Vi kender alle filmen 127 timer, som er baseret på Aaron Ralstons sindssyge fortælling om overlevelse. Under en vandre- og klatretur i ørkenområdet omkring Wayne Country, rev en enorm klippeblok sig fri fra klippevæggen og klemte sig fast på hans højre arm. Han forsøgte at rationere sit vand og mad så godt som muligt, men måtte til sidst ty til at drikke sin egen urin. Mens dagene gik, forsøgte han at vride sig fri, men skrev til sidst sine gravoplysninger på væggen og efterlod en videohilsen til hans familie, da han ikke regnede med at overleve. Da han på femtedagen var helt igennem dehydreret og svimmel, besluttede han sig for at gøre alvor af sin tidligere ide – at amputere armen. Han formåede efter en times smertehelvede at skære sin arm af med sløve redskaber, hvorefter han kæmpede sig ud i friheden, hvor han stødte på en familie, som hjalp ham i sikkerhed.
En trio af kammerater fra Mexico besluttede sig i oktober 2005 at sejle ud i Stillehavet for at fange hajer og andre fisk. Uheldet ramte og båden løb tør på benzin, hvilket lagde de tre menneskers skæbner i hænderne på deres kreative sans og evne til at pejle båden mod land. De formåede at lave fiskegrej ud af snore, kabler og kroge fra den nu ubrugbare motor, og levede af rå fisk, måger og havskildpadder. Lidt held havde de dog i bagagen, da det næsten regnede hver dag på deres overlevelsesrejse, hvilket gav dem rigeligt med drikkevand – det kostede dog også en masse blod, sved og tårer, da regnstormene ofte var så kraftige, at båden næsten kæntrede. Efter fucking 270 dage på åbent hav, blev de spottet af en anden fiskebåd, som sendte dem hjem i sikkerhed. Kort efter genoptog de deres fiskeriarbejde, og sagde: ”efter vi har overlevet det her, hvad mere kan havet så byde på?” – bad-asssss.
