Connery

Restaurant-anmeldelse: Restaurant Strandlyst

Årets restaurant på Samsø?

Lokaliseret i gåafstand ud for Ballen på Samsø finder man den underskønne restaurant og hotel Strandlyst.

Det er et klassisk badehotel fra 1895, som er blevet vedligeholdt og moderniseret gennem tiden og nu står som en øjesten langs østsiden af Samsø - man skal blot gå få skridt, så er man helt nede ved strandkanten langs en af de lækreste badestrande på øen.

På badehotellet kan man spise på restaurant Strandlyst - både som gæst og udefra - og her byder menukortet i år på en række forskellige serverer fra 3 til 6 forskellige retter, hvor der bliver leget og tryllet med sæsonens råvarer.

Restauranten har haft en række forskellige kokke i huset, hvor man sidste år eksempelvis husede Restaurant Domestic fra Århus. Det er svært at give en anmeldelse af restauranten på længere sigt, da man ikke ved, om køkkenet skiftes ud til næste sæson - men jeg kan sige at anno 2022 står den skarpt ved tøjlerne af nyt blod.

I år er der kommet nye folk i butikken i form af de bragende dygtige Simon R. Christoffersen og Asbjørn Winther.

Og det er ikke uden grund, at Strandlyst vandt prisen for Samsøs bedste Kartoffelmad 2022 - der er smæk på smagene, kreativiteten og forståelsen for råvarene, når man træder ind i deres madunivers.

ANNONCE
Restaurant Strandlyst. - Restaurant-anmeldelse: Restaurant Strandlyst Restaurant Strandlyst.

Vi kørte naturligvis fuld plade med 6 retter og dertilhørende vinmenu - og der var smæk for skillingen. Besøget fandt sted på et af de bedste sæsonmæssige tidspunkter i min optik - nemlig tiden, hvor de første jordbær, asparges og kartofler pibler op i landskabet.

Og disse tre råvarer blev brugt på bedste vis. Vi snakker den vildeste, potente, cremede og dybtsmagende aspargessuppe, som blev serveret på en potpourri af forskellige varianter af asparges til den lækreste ravioli med røget hornfisk, cremet æggeblomme og sauce.

Hele konstruktionen af retternes serveringer emmer af kokke, der er legelystne og sultne på at prøve grænser af og eksperimentere med nye smage svøbt i velkendte teknikker - kokke, der ikke nødvendigvis tænker benhårdt på prestige og berømmelse, men derimod prioriterer smag, hygge, selve oplevelsen og gæstens velbefindende.

ANNONCE
Ravioli med røget hornfisk.  - Restaurant-anmeldelse: Restaurant Strandlyst Ravioli med røget hornfisk.

Samsø-kartoflen spillede en rolle i sin lille, hyggelige kasserolle tre gange i løbet af retterne, og hvor er det befriende, at man på finedining-steder lader råvaren selv diktere hvor mange gange, den må blive serveret!

Små, sarte, cremede nye kartofler er rendyrket gourmet i sig selv - så det skal man også udnytte ‘så længe lager haves’ og kæmpe kadeau for det valg. Hele menukortet bar præg af en legende tilgang til tanken om; Hvor mange måder kan man servere en råvare?

Og her blev guleroden især sat i centrum i en symbolsk servering til kaninen - syltet, kogt, stegt, pureret, friteret og fremtryllet til den vildeste orange sauce, som alt som bragte nye smage og teksturer frem på tallerkenen, som stod eminent godt sammen med både kaninbryst og den confiterede kaninlårskugle.

Og farver?

Det blev der ikke sparet på i aftenens servereringer - jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg rynkede lidt på panden, da der dukkede en tallerken op med havkat og en gennemskærende pink sauce.

Hvor retten måske ikke egner sig til Instagram, var den i stedet skræddersyet til smagsløgene - den lyserøde sauce var en nordisk-inspireret genistreg af en Beurre Blanc, hvor man havde lavet den klassiske sauce på rosé i stedet for hvidvin og desuden blandet det sammen med friske Samsø-jordbær - utrolig potent, parfumeret og smagfuld.

Samtidig cremet, som den skal være, men med en anderledes syre og dybde, som gik utrolig godt sammen med den møre havkat - en perfekt pairing af sauce og protein, som hvis det var en ribeye og en bearnaisesauce!

ANNONCE
Havkat med lyserød Beurre Blanc. - Restaurant-anmeldelse: Restaurant Strandlyst Havkat med lyserød Beurre Blanc.

Desserterne bar præg af både nordisk islæt og rock-n-roll - en skøn fennikel-is på toppen af bagte rabarber lagde bunden på en fremragende middag med små, sarte smage og nordiske nuancer, mens afslutningen blev Arla Unikas Badboy, Drunken Dog, serveret med maltflager og røget rabarber - potent, tung og perfekt parret med tjenerens kræs af en anbefaling med Gourry de Chadeville, som er lagret på gamle cognac-fade og desuden infuseret med cognac.

Lad os bare sige - så går man glad fra bordet og hjem langs stranden til solnedgang!

Samlet set er årets ensemble på Restaurant Strandlyst ganske fremragende - sprudlende retter, farverig rock-n-roll og ikke en finger at sætte på smagene.

Gourmet af fineste skuffe med fokus på lokale, sæsonvenlige råvarer og en legende tilgang til menukortet. Strandlyst er i år en skønherlig petriskål af forskellige niveauer af spisning, hvor man har taget niveauet fra øverste skuffe og puttet det i en atmosfære, hvor man ikke skal være bange for, om man har taget den forkerte skjorte på, eller har lagt servietten på det rigtige lår - det er gourmet i øjenhøjde!

Den dynamiske duo Christoffersen og Winther og co. er et par kokke, man bør holde øje med i fremtiden - om de forbliver på Strandlyst til næste sæson kan jeg ikke spå om, men deres gastronomiske rejse er absolut en rute, jeg kommer til at følge trop på med kniv og gaffel.

ANNONCE
Fennikel-is med røget rabarber. - Restaurant-anmeldelse: Restaurant Strandlyst Fennikel-is med røget rabarber.
Restaurant Strandlyst

Hjemmeside

Menukort

Del

Seneste nyt