Connery

Manu Chao

La Radiolina

3 ud af 6 stjerner
Manu Chao
Det er efterhånden længe siden vi sidst har hørt noget til spanske Manu Chao, på nær Radio Bemba i 2002 skal vi helt tilbage til 1999 og 2001, hvor han udgav henholdsvis Clandestino og Proxima Estacion: Esperanza.
Det har han imidlertid gjort kraftigt bod på og hans nyeste album La Radiolina er mildest talt fantastisk. Sprængfyldt som altid med masser af numre, som både rytmisk og teksmæssigt er ren nydelse. Især nummeret Me Llaman Calle er et regulært must i enhver mp3 adspiller.

Selvom den i Paris fødte Manu Chao er pure spansk, er hans musik det langtfra. En mere sydamerikansk sound skal man om på den anden side af kloden for at finde. Sjovt nok for i Spanien kommer han fra stolte traditioner, i kraft af bandet Mano Negro (red: sorte hånd
), som han dannede i slutningen af firserne sammen med bl.a. hans bror Antonio. Nummeret Mala Vida fra den tid,  bliver da også stadig hevet frem til fester og spillet på de små cafeer.

Teksterne på La Radiolina er et overflødighedshorn af ord og sprog. Og til dem som ikke kan hverken spansk, fransk, gallisisk eller arabisk, er der også et par engelsksprogede numre som for eksempel Bleeding clown. Hans tekster er ofte meget politiske og det er klart også en af grundene til hans store popularitet i både Frankrig og Nordspanien. Som søn af en basisk mor og en gallisisk far, har han prøvet hvad det vil sige at flygte fra et totalitært regime, her Spaniens Franco, for derefter at vokse op i Paris' ghettoer. Sikkert derfor er hans tekster og musik heller ikke fyldt med floskler, men har en nerve og sandhed som rammer dybt.
ANNONCE
Del

Seneste nyt