90'ernes musik
connery.dk's anden nostalgikavalkade. Denne gang mindes vi musikken. Siger "Bombtrack" dig noget?
Vi starter med et af de mest hårdtrockende drengerøvsbands gennem 90"erne. Selvklart Rage Against the Machine. Helt tilbage i starten af 90"erne bragede det anarkistiske band igennem på hitlisterne med numre som Killing in the name, Freedom og Bullet in the Head.
Rage Against the Machines friske og særdeles vellykkede smeltekeddel af rock, hip-hop, punk og funk blev som sagt utroligt godt modtaget, og det første selvtitlede album har uden tvivl banet vejen for mange andre bands gennem 90"erne, nogle bedre end andre. Med forsanger Zack De La Rochas aggressive og voldsomt oprigtige vokal i front, Tom Morellos eksperimenterende og nyskabende guitar, samt Brad Wilks' punkfyldte trommestil, skabtes en knyttet musiknæve, der slog sig fast hvorend den hørtes. Dyb, poetisk og politisk lyrik blev, sammen med bidende grooves og en utvivlsom "fuck dig"-attitude bandets kendemærke. Deres dybt anarkistiske holdninger pissede desuden det halve Amerika af, mens en frustreret ungdom verden over legende let kunne forholde sig til den aggressive attitude. For hvilken unge i puberteten har ikke på et eller andet tidspunkt stået overfor en forælder eller lærer og ønsket, man bare kunne skrige "fuck you, I won't do what ya tell me!"?
Albummet
De ti numre på albummet er som helhed én stor energiudladning. Ikke for poleret, men dejlig rå, og uden tvivl leveret direkte fra hjertet af hver musiker. Især De La Rochas vokal er ikke til at tage fejl af. Mere overbevisende og dedikeret en sanger skal man sgu lede længe efter, og tekster, der i den grad samtidigt kan være poetiske, politiske, meningsfulde og direkte aggressive og samtidigt fungere 100 %, er der sgu heller ikke mange af.
Det er få af pladens ti titler man ville kunne nævne uden at folk med bare en smule musiksmag vil nikke genkendende. Åbneren "Bombtrack", der stille, men støt eskalerer, indtil guitar, bas og trommer praktisk talt eksploderer i hovedet på lytteren, og samtidigt lægger dagsordenen for hele skiven. "Killing in the Name" med sit fængende omkvæd og ret tydelige budskab. "Take the Power Back", "Bullet in the Head", "Know your Enemy", "Wake Up", "Freedom"... Jeg kunne blive ved. Selv de mindre kendte som "Settle for Nothing" skaber en hvis
Hvad skete der så?
De følgende år er det blevet til tre efterfølgende studiealbums, og selvom de har imponeret (især de to sidste, "Battle of Los Angeles" og "Renegades"), vil det altid være numre som "Bombtrack" og "Killing in the name of", der spiller for mit indre øre hver gang navnet "Rage Against the Machine" bliver nævnt. Efter førnævnte "Renegades"-album løb forsangeren så sin vej og de resterende 3 medlemmer dannede Audioslave sammen med Soundgardens (tidligere forsanger, red.) Chris Cornell. Zack De La Rocha er p.t. i gang med et soloprojekt, der snart forventes i butikkerne.
Så for nostalgiens skyld, smæk et Rage album på, skrål med i omkvædet og stik en finger i vejret til en panser, en lærer (eller bare en bibliotekar hvis dine nerver er til det). Vi ses på næste 90"er skive.
