Drømmejobs: Stephan Jubt Rasmussen - Bildesigner

I slutningen af efteråret var jeg i Nice for at besøge Stephan Jubt Rasmussen. Han er en af designerne bag Toyotas nye crossover, Toyota C-HR. 

I de seneste fem år har han været ansat ved Toyotas designcenter i Nice, en stilling han blev kapret til, ved hans afgangsprojekt for Audi. 

Hvis du er interesseret i at læse mere om hans arbejde specifikt på Toyota C-HR, skal du kigge med her: Vi besøger den danske designer af Toyota C-HR.

Vejen til drømmejobbet

"Allerede fra 10-års alderen var det mit primære fokus. Jeg tegnede hele tiden biler.

Jeg har en storebror der er to år ældre end mig, og vi tegnede altid bare biler. På et tidspunkt stoppede han med at tegne, men jeg fortsatte bare. Omkring 13-års alderen var jeg klar over, at det var det jeg ville lave - og siden da har jeg arbejdet mig frem mod det.

Der var altid nogen i skolen der kunne lide at tegne, men det var mere illustrationsbaseret, eller de elskede at tegne personer med fine detaljer. Men for mig startede det altid med hjulene, og så tegnede jeg ud fra et bilmærke. Så tog jeg for eksempel udgangspunkt i BMW, og forestillede mig den næste generation. Og så tegnede jeg ud fra min fantasi.

Jeg kan ikke lide at tegne andre ting end biler. For mange der tegner, handler det måske om at tegne verdener og ting de drømmer, men for mig var det altid begejstringen af biler, og så det at kunne formgive noget realistisk for fremtiden…

Nogle gange sendte jeg mine tegninger til Bilmagasinets brevkasse, og skrev at jeg gerne ville give svaret på fremtidens sportslige bil. Det var ikke nok for mig bare at sidde og nørde med det alene, jeg ville gerne dele det med nogen, jeg ville gerne dele min vision. Så det var ikke bare det at tegne, det var også meget idéen med at formidle et design, og få en reaktion på det. Bilmagasinet bragte mine tegninger et par gange."

Uddannelsen

"Jeg er født i Fredensborg i Nordsjælland, men allerede som to-årig gik det til Jylland, så jeg vil nok sige jeg kommer fra Jylland.

Jeg er opvokset i en lille flække med 500 indbyggere, Vammen. Jeg tog min studentereksamen på Viborg Katedralskole. Frem til min studentereksamen har forløbet vel været meget normalt. Jeg gik i  folkeskole i en lille by. Gymnasiet var noget jeg tog, fordi jeg vidste, at jeg skulle bruge det, så jeg kunne tage den uddannelse jeg drømte om.

Jeg vidste at det jeg lærte i gymnasiet, ikke var noget jeg skulle bruge bagefter - så det skulle bare overståes. Gymnasiet gik ligesom bare ud på at forberede mig på, at skulle finde de skoler hvor jeg ville studere. Jeg fulgte skolen som jeg skulle, men fokus var hele tiden at tegne biler.

Normalt har teenagere travlt med at gå til fester, men for mig var det tidspunkt, hvor andre bliver rebelske og prøver at løsrive sig fra deres forældre, en tid hvor jeg var meget fokuseret på et mål jeg havde ude i fremtiden. Så jeg har måske ikke haft den ungdom, som mange andre har haft.

Men på den måde føler jeg mig måske også en smule yngre i dag. Når andre begynder at blive 30, så skal tingene falde på plads.

Efter gymnasiet, som 19-årig flyttede jeg til Paris på min første designskole. Derfra gik der seks år med uddannelse nonstop, indtil jeg lavede mit afsluttende projekt i Tyskland i 2011.

Jeg har haft fire praktikpladser. Normalt skal man egentlig kun igennem en enkelt. Men jeg var jo som sagt ret målrettet."

Praktik-perioderne og drømmejobbet

KTM

"Den første praktik tog jeg faktisk i min semesterferie. På det tidspunkt studerede jeg i Tyskland. Normalt ville man nok tage en pause efter 2. semester, og lige slappe lidt af, men jeg valgte at søge en praktikplads - det fik jeg ved KTM’s designstudie i Østrig, hvor jeg tilbragte 3 måneder.

Det var en rigtig øjenåbner for mig. Jeg oplevede for første gang at skulle levere fra 6 om morgenen til 9 om aftenen. At skulle være kreativ nonstop. Det var et stort indtryk.

Jeg tænkte “Jeg kan ikke være kreativ på den her måde.” Jeg faldt i søvn hver morgen på praktikpladsen. Og tænkte, sådan fungerer det jo ikke. Men jeg kom alligevel ind i en anden rytme, fordi jeg begyndte at snakke med andre folk om, hvad der blev arbejdet på. Pludselig er der chefer der har en mening om ting.

Jeg altid har tegnet biler. Pludselig var jeg i et designbureau hvor de både lavede produktdesign, motorcykler og biler som KTM Crossbow. Pludselig var man i et miljø, med en helt speciel delt begejstring.

Jeg kan huske en dag, hvor vi skulle planlægge research til en racerudgave af KTM Crossbow. Vi tog ud på en racerbane, hvor vi lå og kørte ræs med KTM Crossbow og Lamborghini Gallardo. Det var en helt anden verden, for jeg havde jo altid været ham drømmeren med noget papir og et bord. Pludselig er man i et miljø, hvor der er fuld power med alt."

BMW

"Ved min næste Praktikplads (BMW) mærker jeg pludselig hvor konkurrencepræget miljøet kan være.

Man sidder i et design office og tænker; “vi elsker jo alle biler, det er meget cool.” Men pludselig går det op for en, at det er lidt anderledes. Folk slukker deres skærme når man går forbi, fordi de er bange for at andre stjæler deres idéer. Der gik det op for mig, at vi ikke bare alle sidder og drømmer om at blive bildesignere, men at det faktisk er hardcore business.

Som en chef sagde til mig derude, cirka halvvejs i det 6 måneder lange forløb: Hvis du overhovedet skal gøre dig forhåbninger om et job senere, så skal du bare vide, at hvis det her var et Formel 1 felt, så ville du nok ligge dernede lige før pointene - hvis du virkelig vil noget, er du nødt til at bevæge dig op i et top team.

Sådan indirekte sagde han til mig, at jeg skulle gøre mere ved det."

KIA

Næste praktik førte Stephan til 5 måneder ved KIA: "Min tredje praktik var ved KIA, her var det igen mere anderledes. Folk var meget fascinerede af det jeg lavede, fordi det var meget anderledes end det de andre i min designgruppe havde gang i. Der tænkte jeg, at det måske var meget godt at gøre tingene lidt anderledes, end det de andre gik og lavede." 

Audi

"Det viste sig så igen at være en god idé, da jeg gik til Audi i praktik. Her var folk nemlig også meget fascinerede af at jeg turde udfordre med en anderledes tankegang.

Jeg fandt ud af at man ikke bare skal gøre tingene efter grundbogen, hvis man vil designe en opsigtsvækkende bil. Man skal turde at gøre tingene på en anden måde. 

Jeg var ved praktik ved Audi i to omgange, 5 og 6 måneder. 

Studiet har været en lang rejse i at forme mig selv som et kreativt menneske. Det har ikke bare været: Her er en uddannelse, og nu er du bildesigner.

Jeg har selv skullet finde ud af, hvem jeg gerne ville være som designer. Hvilken form for kreativ person jeg ville være.

Nu står jeg i en situation hvor jeg har mit eget DNA, og jeg behøver ikke at lede efter et arbejde.

Rejsen har været meget hård, for det har været seks år non-stop. Men jeg synes den har været det hele værd. I teorien skulle jeg kun have haft en praktikplads, men jeg valgte så at gennemføre fire. Det har også givet mig et større netværk.

Praktikkerne jeg har været på, har været med til at gøre den drømmende attitude til en mere realitetsbunden ting, og gjort mig mere involveret i industrien."

Drømmejobbet

Under afslutningen af afgangsprojektet ved Audi, blev Stephan kontaktet af Toyota, der dukkede op med et tilbud, af slagsen man ikke lige kan afslå. Stephan var ikke sen til at takke ja, til tilbuddet om at træde til i en af Toyotas fremtrædende designafdelinger. Her så han nemlig muligheden, for at være med til at præge designretningen ved verdens største bilfabrikant. 

Og valget var nok slet ikke dumt. I dag har Stephan været ved Toyota i over fem år. Det har blandt andet givet ham muligheden for at arbejde på både produktionsbiler og showcars - senest C-HR og inden da en Lexus Prototype. 

Hvad kræver det af en, hvis man vil være bildesigner?

Det kræver noget helt specielt i dag. Hele industrien står og vakler lidt, og er en smule usikre på fremtiden. Der sker en kæmpe disruption i branchen med elektriske biler og autonomous driving.

Man skal selvfølgelig være stærk i at tegne. Man skal være meget disciplineret, og hele tiden have lyst til at flytte sig.

Målet kan ikke bare være at designe for sig selv - et design skal kunne begejstre folk for fremtiden. De skal føle, at det har noget at give dem.

Som designperson skal du også finde ud af hvordan du vil være kreativ. Hvis ikke du er kreativ, kommer du bare til at sidde og vente på at nogen fortæller hvad du skal gøre, og så er man ikke selv formgiver. Man skal nok have lyst til at vise vejen selv.

Industrien venter ikke på at du drømmer færdig.

Hjemme er godt, men udlandet er nødvendigt

"Hvis man vil være bildesigner, men har behov for at bo i Danmark, så kan man godt give op med det samme. Medmindre man selvfølgelig vil lave et eller andet crazy startup.

Jeg indså meget tidligt, at jeg var nødt til at forlade Danmark, så det har altid været i mit baghovede. Jeg tænkte ikke så meget over det, det var bare en del af forudsætningen.

Nogen gange kæmper jeg lidt med at finde ud af hvor jeg skal bygge mit liv op. Lige nu står det meget i en tåge. Jeg er 30 nu, og så begynder det pludselig at gå hurtigt.

Min lejlighed er meget enkel, og det kan jeg godt lide, men det ligner også at jeg kan flytte i morgen. Det er ikke et hjem på samme måde, så jeg føler stadig lidt jeg lever i en kuffert på en eller anden måde.

Men. Den der hverdag, hvor man føler man er i trædemøllen - den har jeg endnu ikke oplevet, i de fem år jeg har været her. Det giver mig følelsen af at jeg har valgt det rigtige."

Hvem inspirerer dig designmæssigt?

"Det er lidt sjovt at du spørger efter hvem, og ikke hvad - for jeg bliver nemlig ikke inspireret af ting, men af ord og visioner.

Når en arkitekt som Bjarke Ingels taler om sine projekter, kan det godt først virke lidt urealistisk, men selve energien og troen på, at et projekt har en plads i samfundet... Måden han formidler en drøm og en tro på livet, det er noget der skaber fascination og drive. Der synes jeg som personlighed at han er meget interessant. Og så er det imponerende at han kan skabe global opmærksomhed. Jeg har aldrig mødt ham, men det kunne jeg godt tænke mig.

Hvis vi skal kigge på bilindustrien, er der en person som Chris Bangle, BMW’s tidligere chefdesigner. Han lavede nogle ret kontroversielle designs med 7-serien, 6-serien og BMW Z4. Det er meget kontroversielle biler, men hans person var også med til at skabe en fascination for dem. Han havde en designdrøm han holdt fast i. Der er mange i dag, der bare dyrker karrieren på en meget mere pragmatisk måde."

Så er der Mr. Toyoda, som har en fascination for motorsport. Når han taler har han også et drive man kan mærke. “Nå okay, vi kan rent faktisk have en passion for tingene.” Det var ham der var katalysator for GT86 og Toyota FT1. Hele den der realisation, i at et rationelt mærke faktisk også godt kan skabe fascination, det glemmer vi lidt i de her tider, hvor vi er lidt forsigtige over hvad der sker i fremtiden. Kreative visionære folk inspirerer mig.

Vil du prøve at fremhæve et par ældre biler, der kan noget specielt?

"Jeg er meget fascineret at ældre lamborghinier Countach eller Miura. De to modeller er meget forskellige, men de er begge to ikoner.

Meget ikoniske biler er noget jeg er glad for. Vi prøver jo nok på at skabe et ikon hver dag, men det ender tit med at blive mere mainstream, og så går hele idéen med ikonet væk.

Du kan lave et smukt ikon, eller du kan lave et radikalt ikon. Det er ikke bare sådan at, en smuk bil er det bedste. Hvis det er radikalt nok, kan det alene også gøre det smukt.

Og fra den tid er der også Lamborghini Bravo. Den ligner faktisk en meget ren udgave af Countach - men mere konceptuel eller minimalistisk."

"Hvis vi går tilbage i tiden, er jeg nok også blevet smittet af min far, der er meget bilbegejstret.

Han har en fascination af Auto Union - det er jo faktisk bare en cigarformet racerbil. En motor med en metalkappe rundt omkring - men alligevel meget æstetisk og utroligt ikonisk.

Selv i dag snakker Audi om Single-frame (Den ikoniske frontgrill), der var meget med til at definere det mærket er idag. Ikoner er så stærke, at de kan influere noget mange år frem i tiden.

Det er jo lidt det, der kunne være specielt - hvis man lavede noget nu, og at det så om 80 år også kunne have en eller anden form for impact. Det er nok drømmen."

Hvad kører du selv i?

"Som hverdagsbil har jeg en Toyota C-HR Hybrid.

Og som weekendbil har jeg en Porsche 914. Sådan en rigtig 70’er grøn en. Meget frisk i farven. Nogen gange hater folk nogle biler, men den model, den bringer smilet frem i alle.

I dag handler sportsbiler meget om showoff.  Men en model som den har en meget lille motor, og den vejer heller ikke så meget. Det gør at den ikke får den der arrogante karakter, som mange nyere sportsbiler kan have. Det synes jeg er meget rart. Specielt når man lever i Sydfrankrig hvor alle er show-offs. Der går den her i en helt anden retning. Det synes jeg er ret interessant - og den køres kun hvor der ikke er mennesker - en “no showoff-agenda.”

Porsche går jo også sindssygt op i pris i øjeblikket, så den kunne jeg godt have råd til, bestemte jeg mig for.  

Jeg kunne nok godt tænke mig en mere moderne form for sportsvogn om et par år, men nu må vi se."

Vil du læse mere om Stephan og hvordan han arbejder med bildesign ved Toyota i Nice? Klik her.