Thomas Bense [Månedens Mand]

Om skateboard, beatboxing, computerspil og at gøre det man vil



18. september, 2012 - kl. 12:00
Forfatter: Jakob Neua


Synes godt om Connery.dk

Del artiklen

Månedens mand er, om ikke alle pigers, så i hvert fald min bedre halvdels hemmelige crush; Thomas Bense.

Du husker ham måske, hvis du er 25+, fra ungdomsprogrammet Puls, men Thomas har også været kåret som Danmarks bedste beatboxer, spilekspert på Tv2, og så driver han spilsitet Pixel.tv sammen med en flok venner - for selvom man er oppe i årene, er det vel stadig ok, at være en rigtig drengerøv? 

Thomas, vi laver jo Månedens Mand i samarbejde med velgørenhedsprojektet Youmeshopping.com som du er ambassadør for, men hvad betyder velgørenhed for dig?


Det betyder, at jeg engang imellem kan få chancen for, at gøre en god gerning bare ved at dukke op, og det vil jeg meget gerne. Jeg gør det faktisk ret meget i forbindelse med børne- og ungdomsevents. Så kommer jeg ud og optræder eller deler gaver ud eller et eller andet. Jeg synes faktisk det er super fedt.

Hvis det kan hjælpe, at jeg lige dukker op, eller siger noget, eller gør et eller andet, og at det ikke går udover alt for meget andet, så gør jeg meget gerne det. Det synes jeg på en eller anden måde, at vi alle sammen burde gøre, altså os der bevæger sig i medierne. Man mister i hvert fald ikke noget på det.

Hvor stammer Thomas fra?

Jeg er fra Svendborg oprindeligt. En af fire brødre hvor jeg er næstældst. Som du kan forestille dig, så var der bare larm og ballade. Min mor og far blev skilt da jeg var en 12 - 13 år, så vi voksede op sammen med min mor og vi drenge styrede det hjem. Indendørs fodboldkampe, som ikke faldt i god jord hos min mor, men som var rimelig vigtigt for os.

Det var et hjem, der var meget præget af, at der hele tiden var konkurrence mellem os. Hvem fik mest slik, hvem var bedst til fodbold, hvem var bedst til Super Mario på Nintendoen. Der var meget, meget larm og meget, meget konkurrence, men det var sjovt.

Dengang syntes man det var mega irriterende fordi man tænkte ”vi er fire brødre, så vi får sikkert ikke ligeså meget, som alle andre” og det var mega nedern. Når man så de andre i klassen blive forkælet, fordi deres forældre var sammen, og de kun var ét eller to børn, så var man sådan lidt ”åh nej, det gad jeg også godt!”. Nu her, hvor man er voksen, er det jo bare dejligt at have brødre. Det er også næsten dem i mit liv, jeg laver mest med.

Så altså den korte version: Vi voksede op i Svendborg, og der stod den meget på Super Nintendo, fodbold og skateboard.

Hvad med folkeskolen - hvordan gik det?

Det er nok lidt en kliché, men jeg var nok klassens klovn. Jeg var rimelig god sprogligt, men rimelig ringe til alt det andet. Specielt fysik var jeg helt håbløs til, så der snød jeg så meget, som jeg overhovedet kunne komme til. Jeg synes også, det var lidt ærgerligt, for det var jo rigtig sjovt, når man kunne komme til at blande kemikalier, og så var der noget, der kunne eksplodere. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke var så god til det, men det var nok fordi, jeg var så utålmodig. Jeg var ikke det bedste skolebarn for at sige det mildt. Jeg ville hellere være aktiv, end at sidde på skolebænken, og tænkte mest på, hvordan jeg kunne lave noget ballade i klassen med de andre drenge. Vi var rimelig meget en ballade-klasse dér på Nordreskole i Svendborg tror jeg.

Så du fik ikke så mange tæv i skolen?

Tæv? Nej, altså nu er jeg jo gigantisk stor, haha! Fra jeg var helt lille og frem til niende/tiende klasse, var jeg altid den mindste sammen med min dengang bedste ven. Det kom blandt andet til udtryk, da vi skulle lave Lucia-optog på skolen, og vi skulle være to nisser, fordi vi var de to mindste. Vi var de eneste nisser, og det var jeg fandme sur over. Alle de andre var klædt i hvidt og så kom vi gående dér, og var klædt i nissetøj!!

Jeg var altid været sådan en lille én, men jeg har altid været god til at lægge strategier. Vi havde en ninjabande i min klasse, og det var mig, der var ninjaleder. Så kunne jeg sende mine ninjas ud og slås mod parallelklassens. Jeg er sluppet rimelig billigt omkring, hvad jeg burde have haft af tæv, fordi det tit var mig, der satte gang i noget ballade.

Du tager på Handelsskolen - hvorfor?

Ja, så gik jeg på handelsskolen. Det gjorde jeg fordi, jeg kunne se, det var det, der gik hurtigst. På det tidspunkt stod jeg ekstremt meget på skateboard. Ligeså snart jeg kunne komme til det, stod jeg på skateboard. Det var både om dagen, men også om aftenen, mens de andre gik i byen. Jeg var nok meget barnlig. Det er jeg i virkeligheden stadigvæk. Jeg beskæftiger mig trods alt med noget, nogle vil mene henvender sig til børn og barnlige sjæle.

Men udover det havde jeg slet ingen ide om, hvad jeg ville dér, andet end at stå på skateboard. Der kan man godt sige, at jeg faldt helt udenfor, for jeg var ikke den typiske handelsskoleelev.

På det tidspunkt var det populært blandt skatere at sy kiler i sine bukser, så man kunne bevæge sig meget. Det gjorde jeg, og det passede heller ikke ind i min handelsskole. Der følte jeg mig udenfor for første gang i mit liv. Der er jo både dem, der er helt udenfor i klassen, og dem der er vildt populære, men jeg var bare ham den mærkelige. Vi havde en fyr i klassen, der var helt udenfor – han blev så min bedste ven, fordi jeg ikke havde andre. I mit hoved skulle det bare overstås. Jeg skulle videre. På det tidspunkt troede jeg, at jeg skulle være professional skater eller måske fodboldspiller.

Så du spillede også fodbold?

Ja, men fordi jeg var så lille, blev jeg aldrig sådan rigtig god. Men skateboarding, der var jeg rimelig god. Vi var sådan en hel kerne på Fyn, der hørte til blandt de bedste. Vi tog rundt og lavede opvisningsshows og var med til DM og alt muligt. Så det havde jeg en forestilling om, at det skulle jeg have en karriere ud af.

Dengang var skateboarding mere en undergrundsting. Det var sådan noget man fik tæv for, når man gik i byen. Det var sådan, at hvis man var hiphopper eller skater, så fik man tæv. Specielt efter at der havde været nogle episoder, hvor der havde været nogen indblandet, som hørte hiphopmusik, eller stod på skateboard. Så vi blev vi sådan lidt en lukket gruppe, som holdte mega meget sammen, men som var dem, der skulle jages rundt i byen, hvis nogen skulle have tæv.

Vi havde heldigvis nogle gode folk på vores side, som kunne repræsentere, når der skulle være slåskamp. Igen gik jeg fri, fordi der altid var nogen, som stak snuden længere frem, og var bedre til at slås.

Men jeg stod på skateboard i rigtig lang tid, indtil jeg på et tidspunkt indså, at det blev jeg aldrig så god til, at jeg kunne gøre det til en karriere.
 

Hvad sker der så?

Jamen det er helt sort. Efter handelsskolen skulle jeg have et job. Det sagde min mor! Så tænkte jeg ”nå okay, det er det, man gør nu?”, så jeg skulle jo søge noget. Det var der ligesom lagt op til fra hele systemet! Når man var færdig med handelsskole, så skulle man bare søge en læreplads, eller man skulle i hvert fald på en eller anden måde videreuddanne sig.

Jeg tænkte, at jeg bare kunne søge alt muligt, for jeg gad ikke have det alligevel, og jeg fik det sikkert heller ikke.

Efter den første runde ansøgninger ender jeg hos den her Købmand, som ligger en 8-9 k. fra Svendborg. På samme tidspunkt peakede jeg som skater. Men mine store bukser blev pakket væk i en stram blå kittel og sideskilling i håret. Jeg var så uselvstændig, at jeg rent faktisk blev uddannet salgsassistent - men de valgte ikke at beholde mig efter læretiden, men så igen... Jeg havde heller ikke lyst til at blive der.

Efter den oplevelse endte jeg på TV Svendborg, hvor jeg fik prøvet kræfter med at være ham der fandt på ting. Jeg var både studievært og tilrettelægger, men jeg kunne bedst lide dét med at tilrettelægge. "Hvad kan vi lave, hvordan laver vi det og kan vi ikke lave noget som er lidt skævt”. Det var også der, jeg for alvor fik gang i min beatboxing karriere.

Men du var også på højskole?

Ja, der var jeg i ni måneder, og så var det også i den periode at jeg begyndte at optræde med at beatboxe. Jeg optrådte blandt andet på Langelands festivalen, hvor der var en fyr fra Danmarks Radio som så mig, Jan Lundme, som faktisk er underholdningschef nu. Han var på et børneprogram, og syntes åbenbart at jeg var god, og spurgte om jeg ikke ville være med i det program. Det passede jo perfekt med mig, for det var jo TV jeg ville, og så tænkte jeg ”det her er mit sprængbræt til at komme ind”. Og så kom jeg ind der og var på et børneprogram og var der et halvt års tid. Så var jeg ham beatbox-fyren, som børnene kunne ringe ind til og sende hilsner, som jeg så beatboxede.

Senere kom jeg til casting på det musik-program der hed Puls. Der havde jeg egentlig en forestilling om, at jeg skulle være rapporter og tilrettelægger. På det tidspunkt var der ikke så mange tv-kanaler, så Puls var helt ekstremt populært blandt unge mennesker. Jeg kommer derind nogle gange, og vi finder ud af at jeg gerne vil være rapporter og tilrettelægger. Men så siger hende der er redaktør, at hun synes jeg skulle være vært i stedet. Men jeg var bare ikke helt klar til at være vært.

På et tidspunkt i min Pulskarriere, skulle jeg lave et interview med Lars Bom. Jeg anede ikke hvem han var. Så det gik bare helt skævt. Det hele var tåkrummende pinligt. De første 3-4 måneder var jeg EKSTREMT dårlig. Den dårligste vært, der var på tv på det tidspunkt. Så begyndte det at gå op for mig, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg begyndte derfor at skrive manuskripter til hvad jeg ville sige. Det havde jeg aldrig gjort før. Så begyndte det at gå bedre, og jeg endte faktisk med at komme på en anden plads i Vi Unges afstemning om Danmarks bedste tv-vært. Det kan jeg huske, jeg syntes var en kæmpe bedrift, fordi jeg var startet så dårligt.

Hvad gjorde du efter Puls?

Jeg tænkte, at jeg gerne ville tilbage til det der, med at finde på. Det var dét der altid havde tændt mig. Så fik jeg tilbudt et job på en mindre kabel-tv-station, hvor jeg skulle sidde og finde på en hel ungdomsflade. Der lærte jeg, hvad det vil sige at redigere, filme, producere, tilrettelægge. Det betragter jeg som min læretid.

Jeg var faktisk en masse små steder, blandt andet på DK4 også, hvor jeg fik jeg mulighed for at lave GameZoneTV, som var det første spilprogram de havde. Det program endte med at blive et af de mest sete på DK4.

På et tidspunkt havde jeg været i USA et par gange, og set en stor tv-kanal, der hed G4 som udelukkende beskæftigede sig med spil og der tænkte jeg ”det kan man også lave i Skandinaven!"
Derfor startede jeg Pixel.tv, sammen med et par venner. Det har nu kørt siden 2007 og samme år fik jeg job hos Go’morgen Danmark, hvor jeg har været spilekspert siden. Det passede jo super godt, for så kunne jeg skabe lidt opmærksomhed omkring Pixel.tv derigennem, og få lov til at fortælle om spil til en kæmpe målgruppe.

Hvordan får du jobbet på Go’ morgen Danmark? Kommer det dumpende?

Nej, det var sådan noget med, at de har haft nogle spileksperter før, men de havde åbenbart ikke gjort det godt nok. 

Jeg mødtes med Benedicte Balling faktisk og en anden pige, der sad på redaktionen dengang. Vi aftalte at efter GamesCom, som er en spilmesse i Tyskland, så skulle jeg ind og fortælle om, hvad der var sket og hvad der skulle ske i fremtiden, så ville de se mig an, og hvis det var godt, så ville de gerne have at jeg kom ind engang imellem.

Det er så gået fra, at jeg var der engang om måneden til en gang om ugen. Vi har så lagt vægt på, at det skal være nemt forståeligt for dem, der sidder og ser med, for det kan meget hurtigt komme til at handle om grafik-engines og hvilke firmaer, der har lavet det og alt muligt andet, som er lidt ligegyldigt for underholdningsværdien af spillet. Man skal have i tankerne at der er rigtig mange der ser med, der ikke kender til eller interessere sig for spil. 

En god drukhistorie?

Det værste ved mine drukhistorier er, at jeg som regel drikker til jeg blackoutter, så jeg kan ikke huske dem.  Men den vildeste hustler-historie jeg har, var engang i L.A med min bedste ven Josef for at besøge en veninde og kollega fra Puls-tiden Barbara Rothenborg aka Nanna.

Vi hører så om den her fest for en eksklusiv skare. Dem der er med i den her klub, betaler 10.000 dollars om året og så x antal dollars for, at komme med til den her fest. Mig og min kammerat tænker ”der skal vi fandme ind!” og så tager vi derhen.

Ham vores kammerat har nogle gode forbindelser derinde, og han taler super godt engelsk. Han går så i forvejen og siger ”nu kommer de der fra MTV Europa”. Han fortæller dem, at ham min ven var chefproducent, og at jeg var den mest vigtige vært. Vi tænker at det jo ikke går, for vi kommer der i slidte cowboybukser og ser bare dumme ud, mens alle de lækre tøser står og bliver afvist i døren.

Så kommer vi hen til døren, og der står de her store fyre, og de kigger på os og spørger, om vi er fra MTV. Vi kommer igennem to security checks ved hjælp af lidt god overtalelsesevne, og kommer så ind i et helt forladt, stort lokale med podier, hvor der bare står lækre tøser på. Der står en kok i midten og tilbereder super lækker mad. Der lugter af penge og rige mennesker super lækre tøser. Der er så endnu et lukket område, hvor vi også får hustlet os ind. Der sidder for eksempel Leonardo DiCaprio og den slags kendte stjerner.

På et tidspunkt kommer ham der ejer Sony’s datter hen til mig. Hun synes jeg var mega spændende fordi jeg var ham den hotte vært fra MTV i Europa. Det hele ender med, at jeg bliver så fuld, at jeg falder i søvn på en af sofaerne i nærheden af de her high-society mennesker. Min kammerat ender med at gå ud fra festen og bare gå rundt i L.A alene.
Det er nok den vildeste fest, og det var sådan et sted, hvor man bare tænkte ”okay, de her mennesker har bare så fucking mange penge, det er jo helt sindssygt!”

Har du et godt råd til den gennemsnitlige danske mand?

Jeg betragter mig selv som en gennemsnitlig dansk mand. Man skal gå efter det man vil! Siden jeg var hos den der Købmand, har jeg tænkt ”det her lort, det vil jeg aldrig gøre igen”. Det har virkelig været min benzin på bålet. Mine succeser har tit været forbundet med en interesse jeg havde, og jeg har været så heldig at kunne leve af det. Det er en fejl at tro, at det bare kommer til en. Man skal klø på, og det kræver mange timers arbejde, selvom det kan ligne, at det er sjov og ballade. Det er måske lidt en kliché, men man skal gå efter det man vil, og kæmpe for det!

Støt en god sag hos: Youmeshopping.dk
Kostumer: kostumeoutlet.dk
Foto: Christian Grüner
Makeup: Sascha Christensen og Zaynab Naji
Idé: Jakob Neua Nørgaard
Assistent: Zaynab Naji
Modeller: Sacsha Christensen og Lykke Vang
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Jakob Neua Følg på:

Forhenværende chefredaktør, og en af grundlæggerne af Connery.dk - Med en syg humor, skøre ideér og andet godt fra hoften er Jakobs ultimative mål, at komme til at leve af at drikke sjusser. 

2015: Jakob lever nu af at drikke sjusser!

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om connery.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen