LG klar med verdens første IPS-gamerskærm med responstid på 1 ms
Delay? Næh
Godt nyt til de virkelig displaykræsne gamere.
LG har nemlig præsenteret deres nye LG UltraGear Nano. Gamerskærmen er verdens første IPS-skærm, med en responstid på blot 1ms.
Nano IPS skærmen er en lækker sag, fordi IPS-teknologien giver en fantastisk farvegengivelse. Og denne skærm i særdeleshed, fordi den er pokkers hurtig.
Skærmen kommer i 38" og 27", og begge versioner har en opdateringsfrekvens på 144 hertz.
38" skærmen har en opløsning på 3840x1600 pixel, mens 27" skærmen kommer med 2560x1440 pixel.
Den 27-tommer UltraGear monitor er G-Sync-kompatibel og understøtter HDR10, mens 38GL950G kan overclockes til 175Hz og har både indbygget understøttelse af NVIDIA® G-Sync® grafikbehandlingsteknologi og VESA DisplayHDR 400 for at give en fantastisk HDR-spilleoplevelse, med glatte bevægelser uden "tears" eller "stuttering". Begge modeller har også spillespecifikke indstillinger, som Dynamic Action Sync-tilstand, Black Stabilizer og Crosshair, hvilket sikrer øget nøjagtighed, især i FPS-spil.
LG fremviser begge modeller på E3, verdens største udstilling for computer og videospil-relaterede produkter, der finder sted fra 11-13 juni i Los Angeles Convention Center i Los Angeles, Californien. LGs nye UltraGear Nano IPS gaming monitorer forventes at være tilgængelige hos udvalgte forhandlere fra juli.
Priser er der endnu intet af, men halvpebrede bliver de formentlig.