Anna Karenina [Anmeldelse]
Oscar vindende kostume drama med Keira Knightley og Jude Law i hovedrollerne.
United International Pictures
Historien starter i Moskva i 1874. Prinsesse Daria "Dolly" (Kelly Macdonald) opdager at hendes mand Prins Stepan "Stiva" Oblonsky (Matthew Macfadyen) er hende utro og smider ham ud af deres hus. Prinsen sender derefter bud efter hans søster Anna Karenina (Keira Knightley) som er en vellidt rigmandskone, der bor sammen med sin mand Alexei Karenin (Jude Law) i Skt. Petersborg. Alexei advarer Anna mod at prøve at løse andre folks problemer, men Anna rejser alligevel til Moskva for at forsøge at overtale Dolly til at tage Stive tilbage. Hun er dog knap nok ankommet i Moskva, før nu møder den unge grev Vronsky (Aaron Taylor-Johnson), der fuldkommen slår benene væk under hende og så har vi skandalen. Anna må vælge: Skal hun leve i eksil med Vronskij og aldrig se sin søn igen? Eller følge samfundets strikse normer og blive hos sin familie, selv om hendes hjerte siger noget andet?
United International Pictures
Anna Karenina er bestemt ikke en film for alle og er på ingen måde en drengerøvsfilm, så er det sagt. Filmen er derimod en dristig fortolkning af en af Ruslands store romaner, skrevet af Leo Tolstoy tilbage i 1870’erne. Romanen er blevet indspillet på film et utal af gange, så instruktøren Joe Wright, der tidligere har stået bag film som Atonement, The Soloist og Hanna, har valgt at give sin version et helt unikt visuelt præg, der gør at den skiller sig ud fra mængden.
United International Pictures
Således udspilles hele historien som en form for meget avanceret teaterstykke, hvor kulisserne spiller en vigtig del i det visuelle udtryk og grænsen mellem virkelighed og Anna Kareninas fantasi smelter sammen på flere niveauer. Det er på én og samme tid fascinerende og prætentiøst. Filmens specielle stil gør nemlig, at vi har svært ved at komme ind på livet af hovedpersonerne og dermed leve os rigtigt ind i handlingen.
United International Pictures
Dermed ender filmen desværre med at virke mere som en stiløvelse, end en egentlig 100% vellykket filmatisering. Keira Knightley, Jude Law og Aaron Taylor-Johnson gør dog, hvad de kan og især Keira Knightley fungerer godt som den sindsforvirrende Anna. Men trods et godt cast har instruktøren Joe Wright altså svært ved at få dramaet op på et niveau der gør, at filmen langt fra vil gå over i historien som en klassiker.
Teknisk information:
Original titel: Anna Karenina
UK, 2012
Instruktør: Joe Wright
Medv.: Keira Knightley, Jude Law, Aaron Taylor-Johnson, Matthew Macfadyen, Guro Nagelhus Schia, Kelly Macdonald og Olivia Williams
Genre: Drama
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital/DTS
Længde: 129 min
Bio premiere: 2. maj 2013
Distributør: United International Pictures