Wiibroe Årgangsøl 2015
27. udgave af Wiibroes luksusøl er på markedet
For 27. gang står en anerkendt dansk kunstner bag motivet til etiketten på den klassiske danske luksusøl, Wiibroe Årgangsøl.
Bag etiketten på Wiibroe Årgangsøl 2015 er kunstneren, Troels Carlsen, som er kendt for at tage udgangspunkt i eksisterende anatomividenskabelige illustrationer og tilføre dem en menneskelig historie.
”Motivet er en fugl oven på mit eget hoved. Er personen på etiketten eftertænksom, ensom, eller hygger han sig på en barstol og lader fantasien løbe? Den, der nyder øllen, kan filosofere videre over dette ”, fortæller Troels Carlsen.
Med motivet på etiketten forsøger Troels Carlsen at vise en tvetydig side af det indre og det ydre og dermed menneskene og verden omkring os.
”Det handler om mødet mellem mennesket og dyret, og jeg vil gerne vise, hvor meget vi minder om hinanden. Hver gang vi giver slip på os selv, vender vi altid tilbage til noget instinktivt og primalt og graver nogle gamle essentielle væremåder frem. Dyr og mennesker, to charmerende væsener med ens flokmentalitet ”, fortsætter Troels Carlsen.
Funky fugl!
Den mørkgyldne Wiibroe Årgangsøl der er brygget på malt, er én af Danmarks stærkeste luksusøl med en alkoholprocent på 10,6. Smagen er frisk og syrlig, kombineret med en let sødme, og den ekstra tilsatte humle, giver Årgangsøllen en duft af blomster.