The Royal Residence: Ferie #10
Sverige er totalt overflødigt og irriterende...
Til jer der ikke husker så godt eller bare ikke har fulgt med, så gik vores ud- og hjemtur over Stockholm. En by og tilhørende land som i bund og grund er dybt irrelevant og overflødigt. Dog fandt vi ud af, at de alligevel havde en voldsom træng til overdrivelse og selvforherligelse. En ting man normalt kun ser fra to yngre mænd, der bor i indre København og skriver for et internetmagasin. Svenskerne er nemlig så frække at kalde Stockholm for Skandinaviens hovedstad.
Hvorfor nu det? Jeres lufthavn er meget mindre end vores, og deres butikker sælger udelukkende mos og snus. Stemningen var sikkert også ekstra trykket, fordi vi havde siddet næsten en time i flyet lige ved landgangsbroen. Der var åbenbart nogle svenske flyhoveder, som havde glemt at vi ankom, så de måtte tilkaldes. Om der var snuspause vides ikke, men det tog i hvert fald sin tid.
På vej ind i terminalen kom så endnu en fantastisk promovering af Stockholm - et kæmpe billede af en kedelig sø, med bogstaver hen over "Welcome to Stockholm". Ja tak, Astrid Lindgren, men hvor helvede er min bagage, din slamsæk? Tålmodigheden var sluppet op. Vi havde i preferiens kådhed tænkt, at vi da ville spare en hotelovernatning, idet vi bare ville tage i byen, da vi skulle have et tog tilbage allerede kl. 6.20 om morgenen.
Det viste sig at være et problem at komme ind til byen. Eller rettere sagt bare dyrt. Stockholm blærer sig nemlig også med at have Arlanda Express Tog, som klarer turen ind til Stockholm på bare 20 min. Sådan en 20 minutters tur anslog vi til at koste det samme som en 3-zoners billet, som i forvejen er alt for dyr. Da displayet vise 200 svenske kroner PR. PERSON!
Samtidig havde vi for længst opgivet at tage i byen. Efter en uge med alt for meget alkohol blev vi enige om, at vi bare ville tage 5 timer på en netcafé med artikelskrivning og pornosurfning. Klokken var lidt over 1 om natten, da vi ramte Stockholm by. På dette tidspunkt kunne Showoff ikke engang overskue en nat på netcafé, så han rablede noget af sig om, at han gav et hotelværelse. En kommentar som normalt ville have skræmt mig voldsomt, men som pludselig lød meget attraktivt, da jeg også var pissetræt.
Hvorfor nu det? Jeres lufthavn er meget mindre end vores, og deres butikker sælger udelukkende mos og snus. Stemningen var sikkert også ekstra trykket, fordi vi havde siddet næsten en time i flyet lige ved landgangsbroen. Der var åbenbart nogle svenske flyhoveder, som havde glemt at vi ankom, så de måtte tilkaldes. Om der var snuspause vides ikke, men det tog i hvert fald sin tid.
På vej ind i terminalen kom så endnu en fantastisk promovering af Stockholm - et kæmpe billede af en kedelig sø, med bogstaver hen over "Welcome to Stockholm". Ja tak, Astrid Lindgren, men hvor helvede er min bagage, din slamsæk? Tålmodigheden var sluppet op. Vi havde i preferiens kådhed tænkt, at vi da ville spare en hotelovernatning, idet vi bare ville tage i byen, da vi skulle have et tog tilbage allerede kl. 6.20 om morgenen.
Det viste sig at være et problem at komme ind til byen. Eller rettere sagt bare dyrt. Stockholm blærer sig nemlig også med at have Arlanda Express Tog, som klarer turen ind til Stockholm på bare 20 min. Sådan en 20 minutters tur anslog vi til at koste det samme som en 3-zoners billet, som i forvejen er alt for dyr. Da displayet vise 200 svenske kroner PR. PERSON!
Samtidig havde vi for længst opgivet at tage i byen. Efter en uge med alt for meget alkohol blev vi enige om, at vi bare ville tage 5 timer på en netcafé med artikelskrivning og pornosurfning. Klokken var lidt over 1 om natten, da vi ramte Stockholm by. På dette tidspunkt kunne Showoff ikke engang overskue en nat på netcafé, så han rablede noget af sig om, at han gav et hotelværelse. En kommentar som normalt ville have skræmt mig voldsomt, men som pludselig lød meget attraktivt, da jeg også var pissetræt.
Igen viste Stockholm sig fra sin dyre side. Udover at langt det meste var helt booked, så var priserne vi kunne få absurde. 2000 svenske kroner. Så trætte var vi sgu heller ikke. Derfor gik vi på jagt efter en netcafé. Her viser det sig, at det ikke eksisterer som koncept i Stockholm. Alle vi spurgte slog armene ud i uvidenhed og fortalte, at der da var computere i 7-11. Jamen tak, din spade. Alligevel gik vi derhen. Vi nåede at sidde der i 5 min., og på de få minutter nåede en ældre dame at fortælle os at dette var et dårligt kvarter, en syg neger begyndte at småtrue/udveksle håndtegn med os samt - det mest fantastiske - 7-11 lukkede.
Jeg ved ikke om det er mig, men så vidt jeg er informeret, så slår 7-11 sig NETOP på, at de aldrig har lukket. Dette var ikke tilfældet i Sverige. Ydermere valgte alt at lukke, og da vi ikke kunne få lov at sidde i en hotellobby, så var gode råd ved at være overordentligt dyre. Vi gik ud i Stockholm med vores bagage under armen og vores nerver uden på tøjet. Der var flere suspekte typer og vi følte os mere og mere ubehageligt tilpas.
Til sidst var det blevet nok. Vi prajede en taxa og tog mod intet ringere end Vanauswitch, som var det hotel vi også boede på på udrejsen. Da vi ankom sad bad vi begge inderligt til Gud. Der skulle bare være et ledigt værelse, for ellers havde vi lige brugt penge på at blive kørt ud i et endnu mere suspekt kvarter end vi allerede havde befundet os i. Til vores ærgelse sagde den lille trold bag skranken, at han ikke havde nogle ledige værelser.
Jeg ved ikke om det er mig, men så vidt jeg er informeret, så slår 7-11 sig NETOP på, at de aldrig har lukket. Dette var ikke tilfældet i Sverige. Ydermere valgte alt at lukke, og da vi ikke kunne få lov at sidde i en hotellobby, så var gode råd ved at være overordentligt dyre. Vi gik ud i Stockholm med vores bagage under armen og vores nerver uden på tøjet. Der var flere suspekte typer og vi følte os mere og mere ubehageligt tilpas.
Til sidst var det blevet nok. Vi prajede en taxa og tog mod intet ringere end Vanauswitch, som var det hotel vi også boede på på udrejsen. Da vi ankom sad bad vi begge inderligt til Gud. Der skulle bare være et ledigt værelse, for ellers havde vi lige brugt penge på at blive kørt ud i et endnu mere suspekt kvarter end vi allerede havde befundet os i. Til vores ærgelse sagde den lille trold bag skranken, at han ikke havde nogle ledige værelser.
Vi stod derefter i 5 min. og diskutere, hvordan vi skulle have tæv og udplyndres af de svenske slyngler, der sikkert stod og ventede på at vi kom ud. Vi var netop ved at gå, da den svenske trold pludselig sagde, at han faktisk havde et værelse. Mærkeligt at det skulle tage ham 5 minutter at finde ud af det midt om natten, hvor der ingen andre kunder var i biksen. For at gøre det hellere værre, så var han 20 min. om at tjekke os ind. En præstation der gjorde os svært irriteret, da vi nu var nede på 3 timers effektiv søvn, inden vi skulle ind på stationen.
Vi vågnede brat kl. 5.30 og tog en taxa til stationen. Her gik vi begge superkolde, da vi lænede os tilbage i sædet mod København. Da vi vågnede, var der ikke så langt til broen over Øresund - eller som vi valgte at kalde den The Bridge to Freedom - og det glædede os enormt. Inden da fik vi dog den sidste svenske oplevelse i form af en stofmisbruger, som fortalte at han skulle til Rigshospitalet og have metadon. Han spurgte ved samtlige stop om vi snart var i København til trods for at vi endnu ikke havde krydset broen. Nar.
Endelig hjemme i den royale residens blev vi enige om, at til trods for en hård hjemtur og alt for mange gamle damer på Gran Canaria, så måtte turen alligevel betragtes som en succes. Vi havde det så sjovt alligevel og opførte os så mærkeligt, at ingen alligevel ville have fundet os attraktive. Unge som gamle.
Vi vågnede brat kl. 5.30 og tog en taxa til stationen. Her gik vi begge superkolde, da vi lænede os tilbage i sædet mod København. Da vi vågnede, var der ikke så langt til broen over Øresund - eller som vi valgte at kalde den The Bridge to Freedom - og det glædede os enormt. Inden da fik vi dog den sidste svenske oplevelse i form af en stofmisbruger, som fortalte at han skulle til Rigshospitalet og have metadon. Han spurgte ved samtlige stop om vi snart var i København til trods for at vi endnu ikke havde krydset broen. Nar.
Endelig hjemme i den royale residens blev vi enige om, at til trods for en hård hjemtur og alt for mange gamle damer på Gran Canaria, så måtte turen alligevel betragtes som en succes. Vi havde det så sjovt alligevel og opførte os så mærkeligt, at ingen alligevel ville have fundet os attraktive. Unge som gamle.
