klar til at tage metroen til Gare de Lyon. På daværende tidspunkt var vi jo allerede eksperter i Paris" metro, så 20 minutter senere stod vi på vor destination med sveden drivende af os. De tunge tasker havde igen taget pippet fra os, men vedholdenhed og stædighed havde båret os frem. Jeg bestilte billetter til os hos en arrogant SNCF-medarbejder og vi tog plads på ventepladsen foran togene. Vi skulle vente godt en time, så Vehid ville over i en boghandel og kigge lidt. "Fint" ytrede jeg og satte mig til at kigge på mennesker og irriterende duer. 20 minutter senere kom Vehid tomhændet tilbage, og jeg kunne selv kigge lidt på lokaliteterne. Jeg stilede mod den internationale bladkiosk og købte mig lidt tysk mandelitteratur af den moderate slags.
Lettere forsinket tog vi plads på første klasse på TGV-toget mod Aix-les-bains, hvorfra vi skulle videre til Chambéry. Toget skulle være noget af en oplevelse ifølge
Da vi ankom til vort mål, var bysceneriet plaget af hoteltilbud, hvilket mødte vore krav, som havde vi Allah på vor side. Vi nuppede et værelse på Hotel lion d"or til € 21 / person, hvilket må siges at være en pæn pris.
Derefter måtte vi se på den by, som skulle være vores hjem de næste 5 måneder. Det er en utrolig smuk by, men med al for megen trafik, som river i næsen. Vi har Alperne i baggrunden og en driftig by under snuden. Da vi var blevet indkvarteret på hotellet, gik vi i tilfældig retning ud i byen. Snart fandt vi ud af, at stedet hvor vor lejlighed var beliggende, ikke var mere end 3 minutters gang fra hotellet. Vi fandt vej til universitetet og så udsigten, som måtte siges at være imponerende. Jeg er ikke for stolt til at indrømme, at vi herefter fór vild, men en venlig franskmand kunne fortælle os vejen hjem. Her daskede vi 90 grader og sov til klokken 11:00, hvor receptionisten vækkede os for at smide os ud. Vi vidste jo ikke, at vi skulle være ude klokken 11:00, for normalt er det vel klokken 12:00. Ukvemsord blev udvekslet og onde øjne blev udøvet, inden vi fik lov at beholde værelset endnu 2 dage. Service er IKKE et fransk ord!!
Da vi havde været i bad, skulle vi jo opleve lidt mere af byen. Vehid ville hellere blive på hotelværelset, men ikke om jeg ville tillade det. Vi skulle ud og se på byen, så sådan blev det. Ukvemsord blev igen udvekslet, men intet kuede Kvisten. Vi satte derfor næsen mod midtbyen - hvis det da var det. Vi fandt et dyrt loppemarked og en masse lukkede butikker, hvilket er normalt i Frankrig. De har lukket fra 12 - 14, så de kan spise frokost. Vi besluttede at begrænse vore eskapader til senere på dagen og fandt hotelværelset igen. Her udvekslede vi ukvemsord igen og gik igen ud for at se på byen.
Efter at have fundet Chambérys "strøg", bestemte vi os for at finde en bar, hvilket da også
lykkedes. Det var en irsk bar med spansk musik - ikke den bedste sammensætning, men Kvisten skulle have et par øl og Vehid skulle pænt følge efter. Bartenterinden var en polak, som ikke havde andet end afsky til overs for sådan et par turister, så vi forlod stedet ikke lang tid efter. På vejen hjem blev vi vidne til et slagsmål. Af en eller andet grund havde en flok "muslimer" - som Vehid døbte dem - set sig sure på en eller andet fyr, så der blev kastet flasker i ansigter og råbt skældsord, som jeg endnu ikke har lært. Jeg manede Vehid videre, så vi ikke blev indblandet i noget, så det blev vi heller ikke. Vehid ville gerne kigge, men min forsigtige (kyllingeagtige) natur ville ikke tillade det. Igen fór vi vild, men vi skal nok lære at kende denne by - ellers må denne by lære os at kende!
NB: Billederne er taget en uge senere, for efter to billeder af Eiffeltårnet havde jeg og min mave ikke overskud til at tage yderligere billeder.
Fortsættelse følger...
NB: Billederne er taget en uge senere, for efter to billeder af Eiffeltårnet havde jeg og min mave ikke overskud til at tage yderligere billeder.
Fortsættelse følger...
