Superhelt
En karriereplan tager form.
Hvorfor blive ved med at snyde mig selv til at tro, at jeg gerne vil 'arbejde med medier', 'lave noget med mennesker' eller 'være kreativ'.
Dybt inde, hvor det betyder noget, vil jeg være superhelt. Det er det eneste jeg altid har vidst, at jeg ville være perfekt egnet til. Et af de stærkeste og bedste minder jeg har, er, da jeg som 10-årig fandt en skovsnegl på vejen, og reddede dens liv ved at bære den ind til siden på mit nye Supermanblad. Den uskyldige, rene handling viser for mig at se noget om det gode, en helt repræsenterer.
Det er dog ikke grunden til min karrieredrøm, eftersom mit næstbedste minde er, da jeg senere på dagen opdagede glæden ved lyden og splattet når en skovsnegl bliver kørt over på inliners. Jeg vil simpelthen være helt fordi det er det mest spændende og seje, man kan være.
Det kan f.eks. ikke være synderligt godt for selvtilliden at date en superhelt/heltinde, og så sidde og snakke dagens oplevelser igennem. 'I dag har jeg reddet 34 mennesker fra at dø, stoppet 6 brande, fået en international forbryderliga buret inde og smidt alle verdens atomvåben ind i solen'. 'Øhh... altså, jeg var i Matas for at finde noget mod min tørre hud på hænderne. Bagefter spiste jeg en hotdog og gik i banken.'
Superhelt er en profession, der ligesom rydder bordet. Men, hvis jeg skal opfylde drømmen, skal jeg skynde mig.
Jeg har nemlig brugt briller og været den kloge dreng i klassen gennem hele min barndom, og som følge deraf måttet tåle så opfindsomme fornærmelser som 'Brilleabe', 'Professor' og 'Peter Pan' fra mine medjuniorer. Den sidste forstod jeg aldrig helt, men børns hjerner er som bekendt nogle absurde små størrelser.
Jeg tror egentlig ikke, at selv børnepsykologer og velmenende forældre i virkeligheden har lyst til at sætte sig ind i deres primitive og barbariske tankegang når det kommer til stykket, så hvorfor skulle jeg? Det kan dog ikke udelukkes, at mine stramme, grønne gamacher har leveret en vis inspiration.
Med det til side sidder jeg nu her, mange år efter, desværre en forandret mand. Jeg har fået kontaktlinser, smartere tøj, og en betydeligt lavere intelligens efter en længerevarende og smertefuld infektion af Gymnasiehjerne. Kort sagt er jeg på vej til at miste mit personlige brand image som nørd, så hvis jeg nogensinde skal gøre mig håb om at forfølge en heltekarriere skal det være nu.
Det skyldes, at alle superhelte per definition skal være ubehjælpsomme nørder og socialt retarderede, så snart de smider deres latex-dragt. Det er bydende nødvendigt, for at opretholde en hemmelig identitet, at man har tykke briller, sideskilning og for korte bukser. Ellers ville man jo ligne ham det bredhagede overmenneske alt for meget i hverdagen, og superkræfter eller ej, er en hemmelig identitet påkrævet.
Superhelte ville aldrig have et øjebliks fred til at surfe porno og drikke importøl, hvis de skulle være på 24/7. Man kan også blot forestille sig tankerne hos et barn, der så Superman i byen med vennerne; med Supersnabelen hængende ude af de alt for små underbukser, Cult Shaker, pizzaslam og opkast på kappen, og 'FISSE' malet hen over sit brystlogo. Nej, superhelte har bestemt bedst af at være seksuelt uskyldige (det vender vi tilbage til i en kommende artikel) og mytiske ikoner, som normale mennesker kan se op til med beundring. Lidt på samme måde som deltagerne i Børne Melodi Grand Prix, på den forbrydertævende måde og med federe outfits. Jeg vil være et sådant ikon.
Onde voksentunger siger godt nok, at det er på tide at opgive mine drømme om tætsiddende trikot og kappe, for at få en uddannelse og et bedre job, en såkaldt fremtid, som udstresset slipsedreng. Men jeg har allerede smidt mit KOT-ansøgningsskema i makulatoren, og i stedet strikket den følgende karriereplan sammen. Jeg er nemlig ikke helt tørstegt i mørbraden endnu, gymnasiet til trods.
Selv en superhelt, en bekæmper af ondskab og forsvarer af 'sandhed, retfærdighed og alt, hvad USA står for' må tænke realistisk og voksent. Markedet er overflydende med talentløse amatører, ex-politifolk, selvtægtsforbrydere, og folk, der højest har potentiale som sidekicks. Heltebranchen simpelthen skriger på talentmasse, nytænkning og friske koncepter.
Derfor vil jeg gøre et forsøg på at relancere superheltetanken til det 21. århundrede, en moderne verden uden superskurke og strålevåben, men med masser af brug for retfærdighedsforkæmpere:
Jeg skal naturligvis have et kostume. Det skal være slut med fjollede kapper, farverige støvler og S-formede pandehårskrøller. Mit kostume skal være diskret, noget der er let at skifte til og som signalerer stil. Jeg forestiller mig et par modejeans, en sort kvalitetshættetrøje, et Burberry-tørklæde til hurtig maskering samt ternede SuperVans.
Mine heltegerninger og superkræfter skal heller ikke være storstilede og kitschede, men tage sig af de oversete nødråb i samfundet. Såsom at hjælpe folk væk fra en fest, hvor de ikke kender nogen, med mit SuperSocialtUbehagsBlik™, at rejse cykler op med SuperOrdenssans™ og udnytte mine SuperTalegaver™ til at få rygere til at respektere forbudsreglerne.
Eventuelle ærkefjender kunne være Dr. Jeg-råber-af-folk-i-min-bil, den Onde Legion af Veninder, der taler dårligt om drenge efter en pige har været på date med os, samt den dystre Ultrablogger, der dagligt forsøger at kede en hel verden til døde med radioaktiv Feriebillede-Kryptonit. Faktisk tror jeg allerede jeg er ret godt på vej.
Dybt inde, hvor det betyder noget, vil jeg være superhelt. Det er det eneste jeg altid har vidst, at jeg ville være perfekt egnet til. Et af de stærkeste og bedste minder jeg har, er, da jeg som 10-årig fandt en skovsnegl på vejen, og reddede dens liv ved at bære den ind til siden på mit nye Supermanblad. Den uskyldige, rene handling viser for mig at se noget om det gode, en helt repræsenterer.
Det er dog ikke grunden til min karrieredrøm, eftersom mit næstbedste minde er, da jeg senere på dagen opdagede glæden ved lyden og splattet når en skovsnegl bliver kørt over på inliners. Jeg vil simpelthen være helt fordi det er det mest spændende og seje, man kan være.
Det kan f.eks. ikke være synderligt godt for selvtilliden at date en superhelt/heltinde, og så sidde og snakke dagens oplevelser igennem. 'I dag har jeg reddet 34 mennesker fra at dø, stoppet 6 brande, fået en international forbryderliga buret inde og smidt alle verdens atomvåben ind i solen'. 'Øhh... altså, jeg var i Matas for at finde noget mod min tørre hud på hænderne. Bagefter spiste jeg en hotdog og gik i banken.'
Superhelt er en profession, der ligesom rydder bordet. Men, hvis jeg skal opfylde drømmen, skal jeg skynde mig.
Jeg har nemlig brugt briller og været den kloge dreng i klassen gennem hele min barndom, og som følge deraf måttet tåle så opfindsomme fornærmelser som 'Brilleabe', 'Professor' og 'Peter Pan' fra mine medjuniorer. Den sidste forstod jeg aldrig helt, men børns hjerner er som bekendt nogle absurde små størrelser.
Jeg tror egentlig ikke, at selv børnepsykologer og velmenende forældre i virkeligheden har lyst til at sætte sig ind i deres primitive og barbariske tankegang når det kommer til stykket, så hvorfor skulle jeg? Det kan dog ikke udelukkes, at mine stramme, grønne gamacher har leveret en vis inspiration.
Med det til side sidder jeg nu her, mange år efter, desværre en forandret mand. Jeg har fået kontaktlinser, smartere tøj, og en betydeligt lavere intelligens efter en længerevarende og smertefuld infektion af Gymnasiehjerne. Kort sagt er jeg på vej til at miste mit personlige brand image som nørd, så hvis jeg nogensinde skal gøre mig håb om at forfølge en heltekarriere skal det være nu.
Det skyldes, at alle superhelte per definition skal være ubehjælpsomme nørder og socialt retarderede, så snart de smider deres latex-dragt. Det er bydende nødvendigt, for at opretholde en hemmelig identitet, at man har tykke briller, sideskilning og for korte bukser. Ellers ville man jo ligne ham det bredhagede overmenneske alt for meget i hverdagen, og superkræfter eller ej, er en hemmelig identitet påkrævet.
Superhelte ville aldrig have et øjebliks fred til at surfe porno og drikke importøl, hvis de skulle være på 24/7. Man kan også blot forestille sig tankerne hos et barn, der så Superman i byen med vennerne; med Supersnabelen hængende ude af de alt for små underbukser, Cult Shaker, pizzaslam og opkast på kappen, og 'FISSE' malet hen over sit brystlogo. Nej, superhelte har bestemt bedst af at være seksuelt uskyldige (det vender vi tilbage til i en kommende artikel) og mytiske ikoner, som normale mennesker kan se op til med beundring. Lidt på samme måde som deltagerne i Børne Melodi Grand Prix, på den forbrydertævende måde og med federe outfits. Jeg vil være et sådant ikon.
Onde voksentunger siger godt nok, at det er på tide at opgive mine drømme om tætsiddende trikot og kappe, for at få en uddannelse og et bedre job, en såkaldt fremtid, som udstresset slipsedreng. Men jeg har allerede smidt mit KOT-ansøgningsskema i makulatoren, og i stedet strikket den følgende karriereplan sammen. Jeg er nemlig ikke helt tørstegt i mørbraden endnu, gymnasiet til trods.
Selv en superhelt, en bekæmper af ondskab og forsvarer af 'sandhed, retfærdighed og alt, hvad USA står for' må tænke realistisk og voksent. Markedet er overflydende med talentløse amatører, ex-politifolk, selvtægtsforbrydere, og folk, der højest har potentiale som sidekicks. Heltebranchen simpelthen skriger på talentmasse, nytænkning og friske koncepter.
Derfor vil jeg gøre et forsøg på at relancere superheltetanken til det 21. århundrede, en moderne verden uden superskurke og strålevåben, men med masser af brug for retfærdighedsforkæmpere:
Jeg skal naturligvis have et kostume. Det skal være slut med fjollede kapper, farverige støvler og S-formede pandehårskrøller. Mit kostume skal være diskret, noget der er let at skifte til og som signalerer stil. Jeg forestiller mig et par modejeans, en sort kvalitetshættetrøje, et Burberry-tørklæde til hurtig maskering samt ternede SuperVans.
Mine heltegerninger og superkræfter skal heller ikke være storstilede og kitschede, men tage sig af de oversete nødråb i samfundet. Såsom at hjælpe folk væk fra en fest, hvor de ikke kender nogen, med mit SuperSocialtUbehagsBlik™, at rejse cykler op med SuperOrdenssans™ og udnytte mine SuperTalegaver™ til at få rygere til at respektere forbudsreglerne.
Eventuelle ærkefjender kunne være Dr. Jeg-råber-af-folk-i-min-bil, den Onde Legion af Veninder, der taler dårligt om drenge efter en pige har været på date med os, samt den dystre Ultrablogger, der dagligt forsøger at kede en hel verden til døde med radioaktiv Feriebillede-Kryptonit. Faktisk tror jeg allerede jeg er ret godt på vej.
