Connery

XANTOM

First Among Equals

4 ud af 6 stjerner
Med debutalbummet First Among Equals placerer århusianske Xantom sig solidt med en skinnende stjerne på den danske musikhimmel, men jeg spår, at det blot er et spørgsmål om kort tid, før de også kaster deres glans over andre lande.

XANTOM
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sad med et album fra et, for mig ukendt, band i hånden, hvor jeg ikke på et eneste tidspunkt følte trang til at skippe hen over et nummer eller to. Et album, der bare krøb ind under huden på mig og forførte min øregang. Det er netop tilfældet med First Among Equals, og hvis ikke Xantom for alvor bliver kendte og ryger ind på et par hitlisters topplaceringer i udlandet må jeg nok kaste håndklædet i ringen og erklære mig tonedøv.

Det, der for alvor fangede min opmærksomhed var, efter at have lyttet til det et stykke tid på deres myspace profil, at jeg til min store overraskelse opdagede, at det ikke var et engelsk band. Det, at de er danske faldt mig ikke ind, da vokalen ikke har den ellers ofte hørte "dansk-engelske"-accent. Tonerne i Xantom leder mig også til at tro, at deres inspiration primært er hentet fra den engelske indie-musikscene, de har blot tilført det hele noget af sig selv, og lyder derfor ikke udpræget som noget, man har hørt før. Det er ikke decideret nyskabende, men det er lækkert og det fungerer.

Personligt er albummets andet nummer, der ironisk nok hedder "One" en stor favorit. Det er storladen indie-rock med et omkvæd man simpelthen ikke kan lade være med at synge med på, og hvis man på noget tidspunkt tvivlede på stortalentet Jesper Søndermarks evner som sanger, så bliver det manet skamfuldt i jorden på dette track.

Et andet nummer, jeg håber rigtig mange får fornøjelsen af er "Venue", der som albummets sidste nummer bringer lytteren ud på en drømmerejse, man ikke håber at vågne op af. Det er en rejse alle burde tage på, ledsaget af tankerne om deres største forelskelse.

Man kan frygte, at nogle ville mene, at et par af sangene minder lidt om hinanden, hvilket nok må siges, at være tilfældet enkelte steder. Men det er på ingen måde noget, der går ud over helheden og udpensler blot Xantoms sikre stil. En stil jeg personligt har svært ved at få nok af.
Så til Xantoms spørgsmål på det sjette nummer: Is it good? er svaret et stort rungende: Hell yeah!!!

Jeg sidder med andre ord over for 12 numre der alle er yderst elegant komponeret. Musikken er perlende og lækkert fremført, og vokalen understreger med ynde det faktum, at med Xantom har Danmark endnu engang spyttet et frø i den musiske muld, jeg håber blot det får lov at vokse sig stort og flot, for verden er lige blevet lidt smukkere.

Albummet får simpelthen et 6-tal fordi undertegnede blev udsat for en musisk og lyrisk nydelse, der er så sjælden, at det næsten gør ondt!

Skynd dig ned og køb dit eget eksemplar af "First Among Equals" allerede imorgen.


Den 7. april 2007 går Xantom på scenen i "Huset i Magstræde" i København, Connery vil være på stedet og anmelde koncerten.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce