Connery

De Danske Tatovører: Charlett Bee

En snak med den dygtige artist fra Vejle.

I vores næste kapitel af interviews med danske tatovører, har vi taget en roadtrip til Vejle, hvor den talentfulde artist Charlett Bee holder til.

En bragende dygtig kunstner, som formår at balancere knivskarpe designs med et hjertevarmt og hyggeligt studie, hvor man kan føle sig tryg og afslappet fra start til slut.

Hendes stil er en potpourri af new school, realistiske tegninger og masser af farve - en kavalkade af iøjnefaldende designs, dygtige linjeskills og sans detaljerne ned til de mindste aspekter.

Hun har for to år siden startet sit helt eget studie under kunstnernavnet Charlett Bee.

Navnet spiller på dobbeltheden i B’et - der både er initialer til hendes efternavn, Bundgaard, men også den søde, lille arbejderbi, som efterhånden er blevet et varetegn hos hende.

Med fascinationen af at klæde sig i pin-up-tøj var det unikke navn Charlett Bee med til at give hende en personlig identitet og et vartegn, som folk husker på og uden problemer kan søge frem på de sociale medier til deres næste session.

ANNONCE
Charlett Bee byder velkommen i sit studie! - De Danske Tatovører: Charlett Bee Charlett Bee byder velkommen i sit studie!

Hendes stil er baseret meget på hendes opvækst i ‘The Golden Age of Disney’, hvor nogle af de mest ikoniske Disney-klassikere er lanceret i nyere tid. Hun har været fascineret af, hvordan animationer kan levendegøre selv døde ting i animationer.

“Da jeg startede med at tatovere, troede jeg, at jeg skulle være black/grey-artist, fordi jeg primært tegnede portrætter og realisme.”

Men det var som om, at hun havde besteget dét bjerg - hun havde opnået den milepæl. Og hendes fascination af New School-tatoveringer greb hende - en stil, som især er inspireret af 90’ernes graffiti-scene og måden at forvrænge ting og skabe nyt liv.

“Jeg havde ingen streetskills, så det var ret fremmed for mig. Men lidt efter lidt prøvede jeg at gøre det på min måde - så jeg tog udgangspunkt i Disney-universet og legede med at lave figurer og personligheder set med mine øjne.”

Vi har taget en snak med hende om, hvordan det hele startede og hvordan hun er nået til det punkt, hvor hun er i dag - læs med herunder!

ANNONCE
Et af hendes oliemalerier forvandlet til kropskunst. - De Danske Tatovører: Charlett Bee Et af hendes oliemalerier forvandlet til kropskunst.

Hende, der kunne tegne

Den kreative fascination har altid fyldt meget for hende og været det, hun har elsket at fordybe sig i.

Hendes mor er selv en kreativ person, og har igennem hele hendes barndom været en inspiration - moderen lavede tit portrætter af folk og de legede tit forskellige tegnelege og forskellige kreative aktiviteter i hendes barndom.

Hun var 11 år, da hun begyndte at prøve kræfter med en af de sværeste discipliner - nemlig det realistiske udtryk.

Det kom forholdsvist nemt til hende, og siden da har hun øvet sig og endte til sidst med at overhale moderen i evnerne til en gengive virkelighed gennem sine tegninger. Og som det er med skills: når man bliver god til noget, så får man blod på tanden.

“Jeg blev ret hurtigt ‘hende der kunne tegne’ - og det var en identitet, jeg befandt mig ret godt i.”

Da hun var teenager, ville hun gerne være tøjdesigner og designede samt syede selv sit eget konfirmationssæt.

Hun fik endda også undervisning i kunsten i ungdomsskolen. Hun opdagede dog løbende, at jo mere kendskab hun fik til modebranchen, jo mere gik det op for hende, at det nok ikke var den rette hylde.

Men det kreative udmundede også tit i kropskunst gennem tiden, og hun har puslet med at lave diverse piercinger på sig selv i sjette og syvende klasse.

En ting har dog altid været hendes hjerte nært på den ene eller den anden måde - og det er tatoveringer.

Hun var helt opslugt af de nostalgiske vand-tatoveringer, som man dengang ofte kun kunne få i tyggegummipakker.

Du ved, de midlertidige tatoveringer, som lige skal duppes med en våd klud, inden man kan få dem til at sidde fast.

Hun fik selv sin første tatovering som 18-årig, da hun boede i Aabenraa. Her var der en ældre mand i en lille tattoo-biks, hvor man bare gik ned og bladrede i et blad for at finde designet.

Hun fik den lavet for 400 kroner og gik derfra uden at vide, hvordan den skulle plejes. Hun fik fortalt af en veninde, at den skulle smøres med en creme. Den uvidenhed og manglende forklaring er noget, hun vil gøre op med i sine egne kunderelationer.

“Jeg fandt først senere ud af, at der var forskel på, hvor gode tatovører var. Jeg troede bare, der var én slags. "Heldigvis havde jeg ikke så mange penge på det tidspunkt, så jeg fik ikke lavet alt for meget.”

ANNONCE
Prisvindende artist. - De Danske Tatovører: Charlett Bee Prisvindende artist.

Da hun var omkring 18-19 år begyndte hun at tænke over, om tatovørbranchen var et sted for hende, samtidig med at hun så kunne videreudvikle sin kunst ved siden af i en kreativ synergi.

Så kom det store spørgsmål - hvordan fa’en bliver man egentlig tatovør?

Hun fik prøvet kræfter med lidt forskellige erhverv i betænkningsperioden, hvor hun blandt andet tog en HF, SOSU-hjælperuddannelsen og prøvede kræfter med kunsthistorie på universitetet.

Sidstnævnte droppede hun ret hurtigt ud af, da hun på daværende tidspunkt pendlede mellem Århus og København - men i starten tog hun det i stiv arm og ville bevise, at det ikke var umuligt. Hun er efter eget udsagn lidt stædig anlagt, og det smitter af på hendes professionalitet, hvor hun ikke går på kompromis med hverken sin kunst, hygiejnen eller oplevelsen.

Da hun så var i praktik som SOSU-medhjælper, snakkede hun med en ansat, hvis bror var tatovør. Han havde på daværende tidspunkt en konkurrence kørende, hvor han opfordrede folk til at vise, hvad de gerne ville bytte til en 4-timers tatovering hos ham.

“Jeg så muligheden for at gøre opmærksom på mig selv og sendte ham en af mine portrættegninger - han skrev tilbage og tilbød mig en snak om fremtidsmulighederne som tatovør.”

Det var den dygtige tatovør Chris Tofteng, som senere blev en kollega - han hjalp hende i gang med at komme i dialog med sin daværende chef. Og som 27-årig gik hun i lære som tatovør.

ANNONCE
Farverige kreationer. - De Danske Tatovører: Charlett Bee Farverige kreationer.

Solo-studiet - en usleben diamant i tattoo-branchen

Efter 6 år i en større kæde blev hun opmærksom på, at hendes chefers tilgang til at have ansatte var i strid med loven på en måde, der økonomisk snød og udnyttede hende.

Det ville hun ikke finde sig i.

"Efter den oplevelse følte jeg ikke, at jeg kunne have tillid til at have en chef igen."

Hun valgte at gå selvstændig - og det skete midt i Corona-nedlukningen, hvor hun havde ro og fred til at få omvæltningen til at falde på plads og få styr på alle de tekniske detaljer omkring det at stå på egne ben i tattoo-branchen.

Hun fik en aftale om en midlertidig plads hos et studie i byen, hvor hun kunne starte op lige så stille. Men selv der kunne hun mærke, at det stadigvæk ikke var det format og den setting, hun gerne vil tilbyde sine kunder.

“Tatovører har udviklet sig meget de seneste mange år. Vi behøver ikke gøre som i gamle dage. Kunderne er meget anderledes, så måske vi skal gøre os lidt mere umage for at imødekomme dem.”

Mens selve kropskunsten og det endelige resultat er i højsædet hos Charlett, er kundens oplevelse af tatoveringen nærmest alfa og omega.

“Jeg følte ikke, at jeg i et studie sammen med andre kunne give min kunde den nærhed, tryghed og afslappede atmosfære, som enhver session bør have.”

Der var for meget trafik og larm i studiet, så efter to måneder som selvstændig tatovør i en dele-biks gik hun nye veje. Hun snakkede med sin kæreste og de begyndte at kigge på et lokale, som støder til hendes lejlighed - et lokale, som hun havde lejet under lockdown for at have et sted at male.

‘Hvorfor laver du ikke bare et studie her?’, sagde kæresten og inden længe fik de undersøgt målene, kravene og han lavede en tegning og efterfølgende model i 3D-designprogram.

“Nu kunne jeg pludselig se, at det godt kunne lade sig gøre.”

Og inden længe stod hun nu med sit helt eget studie, hvor hun var sin egen chef i sit eget tempo. Den eneste spekulation hun havde, da hun åbnede dørene for solostudiet var, hvorvidt hun blev ensom eller måske fortrød ikke at have det kollegiale i spil.

Men to år efter åbningen er det ikke sket endnu.

Hun tog det helt rigtige valg.

ANNONCE
Den ikoniske bi. - De Danske Tatovører: Charlett Bee Den ikoniske bi.

Hun befinder sig et rigtigt trygt sted og føler sig godt tilpas, hvilket smitter af på kundernes oplevelse.

Hun fortæller selv, hvordan hun gennem sit liv har haft nogle problemer med sit psykiske overskud og har flere gange haft problemer med social angst - hvilket har resulteret i perioder i hendes liv, hvor det har været svært bare at komme udenfor en dør.

Solostudiet har aldrig spændt ben for hende - her har hun fundet den sindsro, som hun i årevis har søgt efter og nu har hun aldrig længere sygedage.

“Mine kunder nyder, at der ikke lige kommer en walk-in-kunde og skal spørge ind til et projekt, eller en anden tatovør, som har gang i deres helt egen samtale ved siden af.”

Der er fuldstændig ro til at snakke om alt og ingenting.

“Det bliver en personlig relation og det nyder jeg i fulde drag.”

Det er vigtigt for hende, at understrege værdien i 1:1-oplevelsen.

“Jeg tror, der er mange, der mangler denne del uden at vide det, når de skal tatoveres.”

Hun sammenligner det med, hvis man skulle ind og have en massage - det ville jo være underligt, hvis man lå på rad og række og fik massage.

Og tatoveringssessionen er mindst lige så intim en oplevelse.

“Det er en oplevelse at blive tatoveret. Jeg vil gerne sørge for, at det bliver en GOD oplevelse.”

Fremtidsudsigterne handler om at fortsætte med sit eget studie og værne om den personlige oplevelse og relation med kunden.

Hun drømmer om på et tidspunkt at få et hus på landet, hvor hun vil lave sit eget studie, som folk også kan valfarte til.

Hvis du går og pusler lidt med at få en ny, spændende tatovering, men ikke helt kan finde ud af, hvad det skal være - så skal du holde øje med Charlett Bee det næste stykke tid.

Hun leger lidt med idéen om at lave en kampagne med dagssessioner til halv pris med ‘Artist Choice’ - hvor hun får totalt frie rammer.

“Det kunne være sjovt at lave nogle tatoveringer, hvor jeg får fri leg til at give kreativiteten frit flow.”

Charlett er en kunstner, der er værd at holde fingeren på pulsen med - niveauet er tårnhøjt og det kreative spændingsfelt er out of this world.

Vi fik lavet et unikt piece under interviewet for at illustrere hendes evner. En ret sjov og finurlig kombination af New School og realisme i et mesterligt sammenstrikket design med Scooby Doo - tjek den ud herunder.

Hvis det ikke giver dig lyst til at få en tatovering med det samme, så ved vi ikke, hvad der skal til!

ANNONCE
Scooby Doo i new shool x realisme - vanvittigt fed! - De Danske Tatovører: Charlett Bee Scooby Doo i new shool x realisme - vanvittigt fed!

Bonushistorie:

Da vi spurgte, hvad hendes vildeste tatovering var i karrieren, krævede det ikke meget betænkningstid.

“Jeg tatoverede en creampie i farverealisme på en tidligere kollega. Det var hårdt arbejde at finde frem til motivet i et virvar af smuds, men den blev rigtig flot.”

Du kan se den på hendes Instagram-profil lige her.

ANNONCE
Charlett Bee

Instagram

Hjemmeside

Del

Seneste nyt

Annonce