Erasure Light At The End Of The World
Intet nyt under solen fra Erasure.
Label: EMI
Denne anmeldelse kunne egentlig bare bestå af tre ord: "Endnu et Erasurealbum!". For med en smule kendskab til de herrer Clark og Bell, så vil de fleste vide, hvad der kendetegner den særlige Erasurelyd. Og Light At The End Of The World er en umiskendelig manifestering af den lyd, som Erasure har givet os gennem de sidste 20 år.
At albummet alligevel fortjener en uddybende anmeldelse skyldes, at Erasure ikke bare producerer endnu et album af samme skuffe, blot fordi de ikke evner andet. For det er vist efterhånden slået fast med syvtommersøm, at Clark og Bell besidder alsidighed. Efter det smukke akustiske album Union Street og et lækkert livealbum med countryversioner af store som små hits, virker det som om Erasure har taget en fast beslutning om at vende tilbage til det, som er deres varemærke: Synthpop, der rykker i danseskoene.
Valget af intronummer er frygteligt: Sunday Girl starter med et forfærdeligt synthesizerriff, der leder tankerne hen på en tidlig Jean Michel Jarre eller (Gud bedre det!) Vangelis. Heldigvis bryder Andy Bells særlige vokal ind og bløder lidt op. Men helt godt bliver det aldrig, der er for meget maskine og for lidt sjæl i nummeret. Anderledes forholder det sig med første singleudspil I Could Fall In Love With You, som er et udmærket nummer med et catchy omkvæd. Det samme gælder bl.a. for Sucker For Love og Golden Heart. Resten er bare jævnt okay. Det sidste nummer Glass Angel er efter min mening det bedste på pladen, dels pga. de ret afdæmpede elektroniske passager, og så en melodi, der giver Andy Bell mulighed for yde sit bedste: Vekselvirkningen mellem de høje og dybe toner er det, som gør ham til en enestående sanger. Skrøbelighed og styrke, krukkethed og subtilitet forenet i en og samme stemme.
Men de catchy omkvæd og et enkelt lyspunkt er desværre ikke nok til at holde niveauet oppe gennem albummet. Og når originaliteten svigter, som det er tilfældet på Light At The End Of The World, kan det kun reddes med en behagelig og tilgængelig lyd. Og det lykkes kun med nød og næppe. Desværre. Lad os håbe Erasure ikke er færdige med at overraske, og at dette album blot var et mindre heldigt intermezzo før kreativiteten igen vil blomstre.
Trackliste:
1. Sunday Girl
2. I Could Fall In Love With You
3. Sucker For Love
4. Storm In A Teacup
5. Fly Away
6. Golden Heart
7. How My Eyes Adore You
8. Darlene
9. When A Lover Leaves You
10. Glass Angel
Valget af intronummer er frygteligt: Sunday Girl starter med et forfærdeligt synthesizerriff, der leder tankerne hen på en tidlig Jean Michel Jarre eller (Gud bedre det!) Vangelis. Heldigvis bryder Andy Bells særlige vokal ind og bløder lidt op. Men helt godt bliver det aldrig, der er for meget maskine og for lidt sjæl i nummeret. Anderledes forholder det sig med første singleudspil I Could Fall In Love With You, som er et udmærket nummer med et catchy omkvæd. Det samme gælder bl.a. for Sucker For Love og Golden Heart. Resten er bare jævnt okay. Det sidste nummer Glass Angel er efter min mening det bedste på pladen, dels pga. de ret afdæmpede elektroniske passager, og så en melodi, der giver Andy Bell mulighed for yde sit bedste: Vekselvirkningen mellem de høje og dybe toner er det, som gør ham til en enestående sanger. Skrøbelighed og styrke, krukkethed og subtilitet forenet i en og samme stemme.
Men de catchy omkvæd og et enkelt lyspunkt er desværre ikke nok til at holde niveauet oppe gennem albummet. Og når originaliteten svigter, som det er tilfældet på Light At The End Of The World, kan det kun reddes med en behagelig og tilgængelig lyd. Og det lykkes kun med nød og næppe. Desværre. Lad os håbe Erasure ikke er færdige med at overraske, og at dette album blot var et mindre heldigt intermezzo før kreativiteten igen vil blomstre.
Trackliste:
1. Sunday Girl
2. I Could Fall In Love With You
3. Sucker For Love
4. Storm In A Teacup
5. Fly Away
6. Golden Heart
7. How My Eyes Adore You
8. Darlene
9. When A Lover Leaves You
10. Glass Angel
