Optakt til Roskilde Festival 2013
I en uge er Roskilde centrum for Nordeuropas hipstere. Connery er med...
Foto: Michael Flarup/Roskilde Festival
Jeg kender ikke særligt mange af de bands, der spiller på Roskilde i år. Men jeg har aldrig før hørt Metallica live (dog har jeg engang set Lars Ulrich i Gothersgade), så dem skal jeg da høre. Ellers har jeg ingen planer. Overhovedet. Udover at følge strømmen det meste af tiden, og gå lidt imod den en gang imellem. For hånden på hjertet, så er jeg langt mere til Skanderborg end til Roskilde. Men helt i den "åh, så tolerante" ånd, som Roskilde oser af, så vil jeg gå fordomsfrit til opgaven.
Jeg var downtown Roskilde i går i anden sammenhæng, og det er tydeligt at byen er ved at komme i stemning. Der var oppustelige orange sofaer i gågaden, og de første blege svenskere med rasta-hår, ansigtspiercinger, spritånde og rygsække havde også meldt deres ankomst ved Roskilde Station.
Min Roskilde-historik er relativ kort. Jeg var bartender 3x8 timer for en del år siden. Jeg kan ikke huske hvem der spillede, og jeg er vokset ud af de ellers ret fede t-shirts, der fulgte med tjansen. Og så var jeg der i 2010 og 2012, som loyale læsere måske erindrer at jeg skrev om sidste år.
Nu er jeg jo altså ikke teenager længere, og jeg er ærligt talt ikke vildt begejstret for at sove i iglotelt. Men jeg er så heldig, at jeg har fået mulighed for at smide en autocamper et stenkast eller to fra orange scene. Det er min plan C, hvis jeg ikke kan få fat i en taxa (plan B). Plan A er naturligvis at blive inviteret på hindbærsnitter i en 23-årig fotomodels uptown-telt. Hver nat. Men nu må vi se. Jeg har i hvert fald tænkt mig at have en tandbørste i inderlommen, og så ellers bare køre derudaf på (festival-)rutinen.
Sammen med 5000 andre priviligerede har jeg fået adgang til det der populært kaldes Mediebyen. Her kan man nærmest ikke komme frem for journalister fra Politiken, Information og DR med fuldskæg, ternede skjorter, Wayfarer-solbriller i pangfarver og røde kings i flaben. Festen derinde er ikke helt så vild som i gamle dage, hvor det flød med gratis fadøl, hvis bare man havde en fjern bekendt, hvis kusine kendte en der arbejdede for Universal eller Politiken. Nu går det ikke så godt i branchen. Så nu skal man betale, hvis man ikke har gode connections. Om jeg har det, ved jeg ikke endnu. Men jeg arbejder på sagen.
Jeg var downtown Roskilde i går i anden sammenhæng, og det er tydeligt at byen er ved at komme i stemning. Der var oppustelige orange sofaer i gågaden, og de første blege svenskere med rasta-hår, ansigtspiercinger, spritånde og rygsække havde også meldt deres ankomst ved Roskilde Station.
Min Roskilde-historik er relativ kort. Jeg var bartender 3x8 timer for en del år siden. Jeg kan ikke huske hvem der spillede, og jeg er vokset ud af de ellers ret fede t-shirts, der fulgte med tjansen. Og så var jeg der i 2010 og 2012, som loyale læsere måske erindrer at jeg skrev om sidste år.
Nu er jeg jo altså ikke teenager længere, og jeg er ærligt talt ikke vildt begejstret for at sove i iglotelt. Men jeg er så heldig, at jeg har fået mulighed for at smide en autocamper et stenkast eller to fra orange scene. Det er min plan C, hvis jeg ikke kan få fat i en taxa (plan B). Plan A er naturligvis at blive inviteret på hindbærsnitter i en 23-årig fotomodels uptown-telt. Hver nat. Men nu må vi se. Jeg har i hvert fald tænkt mig at have en tandbørste i inderlommen, og så ellers bare køre derudaf på (festival-)rutinen.
Sammen med 5000 andre priviligerede har jeg fået adgang til det der populært kaldes Mediebyen. Her kan man nærmest ikke komme frem for journalister fra Politiken, Information og DR med fuldskæg, ternede skjorter, Wayfarer-solbriller i pangfarver og røde kings i flaben. Festen derinde er ikke helt så vild som i gamle dage, hvor det flød med gratis fadøl, hvis bare man havde en fjern bekendt, hvis kusine kendte en der arbejdede for Universal eller Politiken. Nu går det ikke så godt i branchen. Så nu skal man betale, hvis man ikke har gode connections. Om jeg har det, ved jeg ikke endnu. Men jeg arbejder på sagen.
På torsdag åbner Vinnie Who orange scene, og mon ikke jeg er på pletten? Ellers vil jeg lade det være op til Connery.dk's læsere at komme med anbefalinger. Jeg lover at være lydhør. Og hvis I finder mig derude i nærheden af en bar, så køber jeg også en fadøl til dig også...
