Jelling Musikfestival 2013 - to forskellige versioner
Her følger rapporterne fra både Musikanmelderen og Festivalveteranen...
Volbeat
Jelling Musikfestival er overstået, og Connery havde lovet daglige updates fra festivalen. Problemer med at uploade billeder via et ekstremt overbelastet mobilnetværk gjorde dette til en umulighed, men her følger to beskrivelser af hvad der skete 23.-26. maj et par kilometer fra Gorm og Thyras gravhøje og de kendte Jelling-sten.
Noah
Musikanmelderens torsdag og fredag:
På de fleste festivaler starter og slutter man med et brag. På Roskilde Festival kommer det nærmest øverst på ens musik-cv hvis man har åbnet orange scene. På Jelling valgte man at åbne torsdagen med Noah. Navnet kunne antyde, at det dækkede over en sanger, men rent faktisk er det en duo. Og ingen af dem hedder Noah, men derimod henholdsvis Troels og Lasse. Koncerten var en letbenet omgang, selvom de ørehængende hits "Alt er forbi" og "Over byen" naturligvis var på spillelisten. De virkede næsten generte, men måske var det flovheden over de mange skrigende 13-årige piger, der stod ved scenekanten.
Senere på aftenen skete der lidt mere, da Shaka Loveless noget mere succesfuldt fik alle aldre til at feste igennem. Måske var det indtaget af alkoholen, det fik stemningen løftet lidt mere? Eller også var det naturtalentet Shaka, der bare formåede at give komme langt længere udover scenen.
Men nu er det jo heller ikke nødvendigt at holde de to op mod hinanden.
Fredag var første dag hvor hele festivalområdet var åbent - og dermed også hovedscenen. Mads Langer er en af landets ypperste sangere, men mens han er fremragende i et studio, så er han bare ikke nogen god festivalmusiker. Jeg har ikke oplevet ham til indendørs koncerter, men måske han kan begejstre et siddende publikum. Men det fratager ham ikke æren for at levere hele spektret af Mads Langer-hits fra hans egentlig ikke så lange professionelle solistkarriere.
Lukas Graham er på nærmest rekordtid blevet et fast indslag på samtlige landets festivaler, og jeg havde egentlig ikke forudset et band med det setup og de tekster skulle kunne ramme et så bredt publikum. Alle fra børn og teenagere til forældre og bedsteforældre formår at blive indfanget af forsangerens medfødte frække og antiautoritære charme, og efterhånden kan publikum synge med på mere end bare ”Drunk in the Morning” og ”Criminal Mind”. Alligevel er der et vist omfang af autopilot i koncertpræstationen.
Rasmus Seebach er ligesom Lukas Graham nærmest fast inventar på festivalkaravanen. Og mens jeg ganske subjektivt var ret begejstret i begyndelsen af hans karriere, så er jeg nu lidt mere moderat i opfattelsen af de klichefyldte og letpoetiske sangtekster. Men mere end nogen af dagens andre kunstnere får han publikum med, hvilket vel nærmest er en festivalmusikers ypperste opgave. Og han forstår at synge direkte til teenagepigernes hjerter – og deres mødres!
Der var ikke tid til at høre Pretty Maids fra ende til anden, selvom jeg havde set frem til et genhør med dette tilnærmelsesvis legendariske navn indenfor langhåret, dansk heavy. De forstår at spille spade, men det er stadig mere med et smil på læben end det er headbanging med min relativt korte hårlokker. Og minsandten om jeg ikke på vej fra koncerten synes at jeg hørte dem spille Gasolin… Verden er af lave!!!
Nephew var rosinen i pølseenden – i hvert fald på hovedscenen. Og mens man lagde ud med en række numre fra det seneste album, så kom alle de kendte sange til sidst. – inklusiv en omskrevet ”Superliga”. Simon Kvamm er sej. Det er han bare. Og han er gudsbenådet multikunstner. Derfor er det alligevel lidt irriterende at høre på hans bedrevidende, politiske stikpiller mellem numrene. Og han lider også af den brist, at man aldrig ser et naturligt smil fra manden. Men man kan ikke tage fra ham og resten af bandet, at det sgu er god, gedigen musik, der svæver mellem pop og rock. Backstage nød hans gamle Angora-venner i øvrigt koncerten.
Som baggrund for koncerten var et fantastisk fedt tv/lys/grafik-show på storskærm, i den højeste opløsning, jeg hidtil har set til scenebrug.
Man burde have kunnet forudset, at Marie Key skulle gæsteoptræde – og det gjorde hun naturligvis også. Hun er trods sit nørdede ydre, på en eller anden vis fantastisk charmerende.
Nephew feat. Marie Key
Festivalveteranens torsdag og fredag:
Hvis man er på festival for at score damer, så er Jelling fremragende, hvis målgruppen er tøser mellem 13-18, eller enlige mødre på 40+. For os der har en alderspræference et sted mellem de to intervaller, så er der langt imellem snapsene, som man siger. Men det hindrer jo ikke én i at give den gas. Fadøl til 35, eller shotsrør til 5 stk for en 100-kroneseddel. Det er prisen for en brandert, hvis man vælger at drikke inden på selve festivalpladsen.
Sammenlignet med Roskilde, der har et internationalt publikum, og Smukfest, der har et nationalt publikum, så er Jelling i meget høj grad en festival for de lokale knoldesparkere. Og det er jo ikke nødvendigvis negativt.
Fotografen havde meldt afbud i sidste øjeblik med en perlerække af dårlige undskyldninger. Det dyre Nikon-kamera var pludselig til rensning. Og, uha, hvor meget koster det nu at køre over broen. Jeg kan ikke huske om der også var noget med syge mostre også. Men faktum var, at jeg var nødtvungen til at tage billeder med Samsung-elektronik i form af et lommekamera og en mobilos. Og på trods af et ganske fint fotograf-ID udstedt af festivalen, ville det være lidt flovt at rende rundt inde ved scenekanten med den slags amatør-optik. Også selvom jeg ikke ellers ligger under for den slags norm-fordomme.
Tøserne var det som bekendt lidt tyndt med. Men min makker, der havde transporteret Connerys udsendte til Jelling i en Fiat med en særdeles dubiøs synshistorik, havde stødt ind i en ekskæreste fra dengang han kørte på knallert. Hun havde sin veninde med, og i mangel af bedre hookede vi op med de to madammer, der var både søde og sjove at være i selskab med. Men det betød selvfølgelig også at man skulle hente fire fadøl ad gangen, og et sæt rør kunne man jo have i inderlommen.
Volbeat
Musikanmelderens lørdag:
Klumben og Raske Penge spillede efterfølgende på Teltscenen, men fra afstand lød lyden så elendig at jeg så mig nødsaget til at blive væk. Andenhåndsberetninger fortæller dog, at lyden inde i telten var noget bedre.
Poul Krebs var den næste på hovedscenen, og han er i sig selv en legende. Hvis Danmark har en nutidig folkesanger, så er det Poul Krebs. Men desværre er han så meget jyde, at han ikke så let lader sig begejstre, også selvom det jyske publikum sang ivrigt med på perlerækken af klassikere (hvoraf et par stykker dog blev gemt til dagen efter). Alligevel vil jeg troppe op og nyde Poul Krebs næste gang vores veje krydses ude i det danske festivalland.
Alphabeat var blevet forvist til Teltscenen, og her kunne Stine Bramsen i topform uden store anstengelser få stemningen helt op i det røde felt. Måske var det fordi hun dagen før var blevet friet til - eller også var det bare fordi Alphabeat er den danske musikscenes sikreste kort, hvis man skal "have gang i den".
Volbeat var ikke ringside til Mikkel Kesslers kamp i O2 Arena i London denne aften, som i hvert fald forsangeren Michael Poulsen ellers har for vane. Den særprægede tungrock med den helt specielle Volbeat-lyd var dog monoton uden kant, og vi skulle helt frem til næstsidste nummer for endelig at få en lyd, der kan betegnes som gedigen heavy. Volbeat har ellers fået den tidligere Anthrax-guitarist Rob Gaggiano med i truppen, og hans selviscenesættelse skabte da lidt udansk opmærksomhed.
Lørdagen blev afsluttet med KATO, der gav den gas på Teltscenen. Bassen var dunkende, lyden var skrækkelig og det var umuligt at høre teksten, når han greb mikrofonen. Men på dette tidspunkt lørdag nat er kravene til en fest ikke så høje...
4 x Holger, der sjovt nok havde fundet hinanden.
Festivalveteranens lørdag:
Lørdag er per definition ugens festigste dag. Ikke altid, men som udgangspunkt. Og det betyder ofte, at man får lidt ekstra fadbamser. Det gjaldt også her i Jelling. Formiddagens besøg i Jelling Friluftsbad, der ligger fem minutters gang fra festivalpladsen, kostede 30 kroner. Det er alligevel en pæn sum penge, for lidt varmt vand. Men det er det værd. Jelling Friluftsbad er ejet af Vejle Kommune, og det kommer vil tilbage til.
Vi ved alle sammen godt at piger bruger mere tid på badeværelset. Og i den sidste ende er vi mænd glade for det. For de bruger jo tiden på at gøre sig lækre. For os! Og på festivaler går de måske også oftere i bad end herrerne. Det har jeg dog ikke noget videnskabeligt bevis for at påstå. Men da omklædningsrummene er cirka lige store (formoder jeg), betyder det at der sjældent, eller aldrig, er kø til herreomklædningsrummet, mens køen til dameomklædningen nogle gange er meget lang. Og her var det så at Friluftsbadets administrator foretog en kønsdiskriminerende, sexistisk, nedladende og smagløs handling. Hun valgte nemlig at inddrage herreomklædningen til pigerne. En ekspropriering helt uden lovgrundlag. Ikke blot forhindrede det herrerne i op mod en time at komme i bad og på toilettet. De udstillede dem, nedgjorde dem i offentligheden. Og det for kommunale skattepenge! Hvis det var sket med omvendt fortegn var Kvinfo og samtlige kvindelige folketingsmedlemmer fra SF og Enhedslisten sikkert troppet op og brændt Vejle Rådhus ned. Når det går ud over mænd, så bliver der allerhøjest trukket på skuldrene.
Nu var det så heldigt, at en driftig parcelhusejer i nærheden havde åbnet en slags herrelounge i sin carport lige i nærheden, hvorfra han solgte grillpølser (naturligvis helt uden smileyrapporter og den slags) og fadøl fra det lokale bryghus, så det fik naturligvis Festivalveteranen helt ned på jorden igen. Men her i aftermath'en efter festivalen er jeg nu stadig ganske skuffet over diskrimineringen.
Ellers forløb dagen som en festivallørdag bør forløbe. Rigeligt med fadøl, gajolshots og sidst på natten det klassiske skift til Tempt. Jeg tror at jeg i korte øjeblikke var oppe og tangere den promille, som konferencier Hans Otto Bisgaard fremstod at have. (Jeg siger ikke at Hans Otto var fuld. Blot at det virkede sådan...)
Dagens vigtigste mission var at holde sig på mindst 200 meters afstand af Burhan G. Og det lykkedes. Den næstvigtigste var at prøve at finde noget ordentligt mad på festivalpladsen. Det lykkedes ikke. Kort opsummeret kan man på festivalpladsen vælge mellem to ting at spise: junkfood eller jysk mad. Og selvom der i sig selv ikke er noget galt i nogle af tingene, så kan man godt blive træt af begge dele. Første kategori havde variationer over pizza, burger og pølser, og den anden havde stegt flæsk, tarteletter og vikingebuffet. Så var der også noget wok, der smagte af ingenting, og der var fish'n'chips, hvor fisken bestod af cirka totrediedele panering. Så jeg holdt mig primært til flydende kost. Det ved man også hvad er, og hvis der skulle være et par bakterier i den, så bliver det vel slået ihjel af alkoholen?
Mads Langer til Jelling Musikfestivals 25-års jubilæumskoncert
Musikanmelderens søndag:
Søndag lagde Lars Lilholt ud på Scenen, og jeg må blankt indrømme at jeg har et særdeles strengt forhold til herren. Mens jeg værdsætter hans nordjyske lune og humor (der i øvrigt kun bliver bedre i selskab med Johnny Madsen og Allan Olsen), så kan jeg kun udholde hans musik i mindre doser. Derfor blev det til to gange tyve minutter i nærheden af hr Lilholt. Og det lod da til at han formåede at begejste de forreste rækker af det voksne publikum. Men selvfølgelig holdt den del af festivalgæsterne, der har samme opfattelse som undertegnede, sig naturligvis også på behørig afstand. Hvilket i Lilholts tilfælde er cirka 1000 meter!
Jelling Musikfestival havde i år 25-års jubilæum, og det skulle fejres. Man havde nok skelet lidt til naboerne i Skanderborg, der har holdt både 25- og 30-års jubilæumskoncerter med bragende succes. Desværre havde Jelling Musikfestival nok ikke helt samme budget, eller image til at kunne genskabe forlængst opløste bands. Derfor blev det primært til et sammenskrab af bands eller solister, der alligevel havde optrådt på festivalen. Således så vi bl.a. Stine Bramsen og ham med tambourinen (Anders) fra Alphabeat, Paul Christensen fra Pretty Maids, Lars Lilholt, Poul Krebs, Mads Langer, Michael Falch og Birthe Kjær, men også Peter AG og Allan Olsen, hver især give et par numre eller tre. Og det var ikke sådan at vi egentlig fik noget "ekstra", men blot hits de havde taget ud fra deres hovedkoncert.
Så selvom det naturligvis var nostalgisk at høre hits fra de sidste 25 år, så var det en tam omgang. Generelt var der meget mere P4 end P3 over jubilæumskoncerten. Faktisk var det mest opløftende faktisk konferencierne Rune Tolsgaard og Esben Pretzman, der med lidt ironi fik bundet de mange minikoncerter sammen på en frisk måde.
Kim Larsen og Kjukken skulle følge op på jubilæumskoncerten, og få danske musikere er omgærdet af mere respekt end nationalskjalden - en titel han i øvrigt ikke bryder sig om. Han og Kjukken spillede musik fra fem årtier (ikke medregnet ekstranummeret Dejlig er Jorden), og publikum sang med på det hele. Kim Larsens koncerter har de sidste ti år eller mere været særdeles forudsigelige, og selvom han er en gudsbenådet sanger og sangskriver, så bliver man nogen gange i tvivl om det er en cigaretrygende robot, der står deroppe på scenen.
Enten hader man Magtens Korridorer, eller også elsker man dem. Og jeg hører nok til den sidste kategori. Et antiautoritært rockband, der alligevel formår at blande simple hverdagstekster ind i genren, er ikke så almindeligt. Som regel er Magtens Korridorer blevet vant til at spille på hovedscenerne på landets festivaler, men i Jelling var københavnerbandet sendt i teltet. Det gav en mere intim stemning, og det forstod Johan Olsen & co. at udnytte til fulde.
Tako Lako er et band, der i mange år har været spået et snarligt gennembrud. Genren er lidt svær at beskrive, men noget i retning af jazzet balkan/klezmer-musik med turbo på, og så er det er svært at stå stille. Der bliver spillet harmonika, trommer og klarinet - og instrumenter jeg end ikke kender navnet på. Lukas Grahams trommeslager Mark Falgren aka Lovestick har i øvrigt en fortid i bandet.
De havde få dage forinden været i Go'morgen og Go'aften Danmark, og de har efterhånden også spillet på nærmest alle de store danske festivaler. Inkl Roskilde, Skanderborg og Tønder. Anmelderne har ikke holdt sig tilbage, og giver dem nærmest konsekvent topkarakterer.
Festivalens hovednavn var Bryan Adams, der også spillede for fem år siden. En rutinepræstation, der ikke desto mindre fik alt fra jyske husmødre og teenagepiger til festivalgængere, der er der for festen mere end musikken, til at være på plænen. Måske for på jysk vis at få noget for pengene? Under nummeret "Baby when you're gone" blev der Bryan Adams-traditionen tro hevet en pige op på scenen. Den første beskrev Adams som disaster, og nummer to viste sig at være den samme som han hev op for fem år siden. Jelling og Adams har et loyalt publikum!
Tako Lako
Festivalveteranens søndag:
Efter tre dage med et indtag af usundheder ud over det sædvanlige, herunder især sur Royal fadøl, så begynder det at tære på selv en veltrænet krop som Festivalveteranens. Derfor blev klokken da også tolv før den første pilsner røg indenbords.
Lad os bare blive enige om, at det at sove på luftmadras ikke er det fedeste i verden. Og det at skulle frekventere toiletter, der modtager mere lort end selv den slemmeste folketingspolitiker kan nå at lukke ud, er ikke vanvittigt morsomt. Men alligevel er det jo fedt at være på festival.
Den ene af dullerne, vi havde mødtes med, havde fødselsdag i dag, og samtidig var hun kæmpefan af Magtens Korridorer. Veninden i sin naivitet skrevet til Magtens Korridorer på deres facebook-side, i den forventning at de som det naturligste i verden skulle sende hilsner fra scenen. Måske endda synge en enkelt fødselsdagssang. Det skete selvfølgelig ikke. Ikke fra scenen i hvert fald. For som optakt til koncerten var tøserne faldet i snak med en munter, men tyk herre, som dog lige var gået da Festivalveteranen ankom til koncerten. Det skulle vise sig at være min gamle ven Frank Megabody, der er konferencier på både Smukfest og Jelling Musikfestival. Hr Megabody husker utvivlsomt dengang for nogle år siden, da vi delte noget ganske særlig festivalkage, der ikke tåler en nærmere beskrivelse. Nå, men Frank Megabody lod sig charmere af fødselarens hundehvalpeøjne, og lovede at hive tøserne backstage efter koncerten. Og han holdt naturligvis ord, så hun fik en oplevelse for livet. Og som var det en 13-årig pige, der blev hevet backstage til Justin Bieber, så blev hun åbenbart lidt mundlam, da hun mødte sine idoler, der både bød på øl og fødselsdagssang. Der skal så lidt til at gøre forstadspiger glade...
Imens var Festivalveteranen med Wingman rykket til naboteltet, hvor Tako Lako skulle spille. Wingman blev straks forelsket i orkestrets eneste kvindelige medlem, den dejlige Malene Brask, der blæste i både saxofon og klarinet, så Wingman burde have gået op i teltet og have skiftet underbukser!
Tøserne vi var stødt ind i den første dag, hang som nævnt stadig på. De talte begge med en affekteret stemme, der lød umiskendeligt som Yvonne fra Olsen-banden. De var ikke kæmpefans af Bryan Adams, som de ellers hævdede at have hørt mange gange, første gang på Fem-øren på Amager Strand. Og da festivalen lakkede mod enden lød det fra den ene af dem: "Det ville nu have klædt Jelling, hvis de havde sluttet af med L.O.C."
Jeg gav dem ikke ret, selvom det ville glæde mig hvis L.O.C. skulle dukke op næste år. Man kan hævde at Jelling Musikfestival bare er en stor byfest. Men det er meget mere end det. Jeg glæder mig allerede til næste år!
