Bedste Flirt
Har du haft en bedste flirt, så vil Connery.dk gerne bringe den videre til vores læsere
Aalborg by, endnu en aften, jeg er på vej mod diskoteket, verden er af lave og himmel og hav står i et. En åben gade, hvor jeg pludselig møder drømmepigen; smuk, god krop, aldersmæssigt okay, men der er noget helt galt, hun går den forkerte vej? "Hey du, byen ligger i den anden retning!" et råb smælder efter den formfaste bagdel, og hun vender sig om, smiler forsigtigt og kommer med en af de typiske skal-du-forsøge-at-score-mig-smartspillertype kommentarer: "ja jeg ved byen er i den anden retning, men jeg mangler nogen der kan danse, og du er vist ikke ham eller?" - Jeg måtte jo tilkendegive, at dans, motorik og common sense ikke lige hænger sammen efter et par flasker vin, guldøl og vodka, men som alle andre hankøn, tager jeg selvfølgelig chancen og lyver lidt, rent faktisk endte jeg som mesterdanser, og tøsen gik med.
Min, indtil nu, udeladte kammerat fattede slet ikke situationen, at man kunne hooke op med en tøs midt på en gågade, var for ham fuldkommen uforståeligt; han er en af de typer, der står på et diskotek og ligner noget fra en ond 70"ere generation, med en snert af den frisure som Otto Leisner havde for et par år tilbage, men alligevel er han på hjemmebane på diskotekerne. Kammeraten flakkede pludselig fra, scoringen eller flirten, alt efter hvilken fase af sit liv, man befinder sig i, var ham for meget, og han forsvandt lige så hurtigt, som pigen var kommet ind i vores liv.
Pigen der var lidt en blanding imellem en Lattifia Casta og Jennifer Lopez, var ikke som andre piger jeg havde kendt. Hun drak Fernet Branca i stedet for den klassiske pigedrik, screewdriver, og var ikke til at imponere med løst snak om bøger og kurveflet. "Det bliver sgu hårdt det her du gamle" tænkte jeg ved mig selv, og så mig selv blive hevet ud på dansegulvet til et nummer, jeg den dag i dag husker som, dagen-hvor-jeg-lærte-at-danse nummeret. En omgang Destinys Child, en nymoderne ung negerpige trio, med vidunderlige stemmer, og hvad dertil hører. Musikken bragede ud af højtalerne, og verden forsvandt under mig, rytmerne bankede og pigen smilede - hold kæft, hvor var denne oplevelse for langt ude? Mine polkatimer og vals havde været forgæves, disse trommerytmer, har senere erfaret det hedder R&B musik, sparkede liv i mine stive lemmer, og pigen synes, at kunne lide min dans - en skam jeg ikke opdagede dette Rythm and blues noget før.
5 musikstykker senere, vi befinder os i baren, pigen drikker Fernet Branca, jeg selv Jack D, dobbelt med cola, uden is. Øjnene fanger hinanden, fjerner sig ud mod dansegulvet, for derpå at vende tilbage til, at mødes over en slurk af vores drik. Den klassiske øjne flirt, som specielt 14 årige piger dyrker meget, havde sendt mig et sted ind imellem himmel og helvede. Pigen begynder pludselig at smile, hun spørger til mit navn, og hele sitiuationen minder mig om TV2 sangen "alt hun ville var at danse" og mine tanker flakker videre, har jeg spildt min aften på en dansetrold, som bare ville danse? Er denne perfekte skabning foran mig ikke i min klasse, er hun; "undskyld er du i denne verden?" - pigen ønskede øjensynlig kontakt, og jeg gav den hurtigt med en undskyldning. Hun ville vide mit navn, og jeg fik fremstammet det kort, men usikkert. Pigen, hvis navn var Natascha, virkede meget reel og lige til, hun læste bøger og gik i 1g på det lokale gymnasium, hun var single og holdt meget af urtete; for en fyr skal det siges, at det ofte er ligemeget, hvad pigerne snakker om, når blot de har udstråling, og går op i deres samtale. Det er ikke sikkert, vi overhovedet hører efter, eller kan gengive samtalen, men det er ikke nogen brist, faktisk aner jeg ikke, hvad hun snakkede om. Ideén med ingen brist og udstråling, er en dårlig undskyldning for fuldhed, som virker hver gang - for at være ærlig, var jeg meget mere betaget af hendes væsen, end samtalen, og var jeg kunstner kunne jeg den dag i dag, stadig gengive hendes ansigt med pen og papir. Jeg forsøgte med en af de klassiske, som piger aldrig falder for, den med morgenmaden, avisen, silkedynen og seriesøndag på Tv2. Natascha gik med.
At pigen rent faktisk viste sig at være intelligent, sød og lærd erfarede jeg på vejen hjem. Selv om mine tilnærmelser med kurveflet, små hundehvalpe og idiotiske pigefilm, som vi i drengegruppen har tvunget os selv til, at sluge med tårer og hele molevitten, ikke havde fungeret inde i byen, var det ude på gaden langt lettere at snakke med hende. Hun mindede meget om mig selv, og med et smil der ligner en million, og med en udstråling, der ville kunne slå en hver Oscar vinder i gulvet, var jeg solgt.
Næste morgen vågnede jeg ensom tilbage i min store dobbeltseng, men dagen-hvor-jeg-lærte-at-danse, gik ind i historien, som bedste flirt og en jeg sent vil glemme.
Min, indtil nu, udeladte kammerat fattede slet ikke situationen, at man kunne hooke op med en tøs midt på en gågade, var for ham fuldkommen uforståeligt; han er en af de typer, der står på et diskotek og ligner noget fra en ond 70"ere generation, med en snert af den frisure som Otto Leisner havde for et par år tilbage, men alligevel er han på hjemmebane på diskotekerne. Kammeraten flakkede pludselig fra, scoringen eller flirten, alt efter hvilken fase af sit liv, man befinder sig i, var ham for meget, og han forsvandt lige så hurtigt, som pigen var kommet ind i vores liv.
Pigen der var lidt en blanding imellem en Lattifia Casta og Jennifer Lopez, var ikke som andre piger jeg havde kendt. Hun drak Fernet Branca i stedet for den klassiske pigedrik, screewdriver, og var ikke til at imponere med løst snak om bøger og kurveflet. "Det bliver sgu hårdt det her du gamle" tænkte jeg ved mig selv, og så mig selv blive hevet ud på dansegulvet til et nummer, jeg den dag i dag husker som, dagen-hvor-jeg-lærte-at-danse nummeret. En omgang Destinys Child, en nymoderne ung negerpige trio, med vidunderlige stemmer, og hvad dertil hører. Musikken bragede ud af højtalerne, og verden forsvandt under mig, rytmerne bankede og pigen smilede - hold kæft, hvor var denne oplevelse for langt ude? Mine polkatimer og vals havde været forgæves, disse trommerytmer, har senere erfaret det hedder R&B musik, sparkede liv i mine stive lemmer, og pigen synes, at kunne lide min dans - en skam jeg ikke opdagede dette Rythm and blues noget før.
5 musikstykker senere, vi befinder os i baren, pigen drikker Fernet Branca, jeg selv Jack D, dobbelt med cola, uden is. Øjnene fanger hinanden, fjerner sig ud mod dansegulvet, for derpå at vende tilbage til, at mødes over en slurk af vores drik. Den klassiske øjne flirt, som specielt 14 årige piger dyrker meget, havde sendt mig et sted ind imellem himmel og helvede. Pigen begynder pludselig at smile, hun spørger til mit navn, og hele sitiuationen minder mig om TV2 sangen "alt hun ville var at danse" og mine tanker flakker videre, har jeg spildt min aften på en dansetrold, som bare ville danse? Er denne perfekte skabning foran mig ikke i min klasse, er hun; "undskyld er du i denne verden?" - pigen ønskede øjensynlig kontakt, og jeg gav den hurtigt med en undskyldning. Hun ville vide mit navn, og jeg fik fremstammet det kort, men usikkert. Pigen, hvis navn var Natascha, virkede meget reel og lige til, hun læste bøger og gik i 1g på det lokale gymnasium, hun var single og holdt meget af urtete; for en fyr skal det siges, at det ofte er ligemeget, hvad pigerne snakker om, når blot de har udstråling, og går op i deres samtale. Det er ikke sikkert, vi overhovedet hører efter, eller kan gengive samtalen, men det er ikke nogen brist, faktisk aner jeg ikke, hvad hun snakkede om. Ideén med ingen brist og udstråling, er en dårlig undskyldning for fuldhed, som virker hver gang - for at være ærlig, var jeg meget mere betaget af hendes væsen, end samtalen, og var jeg kunstner kunne jeg den dag i dag, stadig gengive hendes ansigt med pen og papir. Jeg forsøgte med en af de klassiske, som piger aldrig falder for, den med morgenmaden, avisen, silkedynen og seriesøndag på Tv2. Natascha gik med.
At pigen rent faktisk viste sig at være intelligent, sød og lærd erfarede jeg på vejen hjem. Selv om mine tilnærmelser med kurveflet, små hundehvalpe og idiotiske pigefilm, som vi i drengegruppen har tvunget os selv til, at sluge med tårer og hele molevitten, ikke havde fungeret inde i byen, var det ude på gaden langt lettere at snakke med hende. Hun mindede meget om mig selv, og med et smil der ligner en million, og med en udstråling, der ville kunne slå en hver Oscar vinder i gulvet, var jeg solgt.
Næste morgen vågnede jeg ensom tilbage i min store dobbeltseng, men dagen-hvor-jeg-lærte-at-danse, gik ind i historien, som bedste flirt og en jeg sent vil glemme.
