Band of Horses - Everything All The Time
Bag bandnavnet Band of Horses gemmer sig fem amerikanere med noget på hjerte.
Albummet indledes med ordene "I'm shaking awful / I'm shaking asshole / And where's the remote?", der for mig præcist indfanger dagsordenen i de næste 9 sange; livet presser sig på i al sin ubehagelige intensitet, og der er ikke andet at gøre end at se det i øjnene og møde det med oprejst pande. Det gør bandet med en minimalistisk lyrik, der emmer af melankoli, men som også rummer kimen til håb; et håb som spirer og strækker sig mod himlen, når det bæres oppe af Bridwells lyse stemme, der nærmest er at beskrive som en hyldest til livet. Intet sted kommer det klarere til udtryk end i højdepunktet Funeral, hvor "At every occasion I'm ready for the funeral / At every occasion one brilliant day funeral" slynges ud med en livskraftig trods, der giver mig associationer til Bowie's mesterværk "Heroes"; her som i Everything All The Time er budskabet, at liv altid leves på kanten, og det storslåede ligger i alligevel at leve det fuldt ud.
Der er andre oplagte sammenligningsgrundlag end Bowie og særligt springer to mig i ørerne. Instrumentielt leder albummet flere gange tankerne hen på et tidligt R.E.M., hvilket klart kommer til udtryk i singlen The Great Salt Lake. Den minimalistiske og nærmest obskure lyrik samt lyriske fremførelse har gruppen naturligvis til fælles med adskillige bands, men denne anmelder fik særligt Clap Your Hands Say Yeah i tankerne - måske fordi begge grupper arbejder mere med de billeder, lyrikken fremkalder, end med den mening der direkte kan læses ud af den. Det projekt understøttes på Everything All The Time, ved at der ikke følger tekster med albummet samt ved en til tider meget utydelig vokalfremførelse, der lader flere mulige fortolkninger stå åbne for lytteren.
Everything All The Time er på mange måder et konceptalbum, og en af de væsentligste faktorer ved et konceptalbum er hvordan det forløser sin interne stemning eller fortælling. Albummets lyrik skaber et stemningsbillede, der mest af alt er at sammenligne med en afslappet version af The Cure's Pornography. Men hvor Cure-forsanger Robert Smith er fanget i et helvede, han kun i sine vildeste drømme kæmper sig ud af, er vi sammen med Ben Bridwell hele tiden sikre på, at vi nok skal komme sikre ud på den anden side af mørket. Hvor der i slutningen af Pornography messes "I must fight this sickness / Find a cure", betrygges vi mod slutningen af Everything All The Time med et triumferende "If I am lost it's only for a little while". At lytte Everything All The Time igennem fra ende til anden er lidt som at gå en solopgang i møde; du ved at dagen foran dig bliver hård, men du er badet i situationen og livets skønhed, så du ikke kan andet end at føle dig forfrisket. Mit eneste kritikpunkt er at albummet med sine 36 minutter ikke tager os med på en længere og mere ambitiøs rejse ud i solopgangen. Hvis det gjorde, ville Everything All The Time være selvskrevet til seks stjerner.
Trackliste:
1. The First Song
2. Wicked Gil
3. Our Swords
4. The Funeral
5. Part One
6. The Great Salt Lake
7. Weed Party
8. I Go To The Barn Because I Like The
9. Monsters
10. St. Augustine
(Foto: Sub Pop Records)
Der er andre oplagte sammenligningsgrundlag end Bowie og særligt springer to mig i ørerne. Instrumentielt leder albummet flere gange tankerne hen på et tidligt R.E.M., hvilket klart kommer til udtryk i singlen The Great Salt Lake. Den minimalistiske og nærmest obskure lyrik samt lyriske fremførelse har gruppen naturligvis til fælles med adskillige bands, men denne anmelder fik særligt Clap Your Hands Say Yeah i tankerne - måske fordi begge grupper arbejder mere med de billeder, lyrikken fremkalder, end med den mening der direkte kan læses ud af den. Det projekt understøttes på Everything All The Time, ved at der ikke følger tekster med albummet samt ved en til tider meget utydelig vokalfremførelse, der lader flere mulige fortolkninger stå åbne for lytteren.
Everything All The Time er på mange måder et konceptalbum, og en af de væsentligste faktorer ved et konceptalbum er hvordan det forløser sin interne stemning eller fortælling. Albummets lyrik skaber et stemningsbillede, der mest af alt er at sammenligne med en afslappet version af The Cure's Pornography. Men hvor Cure-forsanger Robert Smith er fanget i et helvede, han kun i sine vildeste drømme kæmper sig ud af, er vi sammen med Ben Bridwell hele tiden sikre på, at vi nok skal komme sikre ud på den anden side af mørket. Hvor der i slutningen af Pornography messes "I must fight this sickness / Find a cure", betrygges vi mod slutningen af Everything All The Time med et triumferende "If I am lost it's only for a little while". At lytte Everything All The Time igennem fra ende til anden er lidt som at gå en solopgang i møde; du ved at dagen foran dig bliver hård, men du er badet i situationen og livets skønhed, så du ikke kan andet end at føle dig forfrisket. Mit eneste kritikpunkt er at albummet med sine 36 minutter ikke tager os med på en længere og mere ambitiøs rejse ud i solopgangen. Hvis det gjorde, ville Everything All The Time være selvskrevet til seks stjerner.
Trackliste:
1. The First Song
2. Wicked Gil
3. Our Swords
4. The Funeral
5. Part One
6. The Great Salt Lake
7. Weed Party
8. I Go To The Barn Because I Like The
9. Monsters
10. St. Augustine
(Foto: Sub Pop Records)
