Kan den snakke? Livet som firehjulet verdensmand

Preben har skrevet en herlig livsbekræftende biografi



9. maj, 2017 - kl. 12:30
Forfatter: Mikkel M. Vermeulen


Synes godt om Connery.dk

Del artiklen

Hvordan ser en handicappet på andre handicappede? Har personer med en yderst lille bevægelsesradius bundet til en kørestol noget erotisk liv?

Kunne han finde på at benytte sig af købesex? Er det muligt at have et normalt arbejdsliv eller drive sin egen virksomhed? Får mennesker med særlige behov samt udfordringer som Preben den nødvendige hjælp, eller ender det ofte som en hård kamp med vores såkaldte velfærdssamfund?

Det var en del af teksten der fangede mig, da Preben, iværksætter, eventmager og firehjulet kørestolsbruger med muskelsvind, skrev til mig, at han var klar til at udgive en bog.

Kan den snakke? 12.000 dage set fra en kørestol.

Sådan lyder titlen på Prebens bog. 

Det fangede mig. Overskrifter og clickbait, er noget Preben har en rimelig god fornemmelse for: Han er selv eventmager, og har fungeret som pressemand for mange projekter, og nå ja - så skaffede han sig enorm omtale i efteråret, da han udlovede en dusør, til det næste par, der ville døbe deres barn Preben. Jep. Den Preben. 

Jeg gav mig i kast med den 228 siders lange fortælling i går eftermiddags, og slugte det hele på et par timer. Og lad mig bare sige det med det samme, vi har at gøre med en velfortalt og super interessant biografi, der trods forfatterens handicap, faktisk er enormt vedkommende og tager fat i problematikker, som rigtig mange af os har mødt igennem opvæksten.

Alt lige drillerier i børnehaven, over pjækkedage i skolen, det første kys. Det går videre i voksenbanen med karrierefortælling, skabertrang og personlige succeser og tragedier, som de fleste af os støder på før eller siden - bare med den ekstra forhindring; at sidde bundet til en kørestol og være mærket som handicappet. 

Ligeså oplagt et mobbeoffer jeg var, ligeså populær var jeg, når der skulle udpeges målmand til frikvarterets fodboldkamp.
 

Nok mest, fordi jeg fyldte hele målet. Og havde jeg bare haft en femmer for hver gang, en fodbold ramte mig lige i sylten. Måske det er derfor, jeg virkelig hader fodbold og synes, det er noget af det kedeligste i hele verden. - Preben om fodbold

 

Jeg er overbevist om, at en del af de mediehistorier, som Preben med sin spændende fortælling og talent, får trumfet igennem i forbindelse med denne bog, kommer til at trække linjerne, omkring hvordan det er at være handikappet og håndtere tabuer som købesex. Vi lever trods alt i clickbaitens storhedstid. Men jeg vil gerne forsøge mig med en anden indgang - for selvom Preben er omkring emnet i bogen, synes jeg der er et langt større og gennemgående tema, end lige købesex. 

 

Jeg grinte højt, da jeg flere gange stødte på Prebens eget forhold, til handicappede mennesker:

Møder jeg en anden person med et synligt handicap af en-eller-anden grad, har jeg nok den bedste grund i hele verden til netop både at stirre og hilse anerkendende. Men det gør jeg ikke altid. Det afhænger meget af handicappet, for det forholder sig sådan, at jeg også kan blive lidt skræmt af dét, der afviger fra normalen. Er det okay at stirre på en person, der eksempelvis har fået benene amputeret, når jeg nu stadig har mine, men bare ikke kan bruge dem? Og signalerer jeg kunstig påduttet sympati og medlidenhed, hvis jeg følger glo-seancen op med et hej og et smil – eller er det bare, som når to truckere hiver i hornet og løfter den blegfede arm i en slags kollegial hilsen? - Preben om at møde andre handicappede.

Eller når han beskriver mødet med skæve DNA-profiler:

[Kristoffer] var sikkert en smule forvirret og nysgerrig over at skulle møde en, der sad i kørestol, men det var nu heller ikke så ligetil for mig. Kristoffer er nemlig rødhåret. - Preben om mødet med en ny papbror.

 

'Kan den snakke? 12.000 dage set fra en kørestol' er først og fremmest en historie, om en mand der ikke vil gå på kompromis med livets forudindtagethed. Det er en historie om en man der vil, alt det han overhovedet kan komme til. Og som gør det. Det er en iværksætterfortælling, der har grobund i en ganske tidlig købmandssans. Det er en livshistorie, om ikke at lade sig kue. Og det er en aha-oplevelse, der gør op med forskelstænkning i forhold til handicappede og misplacerede hensyn.  

Kan den snakke? 12.000 dage set fra en kørestol

Af: Preben Steen Nielsen

Udgives af forlaget Dreamlitt

Kan købes i din lokale boghandler - eller på nettet

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Mikkel M. VermeulenFølg på:FacebookInstagram

Kontakt: mmv@connery.dk

Mikkel er redaktør på Connery. Hans ypperste mål er at leve, af at have det sjovt, og at have det sjovt mens han lever. + øl.

[...læs mere]

Vil du skrive for os?

Synes godt om connery.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen