Wulffmorgenthaler
Selvom de oprindelige 8 afsnit er blevet vist, så raser Wulffmorgenthaler-feberen stadig.
Stand-up komikeren Michael Wulff og tegneren Anders Morgenthaler har begået en meget sort, men meget underholdende tv-serie.
Det hele startede med, at vennerne Michael Wulff og Anders Morgenthaler begyndte at lave en stribe, som de selv udgav via nettet. Humoren var sort og grov, og det var først da striben begyndte at udkomme fast på bagsiden af Politikens 2. sektion, at kendskabet til makkerparret blev mere udbredt.
Med succesen i Politiken viste bagsiden af medaljen sig også, idet de fik mange hundrede mails, hvor læserne brokkede sig over, at de var så grove overfor samfundets mindre heldige eller udstødte, samt at de brugte et uhørt mængde sæd, tis og bæ som virkemidler. Ønsker du allerede nu at se mere til Wulffmorgenthaler striberne kan disse ses på wulffmorgenthaler.com. Her kan du også vælge at tilmelde dig mailinglisten, således at du modtager 1 .stk underholdende stribe i på e-mailen hver dag.
Størstedelen af læserne kunne dog sagtens se det sjove i det skæve og underlige univers, som Wulff og Morgenthaler beskrev. Dette førte til, at DR2 tilbød at Wulff og Morgenthaler kunne lave en TV-serie baseret på deres ideer fra striberne. Det hele skulle udmunde i 8 afsnit af ca. en halv times varighed. Programmet skulle i al sin enkelthed foregå ved at Wulff og Morgenthaler skulle sidde i en skov og snakke, mens de viste nogle forskellige klip med tilbagevendende karakterer.
Det hele startede med, at vennerne Michael Wulff og Anders Morgenthaler begyndte at lave en stribe, som de selv udgav via nettet. Humoren var sort og grov, og det var først da striben begyndte at udkomme fast på bagsiden af Politikens 2. sektion, at kendskabet til makkerparret blev mere udbredt.
Med succesen i Politiken viste bagsiden af medaljen sig også, idet de fik mange hundrede mails, hvor læserne brokkede sig over, at de var så grove overfor samfundets mindre heldige eller udstødte, samt at de brugte et uhørt mængde sæd, tis og bæ som virkemidler. Ønsker du allerede nu at se mere til Wulffmorgenthaler striberne kan disse ses på wulffmorgenthaler.com. Her kan du også vælge at tilmelde dig mailinglisten, således at du modtager 1 .stk underholdende stribe i på e-mailen hver dag.
Størstedelen af læserne kunne dog sagtens se det sjove i det skæve og underlige univers, som Wulff og Morgenthaler beskrev. Dette førte til, at DR2 tilbød at Wulff og Morgenthaler kunne lave en TV-serie baseret på deres ideer fra striberne. Det hele skulle udmunde i 8 afsnit af ca. en halv times varighed. Programmet skulle i al sin enkelthed foregå ved at Wulff og Morgenthaler skulle sidde i en skov og snakke, mens de viste nogle forskellige klip med tilbagevendende karakterer.
For at krydre tiden i skoven besluttede man at indføre et par "hjælpe-karakterer". Disse personer skulle være meget forskellige men samtidigt komplementere hinanden, hvilket skulle skabe komiske situationer. Det udmundede i det kvindelige egern Margit, som ved hjælp af sin kvindelige intuition prøver at hjælpe Wulff og Morgenthaler i gennem deres show - som Margit i øvrigt mener er elendigt. Egentlig blev karakteren ikke så vellykket, men blev et godt kompliment til den anden karakter.
Den anden karakter blev en lyseblå, facistisk flodhest ved navn Dolph. Med sine konstante kommentarer om racehygiene og B.S. Christiansen agerer han som den fuldstændige modsætning til Margit, og de to kommer da heller ikke så godt ud af det med hinanden. Dolph råber alt, hvad han vil sige og skræmmer tit og ofte Wulff og Morgenthaler med hans voldelige adfærd med sit elskede baseball bat. Og til Wulffs konfrontration med Dolphs sengevæderi svarer han bare: "Jeg tisser ikke i sengen - jeg tisser PÅ sengen. Jeg afstraffer den, fordi den er et svagt møbel. Den er blød!"
Ind i mellem tiden i skoven vises der klip med bl.a. Skolefotografen og den retarderede medhjælper Bubber, arkæologerne Ansgar og Loke, Tukandrengen, Quizshowet Vupti og mange andre. Nogle er mere sorte end andre, og ligeledes er det med underholdningsværdien. Fælles for disse indslag er, at de bliver udført af andre skuespillere som fx Jonas Schmidt (kendt fra P.I.S. og Toyota reklamerne), Lars Hjortshøj samt en række mindre kendte personer.
Wulffmorgenthaler er - ligesom Casper og Mandrilaftalen og Drengene fra Angora - startet som nicheproduktioner i den forstand, at programmet henvender sig til en mindre skare af mennesker end andre mainstream produktioner som fx Langt fra Las Vegas. Ordet kult, som bruges om Casper og Mandrilaftalen, kan ligeledes bruges her. På kort tid har Wulffmorgenthaler fået samme status, men med én helt væsentlig forskel.
I Wulffmorgenthaler er populariteten især skabt ved karakteren Dolph, som med sin højtråbende stemme og ekstremt racistiske holdninger sørger for den mest ligefremme humor. Ikke fordi at de andre indslag er synderligt dybe, men Dolph er bare så nem at grine ad.
Enten hader man ham eller også elsker man ham. I mit tilfælde er det ren kærlighed, når en lyseblå flodhest kan stå og råbe:
"Poul Krebs bor i et kollektiv sammen med negermusikanter, skøre ludere og mænd, der går i sandaler"
Giver det mening? Egentlig ikke. Er det sjovt? Fandeme ja! Jeg kom lidt i ballade, da jeg offentlig sagde at Dolph er sej, fordi nogle folk tager det som, at man støtter op om hans synspunkter, hvilket jeg langtfra gør. Nogle folk mangler evnen til at se at netop ved gøre hans udbrud og holdninger så ekstreme, tager man allermest pis på netop de mennesker, som har disse holdninger.
Ind i mellem tiden i skoven vises der klip med bl.a. Skolefotografen og den retarderede medhjælper Bubber, arkæologerne Ansgar og Loke, Tukandrengen, Quizshowet Vupti og mange andre. Nogle er mere sorte end andre, og ligeledes er det med underholdningsværdien. Fælles for disse indslag er, at de bliver udført af andre skuespillere som fx Jonas Schmidt (kendt fra P.I.S. og Toyota reklamerne), Lars Hjortshøj samt en række mindre kendte personer.
Wulffmorgenthaler er - ligesom Casper og Mandrilaftalen og Drengene fra Angora - startet som nicheproduktioner i den forstand, at programmet henvender sig til en mindre skare af mennesker end andre mainstream produktioner som fx Langt fra Las Vegas. Ordet kult, som bruges om Casper og Mandrilaftalen, kan ligeledes bruges her. På kort tid har Wulffmorgenthaler fået samme status, men med én helt væsentlig forskel.
I Wulffmorgenthaler er populariteten især skabt ved karakteren Dolph, som med sin højtråbende stemme og ekstremt racistiske holdninger sørger for den mest ligefremme humor. Ikke fordi at de andre indslag er synderligt dybe, men Dolph er bare så nem at grine ad.
Enten hader man ham eller også elsker man ham. I mit tilfælde er det ren kærlighed, når en lyseblå flodhest kan stå og råbe:
"Poul Krebs bor i et kollektiv sammen med negermusikanter, skøre ludere og mænd, der går i sandaler"
Giver det mening? Egentlig ikke. Er det sjovt? Fandeme ja! Jeg kom lidt i ballade, da jeg offentlig sagde at Dolph er sej, fordi nogle folk tager det som, at man støtter op om hans synspunkter, hvilket jeg langtfra gør. Nogle folk mangler evnen til at se at netop ved gøre hans udbrud og holdninger så ekstreme, tager man allermest pis på netop de mennesker, som har disse holdninger.
Her kan også ses de to bootleg afsnit "Dolph og Wulff på afveje", hvor Dolph slæber Wulff med til Kosovo for at lære ham lidt om den barske natur. Her støder de på farlige Botswana-høvdinger (negere) og Wulff bliver bortført af nogle organtyve. Senere bliver Dolph omvendt og bliver helt flink. Men det varer dog ikke mere end et par minutter, før han igen afstraffer sine omgivelser med sit baseball bat. Død ved kølle!
På fredag kl. 21 på DR2 kommer der endnu et bootleg afsnit, hvor Dolph vil instruere en 6. klasse i hans version af H.C. Andersens eventyr "Pigen med svovlstikkerne". Der er lagt op til gedigen prygl og afretning fra Dolphs side, og det kan kun blive en klassiker.
Afslutningsvis vil jeg sige, at hvis man er til Casper og Mandrilaftalen, Drengene fra Angora og den slags humor, så burde man allerede have set Wulffmorgenthaler. Ellers er det bare med at komme i gang. Er sort humor og facistiske flodheste ikke lige dig, så skal du nok hellere bare smutte tilbage til dit 21" Akai fjernsyn og se Horton-sagaen.
