Forlovelse og giftemål
Forlovelse hvad er det? -Og skal man så giftes bagefter?
Hvorfor blive forlovet? Jeg mener; skal man så ikke giftes bagefter? Tanken opstod da en mine venner igennem 1 1/2 år pludselig deklarerede at nu ville han forloves. Forloves, købe ringe og lige ha' min uforbeholdne mening med på vejen.
Ja, hvad skulle jeg svare? Mig som er bange for firkantede æsker, der kunne minde om noget til indpakningen af en ring. Flygter ved sætninger der indeholder ordet "børn" og som betragter mig selv som det kvindelige svar på Peter Pan. Det var ikke nemt. Specielt ikke når han lige havde brugt deres halvårsdag, uden hendes selskab, med en ven. En ven han skulle drikke sig stiv med og fyre den af på Casino Cph. med. Ja, jeg forstod ham ikke lige. Det var ikke mere end 14 dage siden, at han havde udtalt; "Jeg tænker altså på en anden, når jeg dyrker sex med hende..."
Nå, men jeg gjorde mit bedste. Ikke desto mindre blev jeg pludelig i tvivl om, hvad jeg skulle svare. "Øhhh...hvorfor vil du så forloves", spurgte jeg. Hvortil han svarede noget i stil med, at det var en cadeau til hende og at han bare elskede hende rigtigt højt. Ja, okay fair nok. Men hvad vil det egentlig sige at være forlovet? Eller siger det overhovedet noget?'
I tidernes morgen skulle man jo giftes et halvt år efter. Forlovelsen var en annoncering af et "upcoming" bryllup, og så blev man sgu også gift bagefter. I vore dage er det vistnok lidt anderledes. Jeg kender folk der har været gift i evigheder, og nogle der aldrig er blevet gift, efter deres forlovelse. Er det fordi, det er fedt at have en ring og at man derved kan signalere optaget?
Andre igen bliver forlovet i et væk. De har flere ringe liggende på hylden derhjemme. Nogle bruger den også som en "slags seriøsitets-symbol". De signalerer, at nu er de "rigtige" kærester. Ligesom at når de slår op, og ringen samtidig ryger af, så er det sgu for alvor slut.
Kan ikke rigtig blive klog på forlovelse. Kan godt forstå dens oprindelige betydning. Lige nu, synes jeg bare den virker som en slags "falsk tryghed". Hvis man i hvert fald tager udgangspunkt i min ovenstående opfattelse. Man signalerer overfor kæresten og sig selv, at dette er pisseseriøst, men man tager ikke skridtet og bliver gift. Man kan jo nemt lægge ringen og "call it all of". Hvem er det man prøver at snyde?
Vi ER kærester! Ja, det ved jeg sgu godt, men i behøver da ikke en "giftelignende" ring til at manifestere det over for omverdenen. -Og hvis I virkelig mener det så seriøst, så gå dog den bestrøede vej op til alteret og gør alvor ud af det. Lad være med at lade bagdøren stå åben.
Mit sidste bud er; hun plagede om en ring og I drengerøve kunne ikke sige nej. Tænk nu hvis hun lukkede for det varme vand. Ja, undskyld mig. Men har i et bedre bud, så forklar mig det lige!
Nå; men mit svar var at han ikke skulle tænke på, hvad jeg syntes. At min mening nok nærmere ville gøre ham ked af det, og at en så stor beslutning kunne kun han træffe. Han mumlede lidt i skægget, og kunne heller ikke komme med nogen gode argumenter for at blive forlovet. Ikke desto mindre tror jeg sgu han gør det. Smider et par tusind ud på en ring. Ja, jeg håber det holder, og at han synes det giver mening i deres kæresteforhold.
Tror personligt jeg ville tage benene på nakken, hvis jeg blev spurgt om forlovelse. Næh, så hellere vente til et rigtigt frieri, hvor jeg ved, han mener det, og jeg kan svare oprigtigt. "Til døden os skiller."
Ja, hvad skulle jeg svare? Mig som er bange for firkantede æsker, der kunne minde om noget til indpakningen af en ring. Flygter ved sætninger der indeholder ordet "børn" og som betragter mig selv som det kvindelige svar på Peter Pan. Det var ikke nemt. Specielt ikke når han lige havde brugt deres halvårsdag, uden hendes selskab, med en ven. En ven han skulle drikke sig stiv med og fyre den af på Casino Cph. med. Ja, jeg forstod ham ikke lige. Det var ikke mere end 14 dage siden, at han havde udtalt; "Jeg tænker altså på en anden, når jeg dyrker sex med hende..."
Nå, men jeg gjorde mit bedste. Ikke desto mindre blev jeg pludelig i tvivl om, hvad jeg skulle svare. "Øhhh...hvorfor vil du så forloves", spurgte jeg. Hvortil han svarede noget i stil med, at det var en cadeau til hende og at han bare elskede hende rigtigt højt. Ja, okay fair nok. Men hvad vil det egentlig sige at være forlovet? Eller siger det overhovedet noget?'
I tidernes morgen skulle man jo giftes et halvt år efter. Forlovelsen var en annoncering af et "upcoming" bryllup, og så blev man sgu også gift bagefter. I vore dage er det vistnok lidt anderledes. Jeg kender folk der har været gift i evigheder, og nogle der aldrig er blevet gift, efter deres forlovelse. Er det fordi, det er fedt at have en ring og at man derved kan signalere optaget?
Andre igen bliver forlovet i et væk. De har flere ringe liggende på hylden derhjemme. Nogle bruger den også som en "slags seriøsitets-symbol". De signalerer, at nu er de "rigtige" kærester. Ligesom at når de slår op, og ringen samtidig ryger af, så er det sgu for alvor slut.
Kan ikke rigtig blive klog på forlovelse. Kan godt forstå dens oprindelige betydning. Lige nu, synes jeg bare den virker som en slags "falsk tryghed". Hvis man i hvert fald tager udgangspunkt i min ovenstående opfattelse. Man signalerer overfor kæresten og sig selv, at dette er pisseseriøst, men man tager ikke skridtet og bliver gift. Man kan jo nemt lægge ringen og "call it all of". Hvem er det man prøver at snyde?
Vi ER kærester! Ja, det ved jeg sgu godt, men i behøver da ikke en "giftelignende" ring til at manifestere det over for omverdenen. -Og hvis I virkelig mener det så seriøst, så gå dog den bestrøede vej op til alteret og gør alvor ud af det. Lad være med at lade bagdøren stå åben.
Mit sidste bud er; hun plagede om en ring og I drengerøve kunne ikke sige nej. Tænk nu hvis hun lukkede for det varme vand. Ja, undskyld mig. Men har i et bedre bud, så forklar mig det lige!
Nå; men mit svar var at han ikke skulle tænke på, hvad jeg syntes. At min mening nok nærmere ville gøre ham ked af det, og at en så stor beslutning kunne kun han træffe. Han mumlede lidt i skægget, og kunne heller ikke komme med nogen gode argumenter for at blive forlovet. Ikke desto mindre tror jeg sgu han gør det. Smider et par tusind ud på en ring. Ja, jeg håber det holder, og at han synes det giver mening i deres kæresteforhold.
Tror personligt jeg ville tage benene på nakken, hvis jeg blev spurgt om forlovelse. Næh, så hellere vente til et rigtigt frieri, hvor jeg ved, han mener det, og jeg kan svare oprigtigt. "Til døden os skiller."
