Madison Flynt
Løftede taget på The Rock den 05/01
Egentlig var jeg slet ikke kommet for at anmelde Madison Flynt, men for at se Capricorn spille. Det blev i midlertid forhindret godt og grundigt af en mere end energisk dørmand. Skæbnen ville det imidlertid anderledes med mig, og mens jeg står i den endeløse kø, stifter jeg bekendtskab med Rune.
Rune er guitaristen fra Madison Flynt, en god ven til dem som står lige foran mig, og også venter i køen. Mens de sidste toner fra Capricorn klinger ud inde på The Rock, får han mig da også overbevist om, at jeg bare MÅ høre Madison Flynt.
Jeg kommer ind da det dansk/australske band Stray Babies står på scenen. Og som selvom forsangeren gør sit ypperste, bare ikke når ud over scene kanten, og endnu mindre formår at rive publikum med. De stopper da også ligeså tamt som de begyndte, og efter en kort ombygnings pause, kommer Madison Flynt endelig på scenen som aftenens sidste band.
Rune er guitaristen fra Madison Flynt, en god ven til dem som står lige foran mig, og også venter i køen. Mens de sidste toner fra Capricorn klinger ud inde på The Rock, får han mig da også overbevist om, at jeg bare MÅ høre Madison Flynt.
Jeg kommer ind da det dansk/australske band Stray Babies står på scenen. Og som selvom forsangeren gør sit ypperste, bare ikke når ud over scene kanten, og endnu mindre formår at rive publikum med. De stopper da også ligeså tamt som de begyndte, og efter en kort ombygnings pause, kommer Madison Flynt endelig på scenen som aftenens sidste band.
Allerede mens drengene fra henholdsvis Kolding og København går ind på scenen, strømmer folk forventningsfulde op i mod lyshavet. Og det er helt tydeligt, at her er der en masse mennesker, som har genkendelsens lys strålende ud af øjnene, og ved at der venter dem noget godt.
Og godt det er det.Lige fra de første toner bliver slået an er man med dem. Og menneskemassen bliver forvandlet til et hav, der bølger frem og tilbage, i takt med musikkens højder og dybder. Musikken selv er en slags pop rock, med tilstrækkelig meget pop til at gøre den melodisk. Men samtidig også med bid i og kant nok på den rockede side, til at det suger i maven og man næsten får lyst til at headbange, hvad der også er andre som har fundet ud af. Det er et band, hvor der er plads til den enkelte, men som samtidig formår at spille sammen og komplimentere hinanden. De er det man kalder fasttømret og det mærkes i aller højeste grad.
Og godt det er det.Lige fra de første toner bliver slået an er man med dem. Og menneskemassen bliver forvandlet til et hav, der bølger frem og tilbage, i takt med musikkens højder og dybder. Musikken selv er en slags pop rock, med tilstrækkelig meget pop til at gøre den melodisk. Men samtidig også med bid i og kant nok på den rockede side, til at det suger i maven og man næsten får lyst til at headbange, hvad der også er andre som har fundet ud af. Det er et band, hvor der er plads til den enkelte, men som samtidig formår at spille sammen og komplimentere hinanden. De er det man kalder fasttømret og det mærkes i aller højeste grad.
At de er et band med humor som også tør, beviste de da de spillede Britney Spears nummeret Hit Me Baby, men her tilsat en god gang Madison Flynt. Og Britney burde måske kigge forbi, næste gang hun er på de her kanter, så hun kan lære, hvordan man forvandler et middelmådigt pophit, til en mere rock'et version, som faktisk holder.
I den sidste halvdel af sættet, blev der skruet en tand mere op for selve rock musikken, og numre som Punch og Brand New Me, var simpelthen intet mindre end fantastiske. Forsangeren Kim Hesselbjerg leverede den aften, sammen med guitaristen Rune, trommeslageren Kim og basisten Jan, en koncert som var noget af det bedste, jeg har hørt i meget lang tid og helt klart ikke for sidste gang. Det var en koncert, der føltes som frisk tappet fadøl på en varm sommerdag.
Madison Flynt er et af de bands, som bare stikker ud, og kan den der smule ekstra som andre bands ikke kan. Og da de spillede, kunne jeg bestemt ikke lade være med at tænke på, hvor fantastisk det ville være, hvis de stod på den store scene i Roskilde, og spillede for 50.000 mennesker. Noget som de bestemt har potentiale for at kunne gøre. Man kan kun undre sig over at de ikke forlængst har udgivet et album. Og kun håbe på at det meget snart sker.
Se artiklens galleri
Og find og hør bandet her: www.myspace.com/mafly
I den sidste halvdel af sættet, blev der skruet en tand mere op for selve rock musikken, og numre som Punch og Brand New Me, var simpelthen intet mindre end fantastiske. Forsangeren Kim Hesselbjerg leverede den aften, sammen med guitaristen Rune, trommeslageren Kim og basisten Jan, en koncert som var noget af det bedste, jeg har hørt i meget lang tid og helt klart ikke for sidste gang. Det var en koncert, der føltes som frisk tappet fadøl på en varm sommerdag.
Madison Flynt er et af de bands, som bare stikker ud, og kan den der smule ekstra som andre bands ikke kan. Og da de spillede, kunne jeg bestemt ikke lade være med at tænke på, hvor fantastisk det ville være, hvis de stod på den store scene i Roskilde, og spillede for 50.000 mennesker. Noget som de bestemt har potentiale for at kunne gøre. Man kan kun undre sig over at de ikke forlængst har udgivet et album. Og kun håbe på at det meget snart sker.
Se artiklens galleri
Og find og hør bandet her: www.myspace.com/mafly
