Anmeldelse: Killers of the Flower Moon

The King of Celluloid

Hans utrættelige filmkonserveringsprojekt, utrolige viden og forkærlighed for filmmediet (han insisterer stadigvæk på at skyde sine film på ”gammeldags” celluloid, altså fysisk film i stedet for digitalt), gør ham til en uvurderlig figur i branchen. Hans unikke visuelle fortællestil er umiskendelig og de brutale historier, der ofte omhandler hensynsløse gangstere, sociopatiske mænd og dysfunktionelle ægteskaber, hans varemærke. Kort sagt Martin Scorsese ER kongen af film!

The Rest is Silence

Når det så er sagt må jeg ærligt tilstå, at siden den kontroversielle og fuldkommen skamløse The Wolf of Wall Street (2013) (en af hans bedste og mine yndlings) føler jeg ikke, at Scorsese har lavet en god film. Silence var prædikende og rent udsagt røvsyg og The Irishman sneglede sig pinagtigt afsted med en de-aging teknologi, der slet ikke kunne skjule det faktum at De Niro og Pacino var alt, alt for gamle til deres respektive roller. Nu er mesteren tilbage med Killers of the Flower Moon, et true crime drama om udryddelsen af Osage-indianerne. Spørgsmålet er nu: Er Scorsese tilbage på toppen?

Taxi Driver, anyone?

Første Verdenskrig er slut og soldaten Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) er netop hjemvendt til Fairfax. En skade under krigen gør, at han ikke kan løfte tunge ting og derfor ansætter hans onkel, den velhavende William ”King” Hale (Robert De Niro), ham som chauffør i sit hyrevogns firma.

Wolf in Sheep’s Clothing

En af Ernests faste kunder er den indfødte Mollie (Lily Gladstone). Osage-klanen ejer store dele jord i Oklahoma, der indeholder mængder af olie, hvilket har gjort dem yderst velhavende. Derfor ser den opportunistiske William sit snit til at gafle sig en del af kagen. Han overtaler sin nevø til at gifte sig med Mollie således at, skulle der ske hende eller nogle af hendes søstre noget, tilfalder jorden og pengene Ernest, hans familie og dermed William.

Dearly Departed

Der går da heller ikke særlig lang tid førend Mollies familie og klanmedlemmer begynder at dø under mystiske omstændigheder. Politiet undersøger sjældent sagen og afskriver det blot som uheld eller selvmord. Grundet sit dårlige helbred må Mollie hjælpeløst se til, mens hendes familiemedlemmer bliver brutalt myrdet en efter en.

The Honeymoon Killers

Mollie lider af diabetes, men en ny medicin kaldet insulin, skal sørge for at hun får det bedre. Sponsoren af dette vidundermiddel er ingen ringere end William ”King” Hale, der selvfølgelig har en lumsk plan med sin velgørenhed. Spørgsmålet er bare om Ernest kan overtales til at forgifte sin kone for pengenes skyld, eller om kærlighed kan overvinde grådigheden?

Bringing Out the Dread

Killers of the Flower Moon har været længe undervejs. Tilbage i 2016 erhvervede DiCaprio sig rettighederne til David Granns bog, allerede før den var udkommet. Optagelserne blev i første omgang forsinket da stjernen forlangte at Eric Roth (Forrest Gump, Munich) omskrev manuskriptet således, at det ikke længere omhandlede FBI agenten Tom White (Jesse Plemons), der opklarede mordmysterierne, men i stedet havde mere fokus på Osage-folket og deres kultur. I 2020 satte Covid-19 også en dæmper på optagelserne og udsatte projektet yderligere et år.

The Age of Indifference

Ligesom det var tilfældet med Gangs of New York (2002), et andet af Martin Scorseses ’overfermenterede’ passion projects, havde instruktøren så en helvedes masse tid til at tænke over, hvordan han ville gribe historien an. Måske af overnævnte årsager er filmen blevet en underlig klichéfyldt Frankenstein-agtig skabelse af en fortælling om onde hvide mænd (patriarkatet) og uskyldige indianer kvinder (matriarkat), der hverken er gribende eller specielt spændende.

Pacing Doesn’t Live Here Anymore

Ud over at filmen, der er godt og vel 90 minutter for lang (om Scorsese synes det eller ej) mangler fremdrift, har den heller ingen drivkræft, fordi den alt for sent kommer i tanke om at løse mysteriet. Derfor bliver vi heller ikke rigtigt investeret i om mordene bliver opklaret eller ej da vi fra starten af ved, hvem morderne er.

Crap Fear

Trods den 206 minutter lange spilletid kommer vi aldrig ind på livet af Mollie eller Osage-folket i det hele taget. Vi forstår heller aldrig Ernests motivation for at hjælpe sin onkel og konspirere til at myrde sin hustrus familie. Dermed ender den 200 millioner dollars dyre drama som en underligt lille Terrence Malick-agtig ’kunstfilm’ og et forbavsende overfladisk indblik i et ellers vigtigt stykke af amerikansk historie.

Sleazy Rider, Raging Bull

Helt håbløs er filmen trods alt ikke. Rodrigo Prietos fabelagtige fotografering og netop afdøde Robbie Robertsons stemningsfyldte musik, er to af højdepunkterne undervejs. DiCaprio og De Niro er fremragende som de sleske skurke, men den helt store åbenbaring er Lily Gladstone. Hun spiller DiCaprios indfødte hustru Mollie og udstråler en dyb visdom og indædt melankoli. Hendes præstation er som en Raging Bull, der brænder sig fast på nethinden. Det tog efter sigende kun Scorsese et enkelt Zoom-møde, at blive overbevist om, at han havde fundet sin kvindelige hovedrolleindehaver.

The Last Temptation of Scorsese

Scorsese har allerede offentliggjort sit næste projekt; The Wager: A Tale of Shipwreck, Mutiny, and Murder, ligeledes baseret på en bog af David Grann og selvfølgelig også med Leo i hovedrollen. Selvom jeg har været skuffet over de tre seneste film fra mesterinstruktøren, vil jeg altid elske ham og jeg er villig til at give ham uendelige chancer. I hans alder må vi jo efterhånden indse at det kan være hans sidste film, hans sidste fristelse, om man vil… Så lad os håbe og bede om at den bliver et mesterværk i stedet for et makværk som Killers of the Flower Moon.