Connery

Benjamin Hav - Tesla [Anmeldelse]

Banjamin Hav og Elon Musk??

4 ud af 6 stjerner
Benjamin Hav - Tesla

Kunstner: Benjamin Hav
Titel: Tesla
Label: Sony Music Denmark
Release: Marts 2020

Benjamin Hav - Facebook (rygterne taler om brug af Photoshop) - Benjamin Hav - Tesla [Anmeldelse] Benjamin Hav - Facebook (rygterne taler om brug af Photoshop)

Benjamin har udgivet et album i samarbejde med Elon Musk. ja, DEN Elon Musk. Historien går på, at Benjamin blev inviteret over atlanten for at besøge Elon med henblik på at udvikle et af fremtidens albums, som skulle spilles på Elons kontorer og fabrikker. Af selv samme møde mellem giganterne kom albummets titel til verdenen. En vanvittig historie - og vi har endnu ikke 1.april....

Benjamin Hav har siden starten med Benal og efterfølgende sine to seneste soloudspil vist sig frem som en lyrisk stærk rapper med et tekstunivers, der ikke hører til den menneskelige race, men betagende er det alligevel, især når man efter gud ved hvilken afspilning af et givent nummer finder en ny vanvittig sprogblomst. Kærligheden til de tunge elektroniske beats er også blevet et synonym med både Benal og Benjamin Hav.

"Tesla" er det tredje albumudspil fra Benjamin Hav på blot 14 måneder. Vi snakker altså om fuldlængde albums og ikke blot en lidt skrabet EP. Tre albums er meget, og selv om det skærer lidt i hjertet, så når Tesla slet ikke samme niveau, som vi har oplevet med hhv. "Dit Syge Dyr" og "Spice Up Your Life". En utaknemmelig opgave for en hvilken som helst rapper i DK, men åbenbart også for Benjamin selv.

Måske skyldes det, at niveauet er utrolig højt, for med "Tesla" er der stadig skabt et værk, som mange kun kan drømme om at skabe. Produktionen er gennemført, der er oplagte og overraskende feats., men tekstuniverset kører måske en lille smule i ring. Vi har jo trods alt hørt det på to albums før dette - endda inden for ret begrænset tid.

Nu vi er ved feats. på albummet, så kommer vi rundt om navne som Carl Knast, Orgi-E, Artigeardit, Peter AG, Pind, Emil Kruse, Tina Dickow og Ways. Kan man komme mere musikalsk omkring? Måske hvis der lige var besøg af Dario Campeotto og Annika Aakjær. Det er lige præcis antallet af feats., der gør, at vi tænker han måske lige slår en lidt for stor dej op, for især Peter AG's potentiale bliver slet ikke udnyttet. To på hinanden følgende generationers største rimsmede får slet ikke mulighed for at udfolde et makkerskab og lyrisk tekstunivers, som ellers kunne have løftet nummeret "Cannelloni & Kød" op på et meget højt niveau. Talentet er der, men der går lidt for meget Viktor Fischer i den.

Albummets absolut stærkeste nummer, hvis vi lige ser bort fra den evigglade "Den Dejligste Boy", må helt klart være "Velkommen", der får besøg af trioen Orgi-E, Artigeardit og Carl Knast. Beatet er tungt og lyrikken er tilsvarende mørk og fængende. Det er svært at sige hvem af de fire stemmer på nummeret der gør det bedst, for for helvede hvor det fungerer. Fire stærke spillere der ruller det store personlige arsenal frem. 

I stik modsatte ende finder vi "Gå", der har den folkelige singer songwriter Tina Dickow som gæstende solist. Teksten er meget simpel - ja nærmest kedelig. Beatet er ret enerverende og gentagende, mens Tinas vokal skifter mellem en voldsom distortet variant og den uforfalskede ægte vare, men det fungerer bare ikke i mine ører. Det gode er dog, at nummeret kun varer 2:44!

"Hvem har det som vi har? Spiller pik og det lyder som en guitar. Solen skinner i min inderste by og jeg ligner Poul Krebs mand, sikke et syn". Vanvittige tekster der kun kan give smil på løben, ser man i særdeledshed på "Ta' Det Roligt", der har upcomming Artigeardit på andenviolin. Nummeret fungerer sgu, selv om der ikke er tvivl om, hvem der har det højeste lixtal i sine tekster.

Til at lukke "Tesla" af, har Benjamin begået "Solen Er Så Grim, Claus", der mest af alt kan tolkes som en hyldest til parforholdets lykkelige kompromiser - happy wife, happy life!
"Jeg har købt tapas til dig, ja. Du vil hellere have laks og fritter, ja. Jeg håber jeg får smagt dit indre".

Tesla er landet på en streamingtjeneste nær dig, og er helt sikkert et gennemlyt værd.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce