Fu Manchu - We Must Obey
Fu Manchu udsender deres 10'ende album siden 1994.
We Must Obey er det seneste udspil fra det Californiske Band Fu Manchu. Desværre lever pladen ikke op til, hvad man kunne forvente af et band der har udgivet 9 albums siden 1994.
Selve lydbilledet virker ret forstyrrende, og mangler en rød tråd igennem musikken, som i det store hele ikke har så meget at fortælle. Den lyriske side er meget overfladisk, og selvom det er nogle ret eksistentielle emner de tager op, så formår de ikke at uddybe det, og på den måde få formidlet deres budskab.
Dog har vokalen Scott Hill en god bund i sin stemme, og man kan mærke en rutine, som udviser en flot rygrad, hvilket gør musikken en smule mere interessant.
De skal også have den ros, at man tydeligt kan høre, at de kender deres instrumenter rigtigt godt. Desværre kommer de langt fra med noget nyskabende i deres musik, og dette gør desværre musikken ret triviel.
Selve lydbilledet virker ret forstyrrende, og mangler en rød tråd igennem musikken, som i det store hele ikke har så meget at fortælle. Den lyriske side er meget overfladisk, og selvom det er nogle ret eksistentielle emner de tager op, så formår de ikke at uddybe det, og på den måde få formidlet deres budskab.
Dog har vokalen Scott Hill en god bund i sin stemme, og man kan mærke en rutine, som udviser en flot rygrad, hvilket gør musikken en smule mere interessant.
De skal også have den ros, at man tydeligt kan høre, at de kender deres instrumenter rigtigt godt. Desværre kommer de langt fra med noget nyskabende i deres musik, og dette gør desværre musikken ret triviel.
Det første man virkelig lægger mærke til, når man sætter pladen på, er introen til titel nummeret, som virker rodet og ukontrolleret, hvilken er en skam, da man allerede der har fået et indtryk, som måske i virkeligheden ikke er helt sandfærdigt. Selve titelnumret We Must Obey er egentlig i bund og grund skruet relativt godt sammen, men er samtidigt ret tomt, og man føler der mangler noget.
Det eneste virkeligt iørefaldende element på pladen er introen til Sensi Vs. Sensi som har et eksotisk pift over sig. Dette afløses af en tungere lyd, og dette nummer er klart en af de bedste på pladen, og virker mere gennemtænkt end resten, da der er nogle flere elementer i, og det er i de rette portioner.
Alt i alt ikke en plade, der gør sig specielt bemærket, og som før nævnt ikke er bidragende med noget nyt til musikken. Dog skal pladen og selve bandet have, at de har nogle lettere gemte potentialer, som desværre ikke er blevet udlevet til fulde.
Jeg kan ikke give pladen højere karakter end 2, da den musikalske rejse minder en smule om DSB -endelig som man tror, at det skal ske noget, er det det modsatte, man oplever.
Hør Musikken her.
Trackliste:
01: We Must Obey
02: Knew It All Along
03: Let Me Out
04: Hung Out To Dry
05: Shake It Loose
06: Land Of Giants
07: Between The Lines
08: Lesson
09: Moving In Stereo
10: Didn't Really Try
11: Sensei Vs.Sensei
12: Never Again
Det eneste virkeligt iørefaldende element på pladen er introen til Sensi Vs. Sensi som har et eksotisk pift over sig. Dette afløses af en tungere lyd, og dette nummer er klart en af de bedste på pladen, og virker mere gennemtænkt end resten, da der er nogle flere elementer i, og det er i de rette portioner.
Alt i alt ikke en plade, der gør sig specielt bemærket, og som før nævnt ikke er bidragende med noget nyt til musikken. Dog skal pladen og selve bandet have, at de har nogle lettere gemte potentialer, som desværre ikke er blevet udlevet til fulde.
Jeg kan ikke give pladen højere karakter end 2, da den musikalske rejse minder en smule om DSB -endelig som man tror, at det skal ske noget, er det det modsatte, man oplever.
Hør Musikken her.
Trackliste:
01: We Must Obey
02: Knew It All Along
03: Let Me Out
04: Hung Out To Dry
05: Shake It Loose
06: Land Of Giants
07: Between The Lines
08: Lesson
09: Moving In Stereo
10: Didn't Really Try
11: Sensei Vs.Sensei
12: Never Again
