DDJA 2004
Et udsolgt men halvtomt Amager Bio, en trillebør, 21 brosten, og et tidligere Aqua-medlem. Lyder det som en fest? Nej vel? Velkommen til DDJA 2004!
4. version af Danish Disc Jockey Awards skulle vise sig ikke at være meget anderledes. Vi ankom lige i tide til at "opleve" René Dif gå på scenen og sige velkommen på hans helt egen manér. - Som frygtet havde han ærmet fyldt med lade jokes, dog var han mere toppen end man har set ham længe.
Derefter fyrede vores allesammens Joker den af sammen med den gode nordmand Styggtann. Han lagde hårdt ud med "Sulten" hvorefter han mindede os allesammen om hvor han er fra (Hillerød, hvis der er nogen der skulle være i tvivl). - Det var en fed live-optræden, der desværre var ALT for kort, ham kunne man godt have nydt i længere tid - men den slags er der jo ikke plads, og det er da også forståeligt.
Efter et par prisuddelinger (Connery's udsendte havde på dette tidspunkt allerede prøvet ihærdigt på at drikke det indre billede af René Dif's sko langt væk) stod der pludselig en tysker med værre svenskerhår end Rudi Voller på scenen, skarpt forfulgt af 2 ganske usmagelige piger iklædt de gyseligste lyserøde spandex-tights.
Lidt baggrundsstof (citeret direkte fra ddja's hjemmeside):
"Günther er en 29 årig ungkarl, ifølge ham selv! Tidligere arbejdede han som bankmand, men sadlede om til nøgenmodel og stripper. Nu synger han sammen med de dejlige Sunshine Girls." - At manden overhovedet blev lukket ind er uforståeligt.
Som et behageligt afbræk fra de ellers så selvoptagede kunstnere (og især konferenciers), fik vi besøg af vores allesammens John & Åge. Efter de havde fyret deres i øvrigt ganske veloplagte jokes af, var der lagt op til noget stort, for nu kom den vidunderlige Majbritt Örtz på scenen. Magen til skøn sang-sild skal man lede længe efter, og med deres 2 hits: "We don't talk" og deres seneste "Secret Garden", lagde de salen ned. Ikke siden Kylie Minogue's Fever album har man hørt en så skøn stemme sammen med et så gennemført lækkert instrumentalt accompangement. - Vi savlede og vi klappede. Alkohollen havde begyndt sin indtog i vores årer og pumpede nu melodisk rundt i kroppen i takt med musikken. Et kort øjeblik havde man glemt hvor man var, men virkeligheden slår hårdt og René Diff kom frem igen.
Efter noget virkelig fedt breakdance, leveret af Freestyle Phanatix til tonerne af Per V, var vi klar til at Infernal kom på scenen...
Nu ved vi allesammen hvad Infernal står for. Infernal har gjort sådan omtrent det samme for elektronisk musik herhjemme, som L:Ron Harald og hans rustne kadett gjorde for hip-hop (dog med en irriterende tendens til at blive hængende i radioen). At de havde slæbt en helfed, "yippee-kay-yay motherfucker"-råbende (nej du kommer aldrig til at ligne Bruce Willis) redneck-wannabe ved navn Red$tar med, gjorde det ikke meget bedre.
Tilsidst fik vi som en lille trøst Ufo & Yepha at se. De leverede en solid indsats, og var, sammen med jokeren, ifølge vores bedste overbevisning de eneste der ikke benyttede sig af playback.
Disc Jockey -en, -s ['diskdjoki] (eng. slang)
Definition: En der præsenterer populær musik i radio: en der spiller dansemusik i en natklub eller til en fest.
Men det er jo ikke live-musikken vi er her for (eller er det?). Vi er her for at hædre de undergrundstalenter, som trods alt har overvundet den lidt pinlige fornemmelse det må være at møde op til dette arrangement.
Årets statuette var udformet som en brosten, og Rune RK samlede sig næsten nok til at kunne brolægge Amagerbrogade. Rune valgte simpelthen at give den som autonom gartner, da han og hans bror Johannes Torpe tog en trillebør med på scenen, for, som de sagde, at "få jyderne til at føle sig mere velkomne". Endelig fandt vi nogen der havde en fornuftig indstilling til det at modtage awards!!! Med hans fede flabede attitude, og hans tilsvarende høje promille indtog Rune RK og bror scenen mange gange (flere end programmet var sat til). Og da festen var ovre, hang der "Rune RK for president" plakater alle steder. Nogen vil måske mene, at han var respektløs, og til tider for meget, men her på Connery.dk elsker vi manden! - Han er en RIGTIG drengerøv! Trillebøren nåede at blive fyldt med 5 velfortjente priser (plus de løse som han stjal fra andre kunstnere), og et ukendt antal tomme vodkaflasker, før aftenen var omme for Rune's vedkommende.
Jokeren hev også et par priser med hjem, bl.a. prisen for årets danske album.
Da så de sidste lys blev slukket, de sidste plader var blevet vendt, og René Dif havde lukket sine sidste dumheder ud, lod vi os underholde af et par gode danske DJ's, og nogle søde piger (der til sidst måtte indrømme at Nik & Jay er nogle fjolser), til afterparty, inden vi forlod Amager Bio og satte kursen imod byen... Afterpartyet var et desværre et flop, da salen blev ryddet hurtigere end vi kunne nå at tælle til 10. Øv, det var en skam, da der ellers var sat nogen rigtig fede dj's på playlisten. - Byturen.. Tja, den kan I høre om en anden gang.
- Nedenfor ses prisernes fordeling, og i galleriet kan du se billeder fra showet, afterparty, og videre i byen. - Her vil vi gerne takke Nick fra CrazySlagelse.dk, for at låne os sine billeder.
DDJA - Danish DeeJay Awards 2004 - Vinderliste
Årets Internationale DeeJay-Favorit : BENNY BENASSI FEAT. THE BIZ / SATISFACTION
Årets Danske DeeJay-Favorit : RUNE / CALABRIA
Årets Danske Artist : RUNE
Årets Danske Album: JOKEREN / ALPHA HAN
Årets Danske Remix : ARTIFICIAL FUNK: Morjac feat. Raz Conway / Stars (Artificial Funk mix)
Årets Danske Urban-Udgivelse : OUTLANDISH / AICHA
Årets Internationale DeeJay : JUNIOR JACK
Årets Internationale Upfront-Udgivelse : CHICKEN LIPS / HE NOT IN
Årets Danske Upfront-Udgivelse : ANDERS TRENTEMØLLER / TRENTEMØLLER EP
Årets Danske Klub : LÆKKER
Sol.dk-Prisen (Dancechart.dk-prisen) : JAY-KID: BLAME IT ON THE BOOGIE
Årets Internationale Diskoteks-Hit : JUSTIN TIMBERLAKE: ROCK YOUR BODY
TJECK-Prisen (Publikumsprisen) : JOKEREN: HAVNEN
Årets Danske Producer : RUNE RK - For RUNE: CALABRIA
Årets Danske Mobil-DeeJay : LASSE MIKKELSEN
Danish DeeJay Battle 2004 : NIKOLAJ STADSVOLD
Årets Danske Diskotek : ZONE NIGHTCLUB - NAKSKOV
Årets Danske Mainstream-DeeJay : TOMMY SCOTT
Årets Danske Upfront-DeeJay (Præsenteret af Conzzept Records) : RUNE RK
Årets Danske Hip Hop DeeJay : STATIC
Kim Schumachers DeeJay-Pris (DDJOs Ærespris) : CUTFATHER - MICH HEDIN HANSEN