Faraoernes Forbandelse
Tro og overtro giver ofte anledning til massehysteri.
Tro og overtro er ikke adskilte begreber, sådan som kirken og de okkulte selskaber med hver deres begrundelser ynder at give det udseende af for at distancere sig fra hinanden af hensyn til deres tilhængere. De har samme udspring i uvidenhedens urkilder. En del af de praktikker kirken stempler som overtro, var integreret i urkristendommen, således astrologi og reinkarnationsteorien. Kirkens mysticisme er ikke mere seriøs end spiritismen og anden overtro.
Og det ene udelukker heller ikke det andet. Kristne er åbne for alt immaterielt og kan, når det skal være, forene religion og okkultisme i deres forestillingsverden. Begge dele eller hver for sig akkumulerer alt overnaturligt, og for det religiøst sensitive menneske har begrebet vide rammer. Man ønsker at blive bekræftet i troen på det overnaturliges eksistens og forsvarer gerne enhver tilsyneladende manifestation herpå til det sidste.
Et typisk, historisk eksempel var troen på faraoens forbandelse, som huserede i et halvt århundrede. Den britiske egyptolog Howard Carter var, foruden at være religiøs, et praktisk tænkende menneske og mente selv, at det ikke ville have været muligt for ham i 1922 at finde den egyptiske farao Tutankhamons grav, som mange i århundreder forgæves havde søgt efter, hvis han ikke havde haft denne egenskab. Mennesket er for det meste nødt til at bruge sin fornuft for at kunne relatere sig til omverdenen, men er akkurat lige så nødt til at tage fantasien til hjælp for at kunne orientere sig i tidligere tiders virkelighed og omverdener. Sådan introducerede Howard Carter sig selv ved en forelæsning året efter sin videnskabelige bedrift, der på det tidspunkt var blevet overskygget af mærkelige dødsfald, som blev sat i forbindelse med den.
Og det ene udelukker heller ikke det andet. Kristne er åbne for alt immaterielt og kan, når det skal være, forene religion og okkultisme i deres forestillingsverden. Begge dele eller hver for sig akkumulerer alt overnaturligt, og for det religiøst sensitive menneske har begrebet vide rammer. Man ønsker at blive bekræftet i troen på det overnaturliges eksistens og forsvarer gerne enhver tilsyneladende manifestation herpå til det sidste.
Et typisk, historisk eksempel var troen på faraoens forbandelse, som huserede i et halvt århundrede. Den britiske egyptolog Howard Carter var, foruden at være religiøs, et praktisk tænkende menneske og mente selv, at det ikke ville have været muligt for ham i 1922 at finde den egyptiske farao Tutankhamons grav, som mange i århundreder forgæves havde søgt efter, hvis han ikke havde haft denne egenskab. Mennesket er for det meste nødt til at bruge sin fornuft for at kunne relatere sig til omverdenen, men er akkurat lige så nødt til at tage fantasien til hjælp for at kunne orientere sig i tidligere tiders virkelighed og omverdener. Sådan introducerede Howard Carter sig selv ved en forelæsning året efter sin videnskabelige bedrift, der på det tidspunkt var blevet overskygget af mærkelige dødsfald, som blev sat i forbindelse med den.
Et globalt massehysteri bredte sig efter mediernes forlydender om, at faraoens forbandelse ramte alle, der forstyrrede gravfreden. Ret hurtigt var der ingen grænser for, hvad forbandelsen fik tillagt skylden for, som da Carters sekretær pludselig begik selvmord. Det gjorde hendes far også, og på vej til kirkegården kørte hestene et barn over. De okkulte selskaber i USA og Europa nærmest fordoblede deres medlemstal som følge af en grov propagandamæssig udnyttelse af disse tragiske hændelser.
I 1972 indtraf imidlertid en begivenhed, der kunne give en naturlig forklaring på nogle af dødsfaldene halvtreds år tidligere. Fjorten forskere skaffede sig det år adgang til kong Kasimirs 500 år gamle grav i den polske by Krakow. Et år efter var fire af dem døde og andre alvorligt syge. Med tilbageblik på dødsfaldene i forbindelse med fundet af Tutankhamons grav fik den gamle forbandelsesteori et come back i medierne, indtil polske mikrobiologer havde undersøgt kongens knogler og fundet karakteristiske spor af en dødelig svamp, som havde dræbt de fire forskere. Andre undersøgelser bekræftede mistanken om, at svampen også fandtes i egyptiske mumier. Havde de døde båret maske og handsker, ville der ikke være sket dem noget.
I 1972 indtraf imidlertid en begivenhed, der kunne give en naturlig forklaring på nogle af dødsfaldene halvtreds år tidligere. Fjorten forskere skaffede sig det år adgang til kong Kasimirs 500 år gamle grav i den polske by Krakow. Et år efter var fire af dem døde og andre alvorligt syge. Med tilbageblik på dødsfaldene i forbindelse med fundet af Tutankhamons grav fik den gamle forbandelsesteori et come back i medierne, indtil polske mikrobiologer havde undersøgt kongens knogler og fundet karakteristiske spor af en dødelig svamp, som havde dræbt de fire forskere. Andre undersøgelser bekræftede mistanken om, at svampen også fandtes i egyptiske mumier. Havde de døde båret maske og handsker, ville der ikke være sket dem noget.
