Connery

Rasmus og Stefan samler på gamle konsolspil

"Jeg købte engang en hel ny Super Nintendo-maskine for 800 kroner. I dag tør jeg slet ikke sige, hvad den er værd"

Hvis du og din kæreste købte et nyt hus sammen: Hvad skulle husets største rum så bruges til?

Hvis du bor sammen med en spilsamler, kan du godt indstille dig på, at det skal fyldes op med samlingen. Det var i hvert fald sådan, aftalen blev, da spilsamleren Rasmus og hans kæreste for nyligt købte hus sammen:

"Det her er det største rum. Du har mest lort, så du får det her rum", fortæller 35-årige Rasmus Højstrand, at hans kæreste havde sagt, da de to nye husejere skulle fordele rummene i deres nye bolig. Det skriver DBA Guide.

Rasmus og 37-årige Stefan Thygesen, som begge bor i Munkebo, samler på spil, og de har begge spil i banevis fra gulv til loft. Spil, de blandt andet køber på DBA.

Rasmus’ yndlingsobjekt i samlingen

Rasmus har samlet på spil i 12 år, men han fortæller, at det var liiidt sjovere at samle på spil i starten, end det er nu, og det er der én helt særlig årsag til:

"Dengang jeg begyndte at samle, kostede spillene ikke noget. Der kunne du købe en Super Nintendo med ti spil til maksimum et par hundrede kroner," fortæller Rasmus til DBA Guide og fortsætter:

"I dag kan et spil sagtens koste 2.000 kroner. Det er jeg sgu for nærig til at give, for jeg ved, hvad de kostede dengang. Jeg har dog nogle spil, jeg har givet 1.000 kroner for."

Det var dog kun 800 kroner, Rasmus måtte penge ud med, da han fik øje på den ting, han i dag ser som sit bedste køb. Det er ikke et spil. Bedre end det:

På brugtmarkedet fandt han en helt ny - ubrugt - Super Nintendo til kun 800 kroner. Der var ikke andre, der havde vist deres interesse, hvilket Rasmus den dag i dag stadig ikke kan begribe.

"Jeg tør ikke sige, hvad den er værd i dag," forklarer han til DBA Guide og understreger, at maskinen er det ypperste i hans samling.

Derfor får den også lov at ligge i mørket - uden fortsat at have været brugt.

ANNONCE
Foto: DBA Guide - Rasmus og Stefan samler på gamle konsolspil Foto: DBA Guide

Det var for besværligt at blive underholdt

Stefan begyndte at samle på spil for blot 3 år siden. I modsætning til Rasmus er hans samling indsnævret til kun at omfatte én bestemt slags spil:

Spil til Sega Mega Drive, og det er vigtigt, at de er i god stand og komplette.

"Det er rart, når man får kredset sig ind på, hvad det er, man samler til. Så kan man nemmere opbygge en seriøs samling," fortæller Stefan til DBA Guide.

Han fik øjnene op for gamle konsolspil, fordi han synes, computerspil blev for avancerede. Stefan forklarer, at han altid skulle opgradere for at kunne spille videre, og han savnede det simple, hvor du sætter et spil i en maskine og kan trykke ’play’ - så er du i gang.

Men med de nye konsolspil oplevede Stefan stadig problemer:
"Du skal købe udvidelser, logge ind, og det blev for omstændigt at blive underholdt (…) Så kom jeg til at blive nostalgisk til dengang, det var mere simpelt, enkelt og lige til. Jeg savnede, at spillene bare begyndte at spille. Så jeg begyndte at købe nogle Super Nintendo’er og nogle Super Nintendo-spil." 

Rasmus skønner, at hans samling er 100.000 kroner værd i dag.

ANNONCE
Foto: DBA Guide - Rasmus og Stefan samler på gamle konsolspil Foto: DBA Guide

Pause

De to spillesamlende fyre er dog ikke mere passionerede end, at de en gang imellem holder pause fra deres samling. Eller også gør de netop dét, fordi de er så passionerede:

"Det kan faktisk være stressende hele tiden at have en liste med titler, som man jager, og så er der en auktion, som man misser," nævner Stefan til DBA Guide som et eksempel på, hvorfor en pause en gang imellem kan være tiltrængt.

Han oplever fra tid til anden, at han køber et spil for lige bag efter at erfare, at han kunne have betalt mindre til en anden sælger for det samme spil i en bedre stand.

"Folk ender med at drukne i jagten på hele tiden at finde nogle nye ting og hele tiden finde noget unikt."

De to spillenørder er ikke kun enige om, at det er sundt at holde pause fra deres samling. De er også enige om, at det ofte viser sig at være en dårlig idé at sælge ud af deres spil:

"Jeg har virkelig fortrudt de spil, som jeg har solgt," indrømmer Rasmus til DBA Guide og fortsætter:

"Jeg havde tænkt ’dem får jeg igen’, men det får jeg bare ikke. Man finder ikke længere spillene til et par hundrede. Så skal jeg op og give 1.000 kroner for dem."

Rasmus har dog nok af spil at vælge imellem. Han skønner, at hans samling tæller 1.200 forskellige spil - som går til alle maskiner.

Og det er en samling, der er ret stor. Rasmus har dog også tænkt på at sælge ud.

ANNONCE
Del

Seneste nyt