Bibelen er et falsum, VII: Mirakeltroen
Hallucinationer, fantasterier, ønsketænkning og løgnagtighed ligger til grund for de religiøse mirakler!
Ordet religion går etmylogisk tilbage til religare, at binde, at skabe et fællesskab, og defineres i en fremmedordbog som "tro på eller dyrkelse af overnaturlige magter". Af religionsfællesskaber er der opstået mange i tid og rum med ceremonier og ritualer, som til forveksling ligner hinanden.
Da sekulariseringen for alvor påbegyndtes i det 2. århundrede, kunne det, efter de fejlslagne eskatologiske bebudelser, vise sig vanskeligt at fastholde menigheden i troen på en gudeverden uden manifestationer som bevis på dens eksistens, og til formålet var mirakler udført af dødelige og bekræftet af troværdige vidner det mest effektive. Menighedens tillid til de åndelige vejledere er til enhver tid forudsætningen for, at mirakler kan ske. Helgeners og relikviers tilsyneladende mirakuløse evner er helt afhængig af, i hvor høj grad troen på det guddommelige gennemtrænger indbildningskraften.
Beretninger om mirakler findes i alle religioner, men kristendommen kan uden sammenligning fremvise det største og mest imponerende mirakelkatalog, hvis hele indhold i princippet er uverificerbart. Nogle lader sig ikke forklare ud fra det foreliggende, ofte ufuldkomne kildemateriale, meget er ren fiktion, endnu mere resultatet af hallucinationer og ønsketænkning.
Da sekulariseringen for alvor påbegyndtes i det 2. århundrede, kunne det, efter de fejlslagne eskatologiske bebudelser, vise sig vanskeligt at fastholde menigheden i troen på en gudeverden uden manifestationer som bevis på dens eksistens, og til formålet var mirakler udført af dødelige og bekræftet af troværdige vidner det mest effektive. Menighedens tillid til de åndelige vejledere er til enhver tid forudsætningen for, at mirakler kan ske. Helgeners og relikviers tilsyneladende mirakuløse evner er helt afhængig af, i hvor høj grad troen på det guddommelige gennemtrænger indbildningskraften.
Beretninger om mirakler findes i alle religioner, men kristendommen kan uden sammenligning fremvise det største og mest imponerende mirakelkatalog, hvis hele indhold i princippet er uverificerbart. Nogle lader sig ikke forklare ud fra det foreliggende, ofte ufuldkomne kildemateriale, meget er ren fiktion, endnu mere resultatet af hallucinationer og ønsketænkning.
Kirkens største trækplaster til benefice for mirakeltroen er påsken. Her spillede Jesus" forfalskede ligklæde (se Bibelen er et falsum, VI) en stor rolle for katolikker. I det kolde, protestantiske Nordeuropa udfolder påsken sig ikke med samme pomp og pragt som i Syd, hvor alskens helgenbilleder-og statuer bæres ud af kirkerne og rundt i gaderne som gallions-figurer for endeløse processioner med en massesuggererende virkning.
I Spanien kaldes påsken "Semana Santa", den hellige uge, undertiden dødens uge. Præster med røgelseskar, eskorteret af messedrenge og menigheden, vandrer gennem blomsterbestrøede gader med huse pyntet med blomsterkranse, tæpper, hellige dekorationer og levende lys. Her og der har beboere opstillet altre med en madonnafigur, blomster og lys, som processionen gør holdt ved, mens præsten beder en kort bøn. Det imponerende iscenesatte religionsskuespil er landets største folklore-turistattraktion.
DEN STJÅLNE PÅSKE-TRADITION
Uden lidelseshistorien, som ligger til grund for påsken, ville kristendommen ganske enkelt være meningsløs. For de jødiske menigheder ville den ikke opfylde drømmen om den frelsende messias. Og den ville ikke have noget religiøst eller guddommeligt at tilbyde romerne, grækerne og alle de andre folkeslag. Uden påskemyten ville kristendommen have været ude af historien, inden den fik begyndt.
Påsken er en gammel, jødisk folkefest: Pesach, som den kristne kirke har annekteret, indstiftet til minde om jødernes mirakuløse udvandring af Egypten og falder sammen med tidspunktet for slagtningen af unge han-lam. Omkring vor tidsregnings begyndelse var denne folkefest allerede så etableret, at den rituelle slagtning foregik i templet. Den startede om morgenen den 14. i den jødiske måned Nissan. Uden for templet stod pilgrimme med hver sit dyr og ventede. Inden længe var præsterne tilsølet med noget af det blod, der rislede ned i offerskålene. Efter solnedgang blev spidstegte dyr spist sammen med uhævet brød, en skik til erindring om at jøderne ikke havde tid til at vente på, at brødet hævede, da de flygtede gennem ørkenen. Påskemåltidet, kaldet "Seder", fandt sted dagen efter. Husherren stod for selve takkeritualet, der blev sunget salmer og spist "Haroseth", en sød sovs af dadler, figner, mandler, vin og kanel som tilbehør til lammekødet og brødet. Ved dette måltid skulle der spises op, og benene på lammet skulle efterlades i hel tilstand.
Ofringer til guderne ved særlige lejligheder efter traditionelle forskrifter og ceremonier er et vigtigt indslag i ortodoks jødedom med henblik på profeten Esajas forudsigelse om den kommende messias, der skulle redde det jødiske folk ved at være offerlam og lide frelserdøden. Med forvanskninger af evangelierne i Bibeludgaven af 1992 forsøger man at give indtrykket af, at Jesus-skikkelsen og ikke mindst Jesus' korsfæstelse opfylder de gamle profetier om det sande offerlam, den ventede messias. Som yderligere bevis for denne tvivlsomme påstand var Johannes snedig nok til at henlægge korsfæstelsen til slagtedagen den 14. Nissan, således at Jesus skulle være død dagen før, de andre evangelister lod ham indtage det religionshistoriske påskemåltid med blandt andre forræderen Judas.
I Spanien kaldes påsken "Semana Santa", den hellige uge, undertiden dødens uge. Præster med røgelseskar, eskorteret af messedrenge og menigheden, vandrer gennem blomsterbestrøede gader med huse pyntet med blomsterkranse, tæpper, hellige dekorationer og levende lys. Her og der har beboere opstillet altre med en madonnafigur, blomster og lys, som processionen gør holdt ved, mens præsten beder en kort bøn. Det imponerende iscenesatte religionsskuespil er landets største folklore-turistattraktion.
DEN STJÅLNE PÅSKE-TRADITION
Uden lidelseshistorien, som ligger til grund for påsken, ville kristendommen ganske enkelt være meningsløs. For de jødiske menigheder ville den ikke opfylde drømmen om den frelsende messias. Og den ville ikke have noget religiøst eller guddommeligt at tilbyde romerne, grækerne og alle de andre folkeslag. Uden påskemyten ville kristendommen have været ude af historien, inden den fik begyndt.
Påsken er en gammel, jødisk folkefest: Pesach, som den kristne kirke har annekteret, indstiftet til minde om jødernes mirakuløse udvandring af Egypten og falder sammen med tidspunktet for slagtningen af unge han-lam. Omkring vor tidsregnings begyndelse var denne folkefest allerede så etableret, at den rituelle slagtning foregik i templet. Den startede om morgenen den 14. i den jødiske måned Nissan. Uden for templet stod pilgrimme med hver sit dyr og ventede. Inden længe var præsterne tilsølet med noget af det blod, der rislede ned i offerskålene. Efter solnedgang blev spidstegte dyr spist sammen med uhævet brød, en skik til erindring om at jøderne ikke havde tid til at vente på, at brødet hævede, da de flygtede gennem ørkenen. Påskemåltidet, kaldet "Seder", fandt sted dagen efter. Husherren stod for selve takkeritualet, der blev sunget salmer og spist "Haroseth", en sød sovs af dadler, figner, mandler, vin og kanel som tilbehør til lammekødet og brødet. Ved dette måltid skulle der spises op, og benene på lammet skulle efterlades i hel tilstand.
Ofringer til guderne ved særlige lejligheder efter traditionelle forskrifter og ceremonier er et vigtigt indslag i ortodoks jødedom med henblik på profeten Esajas forudsigelse om den kommende messias, der skulle redde det jødiske folk ved at være offerlam og lide frelserdøden. Med forvanskninger af evangelierne i Bibeludgaven af 1992 forsøger man at give indtrykket af, at Jesus-skikkelsen og ikke mindst Jesus' korsfæstelse opfylder de gamle profetier om det sande offerlam, den ventede messias. Som yderligere bevis for denne tvivlsomme påstand var Johannes snedig nok til at henlægge korsfæstelsen til slagtedagen den 14. Nissan, således at Jesus skulle være død dagen før, de andre evangelister lod ham indtage det religionshistoriske påskemåltid med blandt andre forræderen Judas.
Tvivlsomt er det imidlertid, om en sådan korsfæstelse fandt sted i påskedagene for totusind år siden, da ikke engang romerne uden videre kunne foretage henrettelser i jødernes allerhelligste højtid.
Søger man bekræftelse på sagnet er der ingen hjælp at hente i Det Ny Testamente. Oplysningerne herom er utænkelige for den tid, der refereres til, f. eks. at jomfru Maria sammen med flere disciple og kvinder skulle have været til stede på Golgatha. Alle romerske henrettelser var strengt lukket for offentligheden, og Golgatha eksisterede slet ikke. Stedet blev først udpeget, da kejser Konstantin - efter at kristendommen var blevet ophøjet til statsreligion i romerriget - rejste til Jerusalem for personligt at give ordre til nedrivningen af romerske templer, så der kunne blive plads til et Golgatha, samt den hellige grav (men hvad der lå i den er højst usikkert). Afgørende for beretningens hele usandsynlighed er, at der ikke findes nogen som helst historiske kilder til bekræftelse af, at påskeberetningens hovedperson eksisterende.
DET FALSKE MIRAKEL I KATEDRALEN I NAPOLI
Et stort antal reklivier, der gennem århundreder har vundet hævd som kristne, har ved nærmere undersøgelser vist sig at være af hedensk oprindelse, andre savner helt tydeligt forbindelse med de personer eller epoker, de efter kirkens oplysninger skulle have tilknytning til.
I mere end 600 år har troende valfartet til katedralen i Napoli for at opleve et årligt mirakel. Når den kristne martyr Sankt Ianuarius - på italiensk: San Gennaro - har fødselsdag, tager præsten en glasbeholder med sølvhåndtag frem. I den findes en rødbrun masse, som efter overleveringen er martyrens blod. Når præsten svinger med relikviebeholderen, ændres massens farve til klart rødt, og den bliver flydende. Det tages som et guddommeligt tegn på, at alt er godt i Napoli.
Sankt Ianuarius var biskop i Benevento, 60 kilometer fra Napoli, og blev halshugget i det 3. århundrede e.v.t. under Diokletians kristenforfølgelser. Hundrede år senere blev hans jordiske rester bragt til Napolis katakomber, der siden er opkaldt efter ham. Besynderligt nok eksisterer der ingen omtale af hans blod eller dets mirakuløse egenskaber tusind år efter hans død. 17. august 1389 skrev imidlertid en ukendt dagbogsforfatter, at "blodet af den hellige Ianuarius, som findes i en ampul, blev flydende i dag, som var det nylig strømmet fra hans legeme."
I årene herefter blev San Gennaros' mirakler kendt i den katolske verden. Legenden, som først kan være opstået efter 1389, beretter om en kristen kvinde ved navn Eusebia, der så Ianuarius blive halshugget og opsamlede noget af hans blod, som hun skænkede til sine arvinger.
Søger man bekræftelse på sagnet er der ingen hjælp at hente i Det Ny Testamente. Oplysningerne herom er utænkelige for den tid, der refereres til, f. eks. at jomfru Maria sammen med flere disciple og kvinder skulle have været til stede på Golgatha. Alle romerske henrettelser var strengt lukket for offentligheden, og Golgatha eksisterede slet ikke. Stedet blev først udpeget, da kejser Konstantin - efter at kristendommen var blevet ophøjet til statsreligion i romerriget - rejste til Jerusalem for personligt at give ordre til nedrivningen af romerske templer, så der kunne blive plads til et Golgatha, samt den hellige grav (men hvad der lå i den er højst usikkert). Afgørende for beretningens hele usandsynlighed er, at der ikke findes nogen som helst historiske kilder til bekræftelse af, at påskeberetningens hovedperson eksisterende.
DET FALSKE MIRAKEL I KATEDRALEN I NAPOLI
Et stort antal reklivier, der gennem århundreder har vundet hævd som kristne, har ved nærmere undersøgelser vist sig at være af hedensk oprindelse, andre savner helt tydeligt forbindelse med de personer eller epoker, de efter kirkens oplysninger skulle have tilknytning til.
I mere end 600 år har troende valfartet til katedralen i Napoli for at opleve et årligt mirakel. Når den kristne martyr Sankt Ianuarius - på italiensk: San Gennaro - har fødselsdag, tager præsten en glasbeholder med sølvhåndtag frem. I den findes en rødbrun masse, som efter overleveringen er martyrens blod. Når præsten svinger med relikviebeholderen, ændres massens farve til klart rødt, og den bliver flydende. Det tages som et guddommeligt tegn på, at alt er godt i Napoli.
Sankt Ianuarius var biskop i Benevento, 60 kilometer fra Napoli, og blev halshugget i det 3. århundrede e.v.t. under Diokletians kristenforfølgelser. Hundrede år senere blev hans jordiske rester bragt til Napolis katakomber, der siden er opkaldt efter ham. Besynderligt nok eksisterer der ingen omtale af hans blod eller dets mirakuløse egenskaber tusind år efter hans død. 17. august 1389 skrev imidlertid en ukendt dagbogsforfatter, at "blodet af den hellige Ianuarius, som findes i en ampul, blev flydende i dag, som var det nylig strømmet fra hans legeme."
I årene herefter blev San Gennaros' mirakler kendt i den katolske verden. Legenden, som først kan være opstået efter 1389, beretter om en kristen kvinde ved navn Eusebia, der så Ianuarius blive halshugget og opsamlede noget af hans blod, som hun skænkede til sine arvinger.
Går alt som det skal, indtræffer forvandlingen af blodet til væske 17 dage om året, fordelt på tre begivenheder. Den første er maj-oktaven, hvor man højtideligholder, at Ianuarius' jordiske levninger blev ført til Napoli. Stoffet skal fordråbe sig den første dag for igen at blive fast, hvorefter processen gentager sig de næste syv dage. Den anden begivenhed er en tilsvarende september-oktav, der indledes 19. september, som er udpeget til at være Ianuarius' dødsdag. Den tredje varer kun en enkelt dag: 16. december, hvor man markerer et voldsomt udbrud fra Vesuv i 1631, da luften var så tæt af vulkansk aske, at Napoli kun ved San Gennaros' indgriben blev reddet fra at lide samme skæbne som Pompeji og Herculaneum.
Den katolske kirke har aldrig tilladt undersøgelser af dette relikvie, så skeptiske forskere har selv blandet sig frem til substanser med samme virkning, hvorefter det har vist sig, at miraklet kan udføres af hvem som helst. En blanding af olivenolie, bivoks og rødt pigment bliver flydende ved 19-27 grader. Den italienske kemiprofessor Luigi Garlaschelli fremstillede i 1991 en anden blanding af stoffer fra naturen omkring Napoli, som fungerer uanset temperaturen - omtrent som moderne, drypfri maling. En gelé af kalk, hydreret jernklorid og lidt saltvand bliver flydende i samme øjeblik den bevæges, og stivner når den holdes stille.
De skeptiske, italienske forskere har gjort gældende efter disse og andre forsøg, at der findes mulige forklaringer nok på fænomenet i katedralen til at afvise Guds rolle i miraklet.
EN 10-ÅRIG STIGMATIKER
Stigmata benævnes det fænomen, at personer bløder fra hænder, fødder og pande, ligesom Jesus på korset. Det har været årsag til kanonisering af nogle helgener, og betragtes stadig af kirken som et helligt tegn hos personer, der kan fremvise dem. Senest er fænomenet konstateret hos den 10-årige Cloretta Robertson i Oakland, Californien. I begyndelsen af 1997 begyndte hendes venstre hånd pludselig at bløde i skolen. Tre dage efter blødte den højre, nogle dage senere fødder og panden.
Kirkens officielle forklaring gik ud på, at stigmatikeren havde ruget meget over Kristus lidelseshistorie og ønsket at mærke dennes lidelser på sin egen krop. Dermed betaler hun for egne og menneskehedens synder. Sårene er en tilkendegivelse af, at gud har opfattet ønsket.
Lægevidenskaben offentliggjorde en anden forklaring. Dette tilfælde af stigmata opstod ved selvsuggestion, som kan forstærkes af psykisk ustabilitet. Den amerikanske, medicinske professor O. Ratnoff har haft patienter med tilbøjelighed til at bløde eller få blå mærker, når de følelsesmæssigt var ude af balance. Forsøg har desuden vist, at hypnotiserede kan få blødninger, vorter og vabler til at opstå eller forsvinde.
Den 10-årige Clorettas stigmata blev sat igang af en bog om korsfæstelsen, hun havde læst, samtidig med at hun så en TV-udsendelse om denne religionshistoriske begivenhed, hvilket efter hendes forældres udsagn gav hende mareridt i adskillige nætter. Efter nitten dage holdt blødningerne op af sig selv.
Den katolske kirke har aldrig tilladt undersøgelser af dette relikvie, så skeptiske forskere har selv blandet sig frem til substanser med samme virkning, hvorefter det har vist sig, at miraklet kan udføres af hvem som helst. En blanding af olivenolie, bivoks og rødt pigment bliver flydende ved 19-27 grader. Den italienske kemiprofessor Luigi Garlaschelli fremstillede i 1991 en anden blanding af stoffer fra naturen omkring Napoli, som fungerer uanset temperaturen - omtrent som moderne, drypfri maling. En gelé af kalk, hydreret jernklorid og lidt saltvand bliver flydende i samme øjeblik den bevæges, og stivner når den holdes stille.
De skeptiske, italienske forskere har gjort gældende efter disse og andre forsøg, at der findes mulige forklaringer nok på fænomenet i katedralen til at afvise Guds rolle i miraklet.
EN 10-ÅRIG STIGMATIKER
Stigmata benævnes det fænomen, at personer bløder fra hænder, fødder og pande, ligesom Jesus på korset. Det har været årsag til kanonisering af nogle helgener, og betragtes stadig af kirken som et helligt tegn hos personer, der kan fremvise dem. Senest er fænomenet konstateret hos den 10-årige Cloretta Robertson i Oakland, Californien. I begyndelsen af 1997 begyndte hendes venstre hånd pludselig at bløde i skolen. Tre dage efter blødte den højre, nogle dage senere fødder og panden.
Kirkens officielle forklaring gik ud på, at stigmatikeren havde ruget meget over Kristus lidelseshistorie og ønsket at mærke dennes lidelser på sin egen krop. Dermed betaler hun for egne og menneskehedens synder. Sårene er en tilkendegivelse af, at gud har opfattet ønsket.
Lægevidenskaben offentliggjorde en anden forklaring. Dette tilfælde af stigmata opstod ved selvsuggestion, som kan forstærkes af psykisk ustabilitet. Den amerikanske, medicinske professor O. Ratnoff har haft patienter med tilbøjelighed til at bløde eller få blå mærker, når de følelsesmæssigt var ude af balance. Forsøg har desuden vist, at hypnotiserede kan få blødninger, vorter og vabler til at opstå eller forsvinde.
Den 10-årige Clorettas stigmata blev sat igang af en bog om korsfæstelsen, hun havde læst, samtidig med at hun så en TV-udsendelse om denne religionshistoriske begivenhed, hvilket efter hendes forældres udsagn gav hende mareridt i adskillige nætter. Efter nitten dage holdt blødningerne op af sig selv.
