Musik
Wolfmother – Wolfmother
Syrerock med ret ryg og oprejst pande
Tre unge Australiere, tretten sange og en helt igennem godt sammenskruet plade.
Det er første indtryk af pladen Wolfmother, fra bandet af samme navn. De tre Australske musikere Myles, Chris og Andrew suger sig fast til sjælen med deres melodiske riff, fede tekster og syrede Black Sabbath soloer.
Når man hører pladen får man associationer til navne som The White Stripes, Black Sabbath og til dels Led Zeppelin. Når man endelig har slukket for dem er det for sent – de har overtaget ens krop gennem den stemning de opbygger. Man kan ikke undgå at komme i feststemning á la Black Pool Lights. Rytmen, tempoet og lyden sniger sig ind igennem alle ridser og revner.
Desværre bliver pladen lidt triviel i længden, da deres lyd ikke ændrer sig markant på noget tidspunkt, men der er dog nogle brud. F.eks. numrene Where Eagles Have Been og Vagabond, der starter mere stille, men dog stadig har den syrede og svævende lyd som omslutter pladen i sin helhed.
Noget af det unikke ved Wolfmother er Andrew Stockdales stemme, der skærer igennem på en måde som før kun virkelig er set hos Ozzy fra Sabbath, og Jack White fra The White Stripes. I det store hele er Wolfmother en helt igennem godt sammenskruet plade, der har fortjent mindst en gennemlytning, og som lever helt op til ulvens vilde opførsel.
Tracklisting:
| 04: Where Eagles Have Been |
|
|