Skuespillere snydt for en Oscar-nominering [Part I af II]

Ofte kan man hurtigt spotte en Oscar-præstation på lang afstand – enten fordi, at vedkommende forsøger at præstere inden for rammerne af Oscar-juryens distinktive smag, eller også er det bare en all-around fænomenal præstation. Disse præstationer bliver ofte hyldet med diverse priser og anerkendelse, men desværre hænder det, at de ikke får deres rette anerkendelse. Jeg har sammenstrikket et par eksempler på roller, som ikke blev nomineret til en Oscar. Se med og se om du er er enig!

Mark Wahlberg i ’Boogie Nights’ (1997)

Paul Thomas Andersons gennembrudsfilm fortalte historien om en spirende pornostjerne under dæknavnet Dirk Diggler – en historie let inspireret af den gamle pornostjerne John Holmes. Mark Wahlberg fik æren af at portrættere stjernen med ’kæmpevedhænget’ og han gjorde det formidabelt, hvilket uden tvivl kickstartede hans fine karriere. Hvad der dog ikke giver nogen mening, er, at han ikke blev bemærket af Oscar-panelet – han lever sig så vanvittigt ind i rollen som den beskedne fyr, der i takt med berømmelsens berusende påvirkning så småt får slået benene væk under sig i en blanding af et grotesk stofmisbrug og overvurdering af egne evner. Dette er uden tvivl Wahlbergs største præstation i hans karriere!

Christian Bale i ‘American Psycho’ (2000)

Hvis der er nogen udover Heath Ledger i The Dark Knight, som kan spille psykopat, så er det bestemt Christian Bale. Bale formår virkelig at skildre et realistisk billede af historien om en mainstream New Yorker-yuppie, som til dagligt lever det overfladiske snobbeliv og om natten udlever en grotesk trang til sadisme og drab. Hans stigende blodrus bliver skildret gennem et vanvittigt velspillet skuespil, hvor følelserne for alvor bliver lukket inde bag en kold maske, og blot kommer til udtryk gennem et dyrisk og nærmest kuldegysfremkaldende psykopatattitude. Hans snak om Huey Lewis and the News kort inden hans nedslagtning af Paul Allen med en økse er en af de mest ikoniske scene i filmen, og man bliver virkelig blæst omkuld af hans evne til at balancere sin tveæggede karakter. Det fortjente uden tvivl en Oscar!

Michael Fassbender i ’Hunger + Shame’ (2008 + 2011)

Steve McQueen fik endelig anerkendelse for sit talent med Oscaren for bedste film til ’12 Years a Slave’ i år, men hans talent har længe ulmet under overfladen. Det så man bl.a. i både Shame og Hunger, hvor den djævelsk dygtige, tyskfødte skuespiller Michael Fassbender har hovedrollen. Gældende for begge to er, at karakteropbygning og unormale livstilstande er i fokus, og det kræver noget af en skuespiller at kunne gøre en film interessant ud fra blot et menneskeligt portræt. Det formår Fassbender – hvadenten det er som forskruet sexafhængig eller en frihedskæmpende sultestrejker – og han lever sig så vanvittig meget ind i rollen, at man virkelig kommer helt ind under huden på karakteren. Med en vanvittig ansigtsmimik og køligt overblik over situationen formår Fassbender at gøre begge film yderst seværdige – og dog uden nogen former for Oscar-nomineringer!

Tom Hardy i ‘Bronson’ (2008)

Det var uden tvivl i Nicholas Winding Refns ‘Bronson’, at Christopher Nolan fik inspiration til sin karakter, Bane, da han søgte efter skuespillere til The Dark Knight Rises. Det skyldes Hardys djævelsk velspillede rolle som stjernepsykopat, baseret på livet af forbryderen Michael Gordon Peterson. Med en god kombination af snedige klipninger og en dygtig instruktør kommer Hardys talent til sin fulde ret, og denne store bøf formår at leve sig ind i sindet af en psykopat og fortæller en teatralsk historie om sindets magt over legemet. Filmen kan til tider være forvirrende, men Hardy sørger for, at man aldrig får lov til at slippe hans ubehagelige blik og man undrer sig virkelig over, at dette ikke bare blev overvejet til Oscar-nomineringsrunden. 

Ryan Gosling i ’Drive’ (2011)

Nicolas Winding Refns absolut bedste film dukkede op nogle år tilbage, hvor en lækker blanding af Tarantino-inspirerede karakterer, dystopisk atmosfære i Los Angeles og en minimalistisk antihelt væltede mig omkuld i Drive. Ryan Gosling viser på fornemmeste vis, hvordan man laver et skuespil, hvor man nødvendigvis ikke behøver at bruge sin verbale ytringer til at indfange seerens interesse – man skal bare udstråle en bestemt attitude, veje sine ord og ikke mindst udføre en fænomenal ansigtsmimik.  Han er elskværdig men samtidig brutalt uindbydende og han formår virkelig at puste liv i karakteren og skabe stemning. Flere vil nok være uenig i, at Gosling rolle er aktiv nok til at vække interessen af Oscar-juryen, men alligevel formår han at skabe ren filmmagi ud fra ingenting.

Adèle Exarchopoulos i ‘La vie d’Adèle’ (2013)

Jeg ville have sat alle mine penge på denne film til at vinde årets Oscar for bedste udenlandske film, men det blev til al overraskelse slet ikke nomineret. Om det så skyldes, at den var for sent ude og først kan registreres til næste år, har jeg hørt rygter om, men hvis det ikke passer, er det en skandale. Den utroligt unge, franske kvinde Adèle tager simpelthen seeren med storm, da hun virkelig formår at indkapsle de turbulente følelser, en ung, identitetsløs kvinde oplever under sin dannelsesrejse. Kærligheden er så stærk og så troværdig, at man skal være skingrende homoseksuel, hvis man ikke får et lille crush på hende. Seriously! Sorg, glæde, eufori, sexlyst og generelt bare hele følelsesregisteret bliver leveret gennem denne lille herlige kvinde, og hun havde uden tvivl fortjent at få en statuette med sig hjem!

Følg med i næste artikel, hvor vi kigger på flere Oscar-uretfærdigheder. Har du tips til, hvem vi mangler?