Nephew har os i deres hule hånd
Magtdemonstration i Vega fredag aften.
Der var magi i luften, inden jeg ankom til Vega fredag aften. Jeg må indrømme, at jeg pladask faldt for Nephew, da de lancerede "USADSB" i 2004. Jeg købte sågar deres første album, Swimming Time, og det skuffede mig ikke. Det gjorde "Interkom Kom Ind" bestemt heller ikke. Tværtimod. Det er ikke en ny tur til U.S.A med DSB, Nephew er gået en etage op, musikken har udviklet sig.
Koncerten stod til at starte klokken 20, men gjorde det heldigvis ikke. Heldigvis, for på det tidspunkt stod der kun 45 kåde teenagetøser med hang til Simon Kvamm. Musikken rullede dog sine toner ud i foyeren, men det var ikke Nephew. Inde i salen, som hurtigt blev befolket, og fik jævnet ud i kønsfordelingen, stod Henrik Hall. Opvarmningen var gået i gang, og til det havde man valgt noget, som var i samme mørke og dystre genre, som Nephew har bevæget sig over i. Mørkt og melankolsk, sådan var bandet også klædt. Alle i sort. Jeg ved ikke hvor mange, som kender Henrik Hall, men han høstede nogle pæne bifald. Undervejs smed trommeslageren skjorten, og stod i skarp kontrast til resten af bandet med sin cremefarvede bleghed. En halv times tid gik med dem på scenen, og det inkluderede en lækker mundharpesolo fra Henrik Hall himself. Eneste kritikpunkt herfra var, at man ikke flere gange på en aften bruger samme indgangslinje til at spille nye numre, Hall hoppede i fælden og gentog sig selv med 'Snart skal træet tændes, så her kommer...'. Opvarmningen endte med "Bibis mund", som er blevet spillet en del som ugens uundgåelige på P3, og det så ud som om at Hall nød scenelysets skær, og havde bevæget sig, om end urytmisk og robotagtigt, så med følelse for musikken.
Koncerten stod til at starte klokken 20, men gjorde det heldigvis ikke. Heldigvis, for på det tidspunkt stod der kun 45 kåde teenagetøser med hang til Simon Kvamm. Musikken rullede dog sine toner ud i foyeren, men det var ikke Nephew. Inde i salen, som hurtigt blev befolket, og fik jævnet ud i kønsfordelingen, stod Henrik Hall. Opvarmningen var gået i gang, og til det havde man valgt noget, som var i samme mørke og dystre genre, som Nephew har bevæget sig over i. Mørkt og melankolsk, sådan var bandet også klædt. Alle i sort. Jeg ved ikke hvor mange, som kender Henrik Hall, men han høstede nogle pæne bifald. Undervejs smed trommeslageren skjorten, og stod i skarp kontrast til resten af bandet med sin cremefarvede bleghed. En halv times tid gik med dem på scenen, og det inkluderede en lækker mundharpesolo fra Henrik Hall himself. Eneste kritikpunkt herfra var, at man ikke flere gange på en aften bruger samme indgangslinje til at spille nye numre, Hall hoppede i fælden og gentog sig selv med 'Snart skal træet tændes, så her kommer...'. Opvarmningen endte med "Bibis mund", som er blevet spillet en del som ugens uundgåelige på P3, og det så ud som om at Hall nød scenelysets skær, og havde bevæget sig, om end urytmisk og robotagtigt, så med følelse for musikken.
Herefter var pausen lang. Måske fordi man ventede som en møgunge i køen til rutschebanen i Tivoli, men fakta er, at 3 kvarter er for lang tid uden underholdning for øjnene. Jeg brugte tiden med at spørge et par folk om deres forventninger. Caroline fra Norge var en af dem. Hun havde ikke set dem før, men var blevet introduceret for deres musik af sin danske kæreste, og var som de fleste andre på Vega blevet fanget af den. Hun havde dog ikke fået fat i det nyeste album, men havde alligevel været hurtigt ude, da billetterne blev sat i handlen. Forventningerne var store. Det samme var de hos kæresteparret Sabrina & Anders ved siden af mig, som før havde set nevøerne i KB-hallen. De var begge ejere af det nye album, og mente bestemt at Nephew havde gennemgået en udvikling i ventetiden efter USADSB.
Men... Så kom de. Det band som nu skulle leve op til tidligere tiders succes. At følge op på en sådan succes har aldrig været nem, men publikum var bestemt stemt for at hjælpe dem godt på vej, og allerede ved første stroke på keyboardet var der ingen tvivl om, at Nephew igen havde hypnotiseret mængden. Ikke blot de 50 tøser som fyldte op foran scenen, men 95% af de folk som var lukket ind. De eneste som ikke stod op, var (den ligegyldige) masse på balkonen.
De lagde ud med "Mexico ligger i Spanien". Fra start af var det som at se dem på USADSB-touren. Sceneopsætningen var blevet opgraderet en smule, og mindede som albumdesignet meget om Coldplays ditto, men det var stadig de samme gæve fyre, som hér vidste, at endnu en succes ventede på dem. Som Kvamm så fantastisk formulerede det - Vi var igen Nephunited. Familien var samlet igen. Der blev fulgt op med "Taxatriumf" og "Cigaretkid", som fik salen til at koge, gløde og ose. Energien på scenen var også den samme. Den mekaniske Simon Kvamm var tilbage, med alt der hører til. Robotbevægelserne, kropssprog som fortalte det samme som lyrikken, der brølede ud af højttalerne.
For at tage det endnu højere blev settet krydret med det bedste fra USADSBs kogebog. Netop "USADSB" fulgte trop, og efterfølgende var det tid til "Blå & Black" fra det gamle album. Så var det "First blood harddisk" for at tage retur til fortiden med "Superliga" og "Worst/best case scenario". Som "Bazooka" på forrige album, er der også en sjæler på det nye, det var tid til hvidt på sort. Pludselig var det ved at være slut. "Læsterlige klø" blev givet til folket, og for at runde ballet af blev deres gennembrudssingle "Movieclip" brugt som dacapo i ordets fineste forstand; Gentagelse af en kunstnerisk fremførelse.
De lagde ud med "Mexico ligger i Spanien". Fra start af var det som at se dem på USADSB-touren. Sceneopsætningen var blevet opgraderet en smule, og mindede som albumdesignet meget om Coldplays ditto, men det var stadig de samme gæve fyre, som hér vidste, at endnu en succes ventede på dem. Som Kvamm så fantastisk formulerede det - Vi var igen Nephunited. Familien var samlet igen. Der blev fulgt op med "Taxatriumf" og "Cigaretkid", som fik salen til at koge, gløde og ose. Energien på scenen var også den samme. Den mekaniske Simon Kvamm var tilbage, med alt der hører til. Robotbevægelserne, kropssprog som fortalte det samme som lyrikken, der brølede ud af højttalerne.
For at tage det endnu højere blev settet krydret med det bedste fra USADSBs kogebog. Netop "USADSB" fulgte trop, og efterfølgende var det tid til "Blå & Black" fra det gamle album. Så var det "First blood harddisk" for at tage retur til fortiden med "Superliga" og "Worst/best case scenario". Som "Bazooka" på forrige album, er der også en sjæler på det nye, det var tid til hvidt på sort. Pludselig var det ved at være slut. "Læsterlige klø" blev givet til folket, og for at runde ballet af blev deres gennembrudssingle "Movieclip" brugt som dacapo i ordets fineste forstand; Gentagelse af en kunstnerisk fremførelse.
Og så var det slut. I stedet for at have mættet folk, havde Nephew dog givet folk deres appetit tilbage, og de blev kaldt tilbage på scenen af det utrættelige crowd. Finalen blev som den skulle være. Så stor, så forventet, og alligevel noget man ikke kunne regne ud. "Ordenspoliti" var det tid til, tid til at følge os hjem. Man var så langt fra færdig med Nephew, men det var slut for denne gang. Som ved alle andre fede koncerter, var denne for kort. Men jeg fik mit skud. Rusen nåede nye højder. Måske fordi det var så længe siden. Måske fordi ingen gør, hvad de gør. Og de gjorde det. Musikken flød i mine årer. Dét de har smidt ned på cd, kom ud af Vegas højttalere og direkte som en saltvandsindsprøjtning ind i mine ører og rundt i min krop. De nød at være tilbage, men umuligt mere end jeg. Jeg er høj på Nephew - og vi er Nephunited igen.
