Japan, jordskælv, tsunami... DAMN!
Katastrofen i Japan sætter sgu gang i nogle tanker.
Hvorfor bekymre sig om noget, der foregår på den anden side af jorden? Hvorfor i det hele taget skænke det så meget som en lille tanke? Har vi ikke problemer nok i lille Dannevang?
Empati er jo det der adskiller os fra dyrene. Det der kendetegner, at vi besidder mere end driften ved basale behov, som jagten på føde, husly og sex. Empati er det der gør os til følende mennesker og ikke fuldendte psykopater, som Fritzel og Lundin, som ikke formår at se ud over egen næsespids.
I går (fredag d. 11. marts, red.) brugte jeg uforholdsvis megen tid på diverse nyhedssider, for at holde mig opdareret med omfanget af katastrofen i Japan. Hvorfor vil nogen måske spørge, og også her er svaret ganske simpelt; En morbid fascination af katastrofer kombineret med empatien over for de involverede.
Den følelse jeg har i kroppen, når jeg igen og igen bombarderes med nye rædsler fra Solens Rige, minder mig om dem jeg havde, da jeg på TV så et passagerfly flyve ind i et højhus for 10 år siden: Afmagt.
Vi lever i en verden, hvor kynisme, selvbedrag og selvhøjtidelighed trives i stor stil, men er det ikke på tide, at tage egoismens klamme kappe af, og involvere os lidt i, hvad der sker uden for kolonihavernes højborg?
Der sidder garanteret en eller anden følelsesforladt stakkel nu, om tænker noget i retningen af: "Jeg kan jo alligevel ikke gøre nogen forskel!". Det er som udgangspunkt korrekt, men som fællesskab kan vi måske gøre bare en lille forskel. Måske kan vi påvirke de større mekanismer i samfundet, så Japan kan få den hjælp de har brug for!
