Yo-yoen .tidløs underholdning!
Vi kender vist alle yo-yoen . Denne ualmindelige smarte dims, som kommer tilbage hver gang man prøver at kaste den af h til.
-De første af slagsen.
Der foreligger ingen konkrete beviser for hvor og hvordan yo-yo'en opstod. Mange mener den oprindeligt stammer fra Kina, men ifølge de første historiske facts, er det i Grækenland vi først møder den. Her blev den hovedsageligt brugt som legetøj og var lavet af enten træ eller ler. Denne teori som indikerer at yo-yo'en skulle komme fra Grækenland, stammer hovedsagligt fra en gammel græsk vase, som viser en ung græker, i færd med at lege med sin yo-yo. Og så har nogle kloge hoveder fundet ud af at tidsbestemme det tilbage til år 500 f. kr. Om det så er sandt, kan man jo kun være kritisk overfor. Jeg mener, de har vel ikke selv været der og vasen kunne vel egentlig være blevet fremstillet at en dårlig pottemager i starten af det forrige århundrede...Nå, nok om det...vi stoler på eksperterne..
Så kommer der et ordentligt spring i historien, før yo-yo'en, eller noget der ligner, dukker op igen. Vi hopper frem til det 16. århundrede, hvor jægere på Fillipinerne angiveligt skulle have brugt yo-yo'en som våben! Her snakker vi jo så ikke om dén slags yo-yo'er vi kender i dag, som man både kan lave 'Jorden rundt' og 'Eiffeltårnet' med. Næ, jægerne sad simpelthen oppe i træerne og havde så en sten som var forbundet med en lang snor. Og så blev der ellers bare kastet løs på dyrene nede på jorden og man kunne så trække stenen op igen. Smart !
Denne teori understøttes ikke af nogle egentlige facts og er derfor ikke speciel troværdig som forløber for dén yo-yo vi kender i dag.
Efter endnu en smuttur i historien, hvor vi bl.a. passerer fortællingen om en lille miniatureæske fra 1765 fundet i Indien, som viser en pige i rød kjole som leger med sin yo-yo, er vi nu fremme i Europa omkring år 1789. Her findes et maleri af den 4-årige kommende konge, Ludvig d. 1
7., som holder sin yo-yo, eller den såkaldte 'l'emmigrette' i hånden. 'L'emmigrette' som på fransk betyder noget i retning af 'at forlade landet' henviser til Den
Franske Revolution, som netop fandt sted fra 1789-99, hvor mange fra den adelige franske overklasse (som fandt det vigtigt at tage deres yo-yo'er med på flugt) måtte forlade landet, eftersom deres livsstil blev truet af bønderne og borgerskabet, som dengang repræsenterede de laveste klasser i samfundet.
Efter yo-yo'ens færden i Frankrig blev den kaldt 'joujou de Normandie'. Det franske ord 'jou' kan direkte oversættes til dansk med ordet 'leg'. Altså noget i retning af 'leg fra Normandiet'. Hvorfor lige Normandiet vides ikke. Men det er nærliggende at tro at ordet joujou, bærer en del af skylden for den amerikanske betegnelse yo-yo, som bliver brugt overalt i dag.
Før vi forlader Frankrig, skal det lige nævnes, at selveste Napoleon også har en plads i yo-yo'ens historie. Før det store slag ved Waterloo, skulle Napoleon og hans hær efter sigende have stået og leget med deres yo-yo'er. Om de også brugte den som en del af krigsførelsen, nævner historien intet om, men det ville helt sikkert have set skræmmende ud, hvis de valgte at angribe med en yo-yo i stedet for deres normale våben.
-The American Way.
Som i så mange andre henseender kommer USA også ind I billedet. 1866 er året, hvor man først støder på yo-yo'en i USA. Det lykkes for 2 mænd fra Ohio at få patent på deres opfindelse, som blev kaldt for 'en forbedret bandalore'. Bandalore er ganske enkelt bare den engelske betegnelse for yo-yo'en. Året efter fik en tysk immigrant patent på det hjul, som gør at yo-yo'en spinder tilbage. Noget man må sige at være ganske fikst fundet på....
De følgende årtier frembragte mange andre slags yo-yo'er, bl.a. i forskellige materialer. Der blev endda givet patent på en yo-yo lavet i glas..!
Men i 1916 skete der så imidlertid noget. Et amerikansk blad bragte en artikel med overskriften 'Fillipinsk legetøj', som beskrev denne nye form for legetøj og hvad der er mere væsentligt, så blev ordet yo-yo nævnt officielt for første gang i denne artikel. Grunden til dette mentes at være, at yo-yo på Fillipinsk, skulle betyde noget i retning af 'at vende tilbage'.
Sideløbende med alt dette, var yo-yo'en ved at blive det helt store hit på Filippinerne. Indbyggerne blev eksperter i at fremstille og bruge dem. Og ikke overraskende var det herfra at den yo-yo, som vi kender den, blev bragt til USA. I 1920'erne valgte en mand ved navn Pedro Flores at bringe den fra Fillipinerne til USA, hvilket var et meget klogt træk; og han startede sit eget yo-yo firma i Californien. Her blev der så fremstillet håndlavede yo-yo'er i træ og der blev udviklet nye ideer. Bl.a. blev der gjort sådan, at yo-yo'en ikke nu kun kunne bevæge sig op og ned, men også kunne spinde. Det man rent praktisk gjorde, var at binde en løkke rundt om midteraksen. Førhen havde det været sådan, at snoren bare var forbundet til midteraksen, uden mulighed for at spinde.
Franske Revolution, som netop fandt sted fra 1789-99, hvor mange fra den adelige franske overklasse (som fandt det vigtigt at tage deres yo-yo'er med på flugt) måtte forlade landet, eftersom deres livsstil blev truet af bønderne og borgerskabet, som dengang repræsenterede de laveste klasser i samfundet.
Efter yo-yo'ens færden i Frankrig blev den kaldt 'joujou de Normandie'. Det franske ord 'jou' kan direkte oversættes til dansk med ordet 'leg'. Altså noget i retning af 'leg fra Normandiet'. Hvorfor lige Normandiet vides ikke. Men det er nærliggende at tro at ordet joujou, bærer en del af skylden for den amerikanske betegnelse yo-yo, som bliver brugt overalt i dag.
Før vi forlader Frankrig, skal det lige nævnes, at selveste Napoleon også har en plads i yo-yo'ens historie. Før det store slag ved Waterloo, skulle Napoleon og hans hær efter sigende have stået og leget med deres yo-yo'er. Om de også brugte den som en del af krigsførelsen, nævner historien intet om, men det ville helt sikkert have set skræmmende ud, hvis de valgte at angribe med en yo-yo i stedet for deres normale våben.
-The American Way.
Som i så mange andre henseender kommer USA også ind I billedet. 1866 er året, hvor man først støder på yo-yo'en i USA. Det lykkes for 2 mænd fra Ohio at få patent på deres opfindelse, som blev kaldt for 'en forbedret bandalore'. Bandalore er ganske enkelt bare den engelske betegnelse for yo-yo'en. Året efter fik en tysk immigrant patent på det hjul, som gør at yo-yo'en spinder tilbage. Noget man må sige at være ganske fikst fundet på....
De følgende årtier frembragte mange andre slags yo-yo'er, bl.a. i forskellige materialer. Der blev endda givet patent på en yo-yo lavet i glas..!
Men i 1916 skete der så imidlertid noget. Et amerikansk blad bragte en artikel med overskriften 'Fillipinsk legetøj', som beskrev denne nye form for legetøj og hvad der er mere væsentligt, så blev ordet yo-yo nævnt officielt for første gang i denne artikel. Grunden til dette mentes at være, at yo-yo på Fillipinsk, skulle betyde noget i retning af 'at vende tilbage'.
Sideløbende med alt dette, var yo-yo'en ved at blive det helt store hit på Filippinerne. Indbyggerne blev eksperter i at fremstille og bruge dem. Og ikke overraskende var det herfra at den yo-yo, som vi kender den, blev bragt til USA. I 1920'erne valgte en mand ved navn Pedro Flores at bringe den fra Fillipinerne til USA, hvilket var et meget klogt træk; og han startede sit eget yo-yo firma i Californien. Her blev der så fremstillet håndlavede yo-yo'er i træ og der blev udviklet nye ideer. Bl.a. blev der gjort sådan, at yo-yo'en ikke nu kun kunne bevæge sig op og ned, men også kunne spinde. Det man rent praktisk gjorde, var at binde en løkke rundt om midteraksen. Førhen havde det været sådan, at snoren bare var forbundet til midteraksen, uden mulighed for at spinde.
At yo-yo'en var på vej til at blive populær, var der ingen der vidste på dette tidspunkt. Det var mest på vestkysten, at folk kendte til den, men der blev gjort ihærdige forsøg på at profilere dette nye stykke legetøj. Pedro Flores hyrede nogle landsmænd fra Filippinerne til at rejse rundt i landet og lave konkurrencer. Ved disse konkurrencer blev der endnu ikke præsteret tricks med yo-yo'erne. Her gjaldt det bare om at kunne holde den kørende i længst tid!
Men en dag i San Francisco i slutningen af 1920'erne var Pedro Flores i gang med at udføre nogle af de sjældne tricks foran de mange tilskuere. Iblandt disse var forretningsmanden Donald Duncan. Han så straks potentialet og valgte at købe både ideen og det firma som Pedro Flores havde opbygget.
Herfra kørte det bare på skinner. 'Duncan Yo-Yo Professionals', som firmaet blev kaldt, havde stor succes i USA. Det lykkedes for Duncan i 1932 at skaffe eneret på ordet yo-yo, selvom konkurrencen fra andre firmaer voksede og voksede. De andre firmaer måtte så finde på andre navne for det samme legetøj. F.eks. 'Returning top' eller 'twirler'.
I 1946 flyttede firmaet til Wisconsin, som derefter hurtigt blev kaldt for yo-yo'ens hovedstad. Produktionen kørte fremragende og efterspørgslen blev større og større. I starten af 60'erne begyndte de første plastik yo'yo'er at se dagens lys og det lykkedes for Duncan på et år at sælge 45 millioner yo-yo'er i et land, der kun havde 40 millioner børn. Men medaljen havde også en bagside. De dyre tv-reklamer og høje lønninger til alt det nødvendige overarbejde, var ved at vælte firmaet. Ud over dette opstod der også et retsmæssig tovtrækkeri. Konkurrenterne mente ikke, at Duncan kunne have eneret på navnet yo-yo, da det var blevet et så populært element i den amerikanske livsstil. Så i 1965 tabte Duncan sagen og havde ikke længere eneret på navnet.
Og en ulykke kommer jo sjældent alene, så senere det år gik firmaet bankerot. Firmaet Flambeau Plastics Company valgte at købe Duncan-navnet og den prestige som nu engang fulgte med - og de er i dag producent af disse yo-yo'er.
Men for at gøre en lang historie kort (yeah right...) så må man jo sige at det er lidt af en usædvanlig historie, der hører med den denne lille sjove fætter. Og populær har den været, faktisk så populær at man i USA valgte at give den sin helt egen helligdag. Den 6. juni er national yo-yo dag - til ære for Donald Duncan, som har fødselsdag den pågældende dag!
Godt nok har der været lidt dødt omkring yo-yo'en herhjemme de seneste mange år, men mon ikke den engang dukker op igen...den har det jo med at komme tilbage - selvom man fyrer den af h... til.
Men en dag i San Francisco i slutningen af 1920'erne var Pedro Flores i gang med at udføre nogle af de sjældne tricks foran de mange tilskuere. Iblandt disse var forretningsmanden Donald Duncan. Han så straks potentialet og valgte at købe både ideen og det firma som Pedro Flores havde opbygget.
Herfra kørte det bare på skinner. 'Duncan Yo-Yo Professionals', som firmaet blev kaldt, havde stor succes i USA. Det lykkedes for Duncan i 1932 at skaffe eneret på ordet yo-yo, selvom konkurrencen fra andre firmaer voksede og voksede. De andre firmaer måtte så finde på andre navne for det samme legetøj. F.eks. 'Returning top' eller 'twirler'.
I 1946 flyttede firmaet til Wisconsin, som derefter hurtigt blev kaldt for yo-yo'ens hovedstad. Produktionen kørte fremragende og efterspørgslen blev større og større. I starten af 60'erne begyndte de første plastik yo'yo'er at se dagens lys og det lykkedes for Duncan på et år at sælge 45 millioner yo-yo'er i et land, der kun havde 40 millioner børn. Men medaljen havde også en bagside. De dyre tv-reklamer og høje lønninger til alt det nødvendige overarbejde, var ved at vælte firmaet. Ud over dette opstod der også et retsmæssig tovtrækkeri. Konkurrenterne mente ikke, at Duncan kunne have eneret på navnet yo-yo, da det var blevet et så populært element i den amerikanske livsstil. Så i 1965 tabte Duncan sagen og havde ikke længere eneret på navnet.
Og en ulykke kommer jo sjældent alene, så senere det år gik firmaet bankerot. Firmaet Flambeau Plastics Company valgte at købe Duncan-navnet og den prestige som nu engang fulgte med - og de er i dag producent af disse yo-yo'er.
Men for at gøre en lang historie kort (yeah right...) så må man jo sige at det er lidt af en usædvanlig historie, der hører med den denne lille sjove fætter. Og populær har den været, faktisk så populær at man i USA valgte at give den sin helt egen helligdag. Den 6. juni er national yo-yo dag - til ære for Donald Duncan, som har fødselsdag den pågældende dag!
Godt nok har der været lidt dødt omkring yo-yo'en herhjemme de seneste mange år, men mon ikke den engang dukker op igen...den har det jo med at komme tilbage - selvom man fyrer den af h... til.
