Forbindelseslinier
Når man bor i Spanien er forbindelseslinier vigtige
En af mine spanske flyvevenner, som er bekendt med, at det undertiden er med blandede følelser, jeg begiver mig til mit hjemland, opmunter mig af og til med at ønske mig god rejse med sin særprægede himmel-graffiti.
Tidligere kunne et besøg i dronningedømmet imidlertid hensætte mig i euforisk stemning. Det var, som at drage ud på en gammeldags renselsesrejse - hen hvor lungerne kunne nyde godt af den balsamiske luft, sindet af dansk venlighed og humor, som for eksempel dette svar jeg fik engang på et politisk spørgsmål af min gamle ven Soya: "Kig ud ad vinduet, og du vil se fuglen jage ormen, katten jage fuglen, og hunden jage katten. Det hjælper én til at forstå verdenssituationen."
Mine landsmænd har også sans for humoristiske skilterier. I en bar i Københavns indre bydel har jeg set dette: Hvis du drikker for at glemme, så betal venligst forud. Og i den gamle restaurant Parnas hang i mange år dette galante budskab: Vejen til en kvindes hjerte går gennem døren til en god restaurant.
Det får mig til at mindes en tjener i det legendariske Hviids Vinstue, der en aften betroede mig: "Det er det samme hver aften ... de mænd, der har en kone, de skal hjem til, og de mænd, der ikke har nogen kone at skulle hjem til, begynder at få ondt af hinanden."
En anden ting der også befordrer euforien: Ingen steder i verden findes en havlugt som den danske. Med den i næseborene - en krildrende fornemmelse som af en mineralvands kulsyrebobler - mindes jeg barndommens udflugter til sjællandske strande og ungdommens kærlighedsoplevelser i robåde og på badebroer.
Det er mange år siden, og det var ikke altid nogen rar tid, men nostalgi er en fil, der sliber de skarpe kanter af de gode gamle dage (i de gode, gamle dage vidste folk ikke, at de levede i de gode gamle dage)! Jeg ved, hvad jeg taler om, fordi jeg hører til den generation, da en pige med skjulte ynder skjulte dem.
Men måske går jeg rundt med et helt forkert Danmark i hovedet, et rudiment af fordums image, dygtigt og professionelt iscenesat af Dansk Turistråd ¾ den ros skal de ha" - med velklingende lovord og sentenser, der marcherede med beundringsværdig præcision, som veltrænede soldater, der kan eksercitsen på fingrene, til benefice for landets gæster, der ikke som de indfødte har forudsætninger for at kunne drage sammenligninger mellem fortid og nutid (det kan de være glade for).
Tidligere kunne et besøg i dronningedømmet imidlertid hensætte mig i euforisk stemning. Det var, som at drage ud på en gammeldags renselsesrejse - hen hvor lungerne kunne nyde godt af den balsamiske luft, sindet af dansk venlighed og humor, som for eksempel dette svar jeg fik engang på et politisk spørgsmål af min gamle ven Soya: "Kig ud ad vinduet, og du vil se fuglen jage ormen, katten jage fuglen, og hunden jage katten. Det hjælper én til at forstå verdenssituationen."
Mine landsmænd har også sans for humoristiske skilterier. I en bar i Københavns indre bydel har jeg set dette: Hvis du drikker for at glemme, så betal venligst forud. Og i den gamle restaurant Parnas hang i mange år dette galante budskab: Vejen til en kvindes hjerte går gennem døren til en god restaurant.
Det får mig til at mindes en tjener i det legendariske Hviids Vinstue, der en aften betroede mig: "Det er det samme hver aften ... de mænd, der har en kone, de skal hjem til, og de mænd, der ikke har nogen kone at skulle hjem til, begynder at få ondt af hinanden."
En anden ting der også befordrer euforien: Ingen steder i verden findes en havlugt som den danske. Med den i næseborene - en krildrende fornemmelse som af en mineralvands kulsyrebobler - mindes jeg barndommens udflugter til sjællandske strande og ungdommens kærlighedsoplevelser i robåde og på badebroer.
Det er mange år siden, og det var ikke altid nogen rar tid, men nostalgi er en fil, der sliber de skarpe kanter af de gode gamle dage (i de gode, gamle dage vidste folk ikke, at de levede i de gode gamle dage)! Jeg ved, hvad jeg taler om, fordi jeg hører til den generation, da en pige med skjulte ynder skjulte dem.
Men måske går jeg rundt med et helt forkert Danmark i hovedet, et rudiment af fordums image, dygtigt og professionelt iscenesat af Dansk Turistråd ¾ den ros skal de ha" - med velklingende lovord og sentenser, der marcherede med beundringsværdig præcision, som veltrænede soldater, der kan eksercitsen på fingrene, til benefice for landets gæster, der ikke som de indfødte har forudsætninger for at kunne drage sammenligninger mellem fortid og nutid (det kan de være glade for).
Jeg glemmer ikke denne tekst på en turistplakat om det fynske øhav: Øer, der ligger som perler fra en iturevet kæde i det gnistrende hav.
Derfra er springet stort til forureningen i København, der er et degenerationstegn som til stadighed bekymrer mig. Man burde præmiere de benzinløse trafikanter som på vedstående fotos. Industrien har lige så svært ved at holde op med at ryge som menneskene. Der hænger en trussel i luften, ofte forstærket af udrykningskøretøjers skingre hyl. Det er helt sikkert drønene fra de store passagerfly, når de starter eller lander i en forureningsdis, som oplader sindet med frygt, inden man er kommet uden for hørevidde.
Der ligger en svag, men umiskendelig lugt af brand over hele byen og en atmosfære af potentielle ofre for sociale tab og selvmord. Efter det efterhånden helt uoverskuelige lufthavnsområde kommer lejekasernerne: høje massive betonklodser, lige linier, stor ensformighed, ingen pynt og krummelurer, men mange revner på kryds og tværs. Byens værste sot er byggesjusk.
Den silende regn forskønner heller ikke byen. Åbenbart står jeg ikke på nogen god fod med vejrguderne, det plasker gerne ned fra morgen til aften under mine besøg i hovedstaden. Når så store områder på kloden året rundt tørster efter regn, skal det nok være, fordi Danmark får for meget. Blev velstand målt i vand, ville Danmark være det rigeste land i verden - og en skønne dag vil vore efterkommere også opleve, at vand er mere værd end penge.
Betydningen af velfungerende forbindelseslinier til hjemlandet er livsnødvendige, ligesom at trække vejret, skønt det altså er farligt. Forbindelsesliniers afhængighed af teknik gør dem sårbare, hvad alle ved. Når det gælder navigation, har verden forandret sig gennemgribende siden Columbus. Han afsejlede mod Indien og ankom til Santo Domingo på Cuba. Hvis man i dag tager et fly til Indien, ankommer man dertil. Det er bagagen, der havner i Santa Domingo.
Jeg vænner mig nok heller aldrig af med neglebideri over postetatens idelige sammenbrud. Europas højeste posttakster motiverer danske virksomheder for at postbesørge deres forsendelser via Bruxelles, Luxembourg eller Madrid. Reklamemateriale fremstilles og postbesørges i udlandet til danske målgrupper til markedets laveste pris. Et hjørne af valutaforbruget og arbejdsløsheden må siges at være nationalt selvforskyldt.
Den postale deroute har desuden en kedelig tendens til at sænke moralen i kundekredsen. Breve og andre forsendelser skal i reglen følges op af en telefonisk forespørgsel eller fornyet skriftlig henvendelse af afsenderen for at erfare, om adressaten har modtaget det tilsendte, når denne ikke efter en rimelig tidsfrist reagerer. Træls, som de siger i Ålborg.
Den danske folkesjæl er, udover hvad de postale erfaringer giver én belæg for at synes, tilsyneladende blevet mere kompliceret, siden jeg første gang flyttede udenlands som ungt menneske og i Paris stiftede bekendtskab med andre folkeslags blandede syn på os danskere.
Nogle forbindelseslinier er problematiske i vor postmoderne tidsalder i modsætning til forgangne tider. De 3200 kilometer mellem Málaga og dronningens by tilbagelægger jeg undertiden til fods på 3½ time ¾ ved at spadsere op og ned ad mellemgangen i flyet. Benpladsen er beregnet på dværge, uagtet det ikke er dem, der fødes flest af i Skandinavien.
Så jeg vandrer frem og tilbage i mellemgangen til stor irritation for kabinepersonalet. Der breder sig også en vis uro hos medpassagererne, men det skyldes nok så meget masken for mit underansigt. Som svar på forespørgsler om denne viser jeg en seddel med oplysning om, at jeg er bange for at flyve og hvorfor.
Statistisk set er fly stadig den mest trafiksikre måde at bevæge sig på fra et punkt til et andet, selv mere sikkert end apostlenes heste, for fodgængerne lever som bekendt livet farligt, uanset hvor de færdes, på grund af såvel den cyklende som motoriserede trafik. Et grotesk eksempel på, hvad der kan overgå en intetanende fodgænger indtraf i november 1999 i den spanske by Santander, da en kvinde blev dræbt af et surfbræt, som blæste ned fra en altan på tredje sal. Det varede nogen tid, før nogen igen turde vise sig i byens gader med et surfbræt under armen.
Globalt kan der konstateres en ganske lille stigning i antallet af ofre for flyulykker, men det bør naturligvis ikke afskrække nogen fra at sætte sig op i en flyvemaskine. Det er heller ikke det beskedne antal flyulykker, der bekymrer mig, når jeg venter i en lufthavn på at blive kaldt om bord, men den helbredstruende risiko ved at indlade sig på det. Teoretisk kan flypassagerer dø af en anden årsag end en nedstyrtningsulykke.
Det skyldes genbrugen - recirkulationen - af luft i kabinerne, en opfindelse som gør det muligt for flyselskaberne at spare brændstof og dermed nedsætte driftsomkostningerne.
Ingen ved ganske vist, om nogen er døde af farlige virusarter, som brugt luft spreder mellem passagererne, da problemet aldrig har været genstand for seriøse undersøgelser. Flyselskaberne havde hidtil haft held med at skjule det for offentligheden, indtil lægen Erik Münster i en artikel advarede om, at et stort antal passagerer pådrager sig influenza som følge af den recirkulerede luft i kabinerne.
Med bekymring - skjult under den hvide maske, som læge Anne Mette Dons i Sundhedsstyrelsen foreslog mig at tage på under flyvningen, uden dog at kunne garantere for dens effektivitet - kan jeg ikke lade være med at gruble over de langt værre ting end influenza, der kan overgå flypassagerer i en verden, hvor lægevidenskaben ikke gør imponerende fremskridt i bekæmpelsen af mikro-organismer.
Afdøde retsmediciner Preben Geertingers bog "Lualaba" med dens dystre redegørelse for menneskehedens udslettelse af hærskarer af mutationer af mikrober i løbet af de næste hundrede år er stadig en aktuel advarsel, som også burde tages alvorligt af flyselskaberne. Den virkelige gyser er, at virus, herunder de nye retrovirus, besidder evner til at mutere meget hurtigt.
På tusind år kan mennesket som art kun opvise 30-40 generationer, mens et virus vil kunne frembringe noget nær ti millioner generationer. Så hver gang lægerne finder på en ny medicin, viser det sig, at virus i løbet af kort tid udvikler en muteret art, som er resistent og dermed stærkere over for bekæmpelsesmidlerne. Og hvad nu hvis HIV-, Ebola-eller Marburg-virus'et finder på at mutere til en ny variant med evnen til at smitte gennem luften eller i våde håndklæder? I løbet af få årtier vil det være ude med jordens befolkning.
Uhyggelige fremtidsperspektiver hører mere hjemme i science fiction-litteraturen, men virkeligheden overgår, som vi fik fortalt allerede i skolen, altid fantasien, og en sådan trussel bør ikke ignoreres på grund af flyselskabernes profitmotiv på passagerernes helbredsmæssige bekostning.
Spadsereturen i luften bliver så endnu engang overstået, og jeg hopper ind i en taxi og beder om at blive kørt den kortest mulige vej til mit bestemmelsessted.
"Mig ikke vide, du pege," siger chaufføren.
Ihukommende politikeres gentagne, gribende appel i de senere år til en hårdt prøvet befolkning om at tage det roligt, prøver jeg at tage situationen helt roligt, uanset den kraftanstrengelse det er i sig selv et kvarter over to om natten, hvor jeg længes efter at se dyner, og chaufføren ikke er alt for samarbejdsvillig, men drejer til venstre, når jeg vil til højre og omvendt.
Bevares, forståelsesproblemer kan også opstå danskere imellem, og sprogsjusk forekommer ideligt. Dagen efter min natlige sightseeing på Amager hørte jeg i TV en studieværtinde meddele de tilstedeværende tre politikere, at samtalen var ved at udarte sig til en lidt for kontraversjæl debat.
I sprogets udsalgssteder, der er lige så vigtige for forbindelseslinierne til hjemlandet som transportsystemer, kommer jeg også ud for visse mislyde (som at høre Anders And). "A-varffor-no"et?" ytrer en kvindelig ekspedient i en boglade på en forespørgsel om en nylig udkommen publikation.
Boghandlermonopolet er heldigvis afskaffet, men i en rigtig boglade forventer man dog stadig den kvalificerede ekspertise og service, som var betingelsen for monopolet. Det er ikke længere en selvfølge i alle boglader - jeg er heller ikke altid ganske sikker på at være trådt ind i en sådan, før jeg har stået lidt og kigget mig omkring i lokalet, hvor bøger langt fra dominerer varesortimentet.
Nogle ekspedienter m/k er mere eksperter i kuvertstørrelser og kuglepenne og computergrej end i at fremskaffe oplysninger om bognyheder.
I en boglade forespurgte jeg til en bogtitel og modtog den forbløffende oplysning, at "man ikke forhandlede det pågældende forlags udgivelser," hvad indehaveren, som blev tilkaldt på mit forlangende, imidlertid ikke ønskede at uddybe nærmere. I den næste boglade fandtes bogen uoppakket på lageret, og denne tingenes uorden blev begrundet med, at ingen hidtil havde spurgt efter den. Jeg tillod mig at stille det ubegavede spørgsmål, hvordan nogen skulle kunne spørge efter en bog, der ikke er anmeldt i en landsdækkende avis og ikke udstillet i forretningen eller vinduet. Men at give et fornuftigt svar på et relevant spørgsmål hørte heller ikke dér på stedet til branchekundskaberne.
Derfra er springet stort til forureningen i København, der er et degenerationstegn som til stadighed bekymrer mig. Man burde præmiere de benzinløse trafikanter som på vedstående fotos. Industrien har lige så svært ved at holde op med at ryge som menneskene. Der hænger en trussel i luften, ofte forstærket af udrykningskøretøjers skingre hyl. Det er helt sikkert drønene fra de store passagerfly, når de starter eller lander i en forureningsdis, som oplader sindet med frygt, inden man er kommet uden for hørevidde.
Der ligger en svag, men umiskendelig lugt af brand over hele byen og en atmosfære af potentielle ofre for sociale tab og selvmord. Efter det efterhånden helt uoverskuelige lufthavnsområde kommer lejekasernerne: høje massive betonklodser, lige linier, stor ensformighed, ingen pynt og krummelurer, men mange revner på kryds og tværs. Byens værste sot er byggesjusk.
Den silende regn forskønner heller ikke byen. Åbenbart står jeg ikke på nogen god fod med vejrguderne, det plasker gerne ned fra morgen til aften under mine besøg i hovedstaden. Når så store områder på kloden året rundt tørster efter regn, skal det nok være, fordi Danmark får for meget. Blev velstand målt i vand, ville Danmark være det rigeste land i verden - og en skønne dag vil vore efterkommere også opleve, at vand er mere værd end penge.
Betydningen af velfungerende forbindelseslinier til hjemlandet er livsnødvendige, ligesom at trække vejret, skønt det altså er farligt. Forbindelsesliniers afhængighed af teknik gør dem sårbare, hvad alle ved. Når det gælder navigation, har verden forandret sig gennemgribende siden Columbus. Han afsejlede mod Indien og ankom til Santo Domingo på Cuba. Hvis man i dag tager et fly til Indien, ankommer man dertil. Det er bagagen, der havner i Santa Domingo.
Jeg vænner mig nok heller aldrig af med neglebideri over postetatens idelige sammenbrud. Europas højeste posttakster motiverer danske virksomheder for at postbesørge deres forsendelser via Bruxelles, Luxembourg eller Madrid. Reklamemateriale fremstilles og postbesørges i udlandet til danske målgrupper til markedets laveste pris. Et hjørne af valutaforbruget og arbejdsløsheden må siges at være nationalt selvforskyldt.
Den postale deroute har desuden en kedelig tendens til at sænke moralen i kundekredsen. Breve og andre forsendelser skal i reglen følges op af en telefonisk forespørgsel eller fornyet skriftlig henvendelse af afsenderen for at erfare, om adressaten har modtaget det tilsendte, når denne ikke efter en rimelig tidsfrist reagerer. Træls, som de siger i Ålborg.
Den danske folkesjæl er, udover hvad de postale erfaringer giver én belæg for at synes, tilsyneladende blevet mere kompliceret, siden jeg første gang flyttede udenlands som ungt menneske og i Paris stiftede bekendtskab med andre folkeslags blandede syn på os danskere.
Nogle forbindelseslinier er problematiske i vor postmoderne tidsalder i modsætning til forgangne tider. De 3200 kilometer mellem Málaga og dronningens by tilbagelægger jeg undertiden til fods på 3½ time ¾ ved at spadsere op og ned ad mellemgangen i flyet. Benpladsen er beregnet på dværge, uagtet det ikke er dem, der fødes flest af i Skandinavien.
Så jeg vandrer frem og tilbage i mellemgangen til stor irritation for kabinepersonalet. Der breder sig også en vis uro hos medpassagererne, men det skyldes nok så meget masken for mit underansigt. Som svar på forespørgsler om denne viser jeg en seddel med oplysning om, at jeg er bange for at flyve og hvorfor.
Statistisk set er fly stadig den mest trafiksikre måde at bevæge sig på fra et punkt til et andet, selv mere sikkert end apostlenes heste, for fodgængerne lever som bekendt livet farligt, uanset hvor de færdes, på grund af såvel den cyklende som motoriserede trafik. Et grotesk eksempel på, hvad der kan overgå en intetanende fodgænger indtraf i november 1999 i den spanske by Santander, da en kvinde blev dræbt af et surfbræt, som blæste ned fra en altan på tredje sal. Det varede nogen tid, før nogen igen turde vise sig i byens gader med et surfbræt under armen.
Globalt kan der konstateres en ganske lille stigning i antallet af ofre for flyulykker, men det bør naturligvis ikke afskrække nogen fra at sætte sig op i en flyvemaskine. Det er heller ikke det beskedne antal flyulykker, der bekymrer mig, når jeg venter i en lufthavn på at blive kaldt om bord, men den helbredstruende risiko ved at indlade sig på det. Teoretisk kan flypassagerer dø af en anden årsag end en nedstyrtningsulykke.
Det skyldes genbrugen - recirkulationen - af luft i kabinerne, en opfindelse som gør det muligt for flyselskaberne at spare brændstof og dermed nedsætte driftsomkostningerne.
Ingen ved ganske vist, om nogen er døde af farlige virusarter, som brugt luft spreder mellem passagererne, da problemet aldrig har været genstand for seriøse undersøgelser. Flyselskaberne havde hidtil haft held med at skjule det for offentligheden, indtil lægen Erik Münster i en artikel advarede om, at et stort antal passagerer pådrager sig influenza som følge af den recirkulerede luft i kabinerne.
Med bekymring - skjult under den hvide maske, som læge Anne Mette Dons i Sundhedsstyrelsen foreslog mig at tage på under flyvningen, uden dog at kunne garantere for dens effektivitet - kan jeg ikke lade være med at gruble over de langt værre ting end influenza, der kan overgå flypassagerer i en verden, hvor lægevidenskaben ikke gør imponerende fremskridt i bekæmpelsen af mikro-organismer.
Afdøde retsmediciner Preben Geertingers bog "Lualaba" med dens dystre redegørelse for menneskehedens udslettelse af hærskarer af mutationer af mikrober i løbet af de næste hundrede år er stadig en aktuel advarsel, som også burde tages alvorligt af flyselskaberne. Den virkelige gyser er, at virus, herunder de nye retrovirus, besidder evner til at mutere meget hurtigt.
På tusind år kan mennesket som art kun opvise 30-40 generationer, mens et virus vil kunne frembringe noget nær ti millioner generationer. Så hver gang lægerne finder på en ny medicin, viser det sig, at virus i løbet af kort tid udvikler en muteret art, som er resistent og dermed stærkere over for bekæmpelsesmidlerne. Og hvad nu hvis HIV-, Ebola-eller Marburg-virus'et finder på at mutere til en ny variant med evnen til at smitte gennem luften eller i våde håndklæder? I løbet af få årtier vil det være ude med jordens befolkning.
Uhyggelige fremtidsperspektiver hører mere hjemme i science fiction-litteraturen, men virkeligheden overgår, som vi fik fortalt allerede i skolen, altid fantasien, og en sådan trussel bør ikke ignoreres på grund af flyselskabernes profitmotiv på passagerernes helbredsmæssige bekostning.
Spadsereturen i luften bliver så endnu engang overstået, og jeg hopper ind i en taxi og beder om at blive kørt den kortest mulige vej til mit bestemmelsessted.
"Mig ikke vide, du pege," siger chaufføren.
Ihukommende politikeres gentagne, gribende appel i de senere år til en hårdt prøvet befolkning om at tage det roligt, prøver jeg at tage situationen helt roligt, uanset den kraftanstrengelse det er i sig selv et kvarter over to om natten, hvor jeg længes efter at se dyner, og chaufføren ikke er alt for samarbejdsvillig, men drejer til venstre, når jeg vil til højre og omvendt.
Bevares, forståelsesproblemer kan også opstå danskere imellem, og sprogsjusk forekommer ideligt. Dagen efter min natlige sightseeing på Amager hørte jeg i TV en studieværtinde meddele de tilstedeværende tre politikere, at samtalen var ved at udarte sig til en lidt for kontraversjæl debat.
I sprogets udsalgssteder, der er lige så vigtige for forbindelseslinierne til hjemlandet som transportsystemer, kommer jeg også ud for visse mislyde (som at høre Anders And). "A-varffor-no"et?" ytrer en kvindelig ekspedient i en boglade på en forespørgsel om en nylig udkommen publikation.
Boghandlermonopolet er heldigvis afskaffet, men i en rigtig boglade forventer man dog stadig den kvalificerede ekspertise og service, som var betingelsen for monopolet. Det er ikke længere en selvfølge i alle boglader - jeg er heller ikke altid ganske sikker på at være trådt ind i en sådan, før jeg har stået lidt og kigget mig omkring i lokalet, hvor bøger langt fra dominerer varesortimentet.
Nogle ekspedienter m/k er mere eksperter i kuvertstørrelser og kuglepenne og computergrej end i at fremskaffe oplysninger om bognyheder.
I en boglade forespurgte jeg til en bogtitel og modtog den forbløffende oplysning, at "man ikke forhandlede det pågældende forlags udgivelser," hvad indehaveren, som blev tilkaldt på mit forlangende, imidlertid ikke ønskede at uddybe nærmere. I den næste boglade fandtes bogen uoppakket på lageret, og denne tingenes uorden blev begrundet med, at ingen hidtil havde spurgt efter den. Jeg tillod mig at stille det ubegavede spørgsmål, hvordan nogen skulle kunne spørge efter en bog, der ikke er anmeldt i en landsdækkende avis og ikke udstillet i forretningen eller vinduet. Men at give et fornuftigt svar på et relevant spørgsmål hørte heller ikke dér på stedet til branchekundskaberne.
(En boghandel i Barcelona er den eneste, som hidtil har imponeret mig med sit serviceniveau. Ikke alene findes et computeranlæg, hvor kunderne selv kan slå op og finde ud af, om den bog, de ønsker, findes i forretningen, men i de forskellige afdelinger betjenes man af et personale med de rette kvalifikationer, i afdelingen for undervisningslitteratur af en læreruddannet person, i børneafdelingen af 15-16 årige boghandlerelever og i afdelingen for erotisk litteratur en meget sexy ekspeditrice. Hvornår bliver danske boglader lige så opfindsomme?)
Inden for de sidste 25 år er bogladernes antal reduceret betragteligt. Det altovervejende antal af mindre byer har overhovedet ingen, til skade for bogsalget og dermed forlæggernes og forfatternes indtjeningsmuligheder.
De eksisterende boglader har desuden en faible for kun at udstille de store forlags bøger, undertiden snesevis af samme titel!, som alle har hørt om i forvejen, mens de bøger, ingen har hørt om, forvises til en beskeden plads på en hylde eller ligger uoppakket i baglokalet, til nogen finder på at spørge efter dem — hvordan det så skulle gå til uden hjælp af okkulte magter. Hvis en boghandel har to vinduer, er der kontorrekvisitter og tegneredskaber i det ene.
Bøger er vigtige, både dem man allerede har erhvervet, og dem man ønsker at udvide bogsamlingen med (det egentlige formål med bøger er at lokke hjernen til at tænke selv). Og når det for en udedansker bliver stedse vanskeligere, navnlig i provinsen, at købe en bog, der står på huskesedlen, bliver det et underordnet spørgsmål, hvem der forhandler bøger. Hvordan ville det være muligt at udgive aviser, hvis salget var afhængig af et monopol med begrænsede udsalgssteder?
Monopoler er aldrig forbrugervenlige.
Spansk er praktisk at kunne, når man har bopæl i Spanien, men dansk kan jeg lide at tale, læse og skrive, derfor også de frysende fornemmelser ned langs rygraden ved nu og da at høre det radbrækket, uanset om en TV-værtinde eller en udenlandsk taxichauffør gør det, omend sidstnævnte kan undskyldes.
På den anden side er det at foretrække at høre sproget talt med selv nok så mange skønhedsfejl, frem for at det slet ikke bliver brugt. Til de triste iagttagelser i hjemlandet hører nemlig, at mine landsmænd taler for lidt med hinanden. Hvor er det forstemmende at køre i bus eller tog i Danmark. En lammende tavshed omgiver én!
I 1994 optog den urgandiske tv-producer Geoffrey Bakiraasa Ssenoga en 30 minutters videofilm om danskerne med titlen "Den stille stamme". Filmen karakteriserer danskerne som kolde og utilnærmelige. Sandsynligvis har Ssenoga også iagttaget sine medpassagerer i en dansk bus og undret sig over dem. Dér sidder de bare og stirrer stift frem for sig eller forskanser sig - ser det gerne ud til - demonstrativt bag en avis eller en bog. Ingen snakker med andre, medmindre det er én, de er sammen med.
Hvor meget anderledes er det ikke at være passager i en spansk eller italiensk bus, (formodentlig også en urgandisk), hvor folk ler til og snakker med hinanden, selv om de aldrig har truffet hinanden før, og næppe ser hinanden igen efter at være stået af bussen. Her springer sproget dristigere frem på sine slidte gloser, opflammet af nyt indre liv -
Inden for de sidste 25 år er bogladernes antal reduceret betragteligt. Det altovervejende antal af mindre byer har overhovedet ingen, til skade for bogsalget og dermed forlæggernes og forfatternes indtjeningsmuligheder.
De eksisterende boglader har desuden en faible for kun at udstille de store forlags bøger, undertiden snesevis af samme titel!, som alle har hørt om i forvejen, mens de bøger, ingen har hørt om, forvises til en beskeden plads på en hylde eller ligger uoppakket i baglokalet, til nogen finder på at spørge efter dem — hvordan det så skulle gå til uden hjælp af okkulte magter. Hvis en boghandel har to vinduer, er der kontorrekvisitter og tegneredskaber i det ene.
Bøger er vigtige, både dem man allerede har erhvervet, og dem man ønsker at udvide bogsamlingen med (det egentlige formål med bøger er at lokke hjernen til at tænke selv). Og når det for en udedansker bliver stedse vanskeligere, navnlig i provinsen, at købe en bog, der står på huskesedlen, bliver det et underordnet spørgsmål, hvem der forhandler bøger. Hvordan ville det være muligt at udgive aviser, hvis salget var afhængig af et monopol med begrænsede udsalgssteder?
Monopoler er aldrig forbrugervenlige.
Spansk er praktisk at kunne, når man har bopæl i Spanien, men dansk kan jeg lide at tale, læse og skrive, derfor også de frysende fornemmelser ned langs rygraden ved nu og da at høre det radbrækket, uanset om en TV-værtinde eller en udenlandsk taxichauffør gør det, omend sidstnævnte kan undskyldes.
På den anden side er det at foretrække at høre sproget talt med selv nok så mange skønhedsfejl, frem for at det slet ikke bliver brugt. Til de triste iagttagelser i hjemlandet hører nemlig, at mine landsmænd taler for lidt med hinanden. Hvor er det forstemmende at køre i bus eller tog i Danmark. En lammende tavshed omgiver én!
I 1994 optog den urgandiske tv-producer Geoffrey Bakiraasa Ssenoga en 30 minutters videofilm om danskerne med titlen "Den stille stamme". Filmen karakteriserer danskerne som kolde og utilnærmelige. Sandsynligvis har Ssenoga også iagttaget sine medpassagerer i en dansk bus og undret sig over dem. Dér sidder de bare og stirrer stift frem for sig eller forskanser sig - ser det gerne ud til - demonstrativt bag en avis eller en bog. Ingen snakker med andre, medmindre det er én, de er sammen med.
Hvor meget anderledes er det ikke at være passager i en spansk eller italiensk bus, (formodentlig også en urgandisk), hvor folk ler til og snakker med hinanden, selv om de aldrig har truffet hinanden før, og næppe ser hinanden igen efter at være stået af bussen. Her springer sproget dristigere frem på sine slidte gloser, opflammet af nyt indre liv -
tankernes spændvidde strækkes - en og anden fanger en løs tanke og følger den med undren for sig selv. Der er en grinen og råben i de sydeuropæiske transportmidler, som danskere kunne stå sig ved at tage ved lære af. For at komme i gang behøver man kun at erindre sig selv om, at samtale har befordret mere fred i verden end tavshed.
Efter at have set et par kunstudstillinger med elendige frembringelser kunne jeg på afrejsedagens køretur til lufthavnen et sted glæde mig over avanceret graffiti-kunst.
Den jugoslaviske taxichauffør, der kørte for mig, sagde elskværdigt medfølende på et særdeles smukt dansk: "Det var en skam, De ikke kom i sidste uge, hr., da var vejret bedre."
Efter at have set et par kunstudstillinger med elendige frembringelser kunne jeg på afrejsedagens køretur til lufthavnen et sted glæde mig over avanceret graffiti-kunst.
Den jugoslaviske taxichauffør, der kørte for mig, sagde elskværdigt medfølende på et særdeles smukt dansk: "Det var en skam, De ikke kom i sidste uge, hr., da var vejret bedre."
