Dumle-slikkepinden går ud af produktion
Den kendte aflange slikkepind er for besværlig at holde kørende
Jeg ved ikke med dig, men for mig at se står Dumle-slikkepinden som en af de absolut bedste ting der blev delt rundt i klassen i folkeskolen, når der var et heldigt asen, der havde fødselsdag. Slikkepinden slog flødeboller med flere længder.
I marts måned 2021, er det en æra der slutter, når Fazer tager slikkepinden ud af produktion.
Det sker fordi slikfabrikken ikke længere kan producere slikkepinden på en bæredygtig måde.
Produktionslinjen, som slikkepinden blev produceret på, er blevet sværere at vedligeholde og reparerer over de seneste år, og det har ikke været muligt at finde en løsning, hvor den kendte slikkepind kan videreføres med moderne teknologi, fortæller Anne Repo, der er marketingchef for Fazer Confectionery i Finland.
Slikkepinden der nu hedder Dumle - og snart er væk, har en lang historie. Den første flade slikkepind blev produceret i 1945, og fik navnet Dumle i 1960.
I mellemtiden er Dumle blevet meget mere end en slikkepind, og derfor må vi ty til de andre produkter indtil videre.
Fazer fortæller, at de arbejder på at kunne producere en ny version af den klassiske Dumle slikkepind i fremtiden.