Hvis du stadig tænker på Xiaomi som “dem med telefonerne”, så er det måske på tide at få opdateret dit billede af virkeligheden. Den kinesiske tech-gigant har nemlig smidt handsken – og den ramte direkte i hovedet på både Rimac og Porsche. Deres SU7 Ultra har netop snuppet titlen som hurtigste elektriske serieproducerede bil på Nürburgring.
Og det var ikke med meget snor.
7:04.95 – og farvel til Nevera
Med en omgangstid på 7 minutter og 4,95 sekunder har Xiaomi’s SU7 Ultra nu overhalet Rimac Nevera, der ellers sad tungt på tronen. Den slog kroaten med tre tiendedele – og var hele 2,5 sekunder hurtigere end Porsche Taycan Turbo GT, som ellers er Porsches mest ekstreme el-satsning til dato.
Det er ikke første gang, Xiaomi har leget Nürburgring. Sidste år sendte de en stripped-out prototype SU7 Ultra på banen, som tordnede rundt på 6:46.87. Men den bil havde hverken bagsæder, indmad eller produktionsegnet finesse – blot ren vold.
Muskler under hjelmen
SU7 Ultra stiller med intet mindre end tre elmotorer, der samlet yder 1.527 hestekræfter. Det betyder 0-100 km/t på 1,97 sekunder og en topfart på 350 km/t. Det er altså en fire-dørs hyper-sedan, der banker døren ind til en ny æra for el-performance.
Den massive effekt matches af en vægtbesparelse på omkring 500 kilo sammenlignet med standardmodellen – blandt andet takket være brug af kulfiber i det meste, der kan tåle det. Og med over 2,1 tons downforce ved topfart, er SU7 Ultra ikke bare hurtig – den suger sig nærmest fast til asfalten.
Dækkene og bremserne gør forskellen
Xiaomi har ikke sparet på grebet. Pirelli P Zero-dæk leverer kontaktfladen, mens AP Racing står for stopkraften. Kombineret med den avancerede aero-pakke, betyder det, at bilen ikke bare er en raket på lige stræk – den kan også tage svingene med samme alvor.
Og det mest imponerende? Xiaomi hævder, at rekorden blev sat på første forsøg. Ikke noget med 10 dages tests og dækstrategi – bare ud, ned i sædet, og kør.
Fra smartphone til sportsvogn
Med SU7 Ultra melder Xiaomi sig nu ind i en ny liga. Ikke bare som outsider, men som decideret gamechanger i den elektriske sportsvognsverden. Rimac er rystet, Porsche må tilbage til tegnebrættet – og resten af bilindustrien kigger pludselig mod Kina med lidt mere respekt i blikket.
Læs også: