Voldsmænd ud af skolerne
Emil har fået tæv, nu skal han møde sine voldsmænd...
Hva så din lille møglort, skal jeg tæve dit grimme gule hår?
Jeg fik tæv i skolen. Mange tæv. Jeg delte også tæv ud! Altså når det ikke lige var min tur til at være idioten den pågældende dag. Den leg gik på skift. Fuck hvor var vi dog egentlig nederen! Det var hverdag fra børnehaveklassen til 9 - og sådan var verden jo bare.
I min klasse kom og gik folk. Vi fik engang besøg af en fyr, der hed Daniel. Efter vi havde tævet ham i 14 dage stoppede han pludselig. Så kom der en anden fyr, som jeg ikke huske hvad hed. Vi fandt på han skulle hedde John. John holdt ud i en måned, så startede han i heldagspasser klassen ovre i den gamle skolebygning. I frikvarteret holdt han sig indenfor. Tøsedreng.
Imens John holdt sig indenfor, gav vi andre hinanden tæv. Jeg fik, som jeg husker det en hel del, og tilmed øgenavnet Barbie. En anden hed Kylling, og sådan fortsatte navnene i en uendelighed. Vi gav også de mindre klasser tæv. Kun når de var provokerende - og det var de fandme tit.
Vi fik naturligvis, som alle klasser at vide, at vi var den værste klasse, skolen nogensinde havde haft. Det var vi til dels pinlige over - men også stolte. Vi fucking ruled! Eller nogen gjorde. Mest dem, der ikke så ofte fik tæv.
Da vi ramte 8-9 klasse, blev der pludselig sat fokus på mobning. Nu måtte vi ikke tæve de mindre klasser mere. Så ville vi blive smidt ud af skolen. Ramaskrig!
Resultat = De små klasser blev endnu mere provokerende og vovede vildere ting i deres forsøg på at drille "de store". I mine øjne en helt håbløst situation! Vi var degraderet til "de store ansvarlige". Mest af alt var vi handlingslammet!
Det er imidlertid ikke så meget dét, at han har fået tæv, eller at han har sladret. Det der gør mig nysgerrig, er det ansvar, vi tager for os selv i det nymoderne danske samfund. Min nysgerrighed bliver vækket i det sekund, at moderen smider ansvaret over på samfundet, kommunen, krav om skolepsykolog, bortvisning af de ældre elever og alt muligt andet gøjl. Seriøst!
- Havde han været min knægt, havde han været flyttet allerede efter første hændelse. Man kan vel sige sig selv, at en knægt, der har fået tæv af skolens formentlig stærke dreng, og ovenikøbet fået ham dømt. Den dreng har opbrugt sin kvote til arveprinsen i alphahan rækken? - Og at Emil aldrig nogensinde vil få en chance igen?
I stedet sidder moderen nu og råber op om, at mobberne skal smides ud af skolen. Emil siger til Eb, at han har overvejet selvmord, skolen er tavse. Sådan fortsætter det.
Hør nu her. I den ideele verden var børn ikke fucking ondskabsfulde. De tævede og mobbede ikke hinanden. Sådan er verden ikke, og den bliver det ikke. Den skal heller ikke være sådan. Hieraki er sundt. Det sætter grænser og indgyder respekt for andre mennesker.
Hvad angår Emil... Børn er forældrenes ansvar. Emil har potentielt været en pisse provokerende snotabe. Alternativt så holder han bare med det forkerte fodboldhold og har en fed mor!
...ligemeget hvad - Emil er stemplet som en slapsvans, der sladrer. Det er fucking synd for ham! Men han må videre igennem de sidste par år af sin folkeskole - så han ligesom vi andre kan komme frem til druk, damer og Connery.dk
Eller hvad?
I min klasse kom og gik folk. Vi fik engang besøg af en fyr, der hed Daniel. Efter vi havde tævet ham i 14 dage stoppede han pludselig. Så kom der en anden fyr, som jeg ikke huske hvad hed. Vi fandt på han skulle hedde John. John holdt ud i en måned, så startede han i heldagspasser klassen ovre i den gamle skolebygning. I frikvarteret holdt han sig indenfor. Tøsedreng.
Imens John holdt sig indenfor, gav vi andre hinanden tæv. Jeg fik, som jeg husker det en hel del, og tilmed øgenavnet Barbie. En anden hed Kylling, og sådan fortsatte navnene i en uendelighed. Vi gav også de mindre klasser tæv. Kun når de var provokerende - og det var de fandme tit.
Vi fik naturligvis, som alle klasser at vide, at vi var den værste klasse, skolen nogensinde havde haft. Det var vi til dels pinlige over - men også stolte. Vi fucking ruled! Eller nogen gjorde. Mest dem, der ikke så ofte fik tæv.
Da vi ramte 8-9 klasse, blev der pludselig sat fokus på mobning. Nu måtte vi ikke tæve de mindre klasser mere. Så ville vi blive smidt ud af skolen. Ramaskrig!
Resultat = De små klasser blev endnu mere provokerende og vovede vildere ting i deres forsøg på at drille "de store". I mine øjne en helt håbløst situation! Vi var degraderet til "de store ansvarlige". Mest af alt var vi handlingslammet!
Emil fik brækket næsen
I dag læste jeg så en artikel på Eb.dk. Den handler om Emil på 14, som over to omgange har fået tæv, brækket næsen og fået taget kvælertag af et par ældre elever. Den første modpart er blevet dømt, men får stadig lov til at komme i skole - pænt bittert at være Emil, som har sladret.Det er imidlertid ikke så meget dét, at han har fået tæv, eller at han har sladret. Det der gør mig nysgerrig, er det ansvar, vi tager for os selv i det nymoderne danske samfund. Min nysgerrighed bliver vækket i det sekund, at moderen smider ansvaret over på samfundet, kommunen, krav om skolepsykolog, bortvisning af de ældre elever og alt muligt andet gøjl. Seriøst!
- Havde han været min knægt, havde han været flyttet allerede efter første hændelse. Man kan vel sige sig selv, at en knægt, der har fået tæv af skolens formentlig stærke dreng, og ovenikøbet fået ham dømt. Den dreng har opbrugt sin kvote til arveprinsen i alphahan rækken? - Og at Emil aldrig nogensinde vil få en chance igen?
I stedet sidder moderen nu og råber op om, at mobberne skal smides ud af skolen. Emil siger til Eb, at han har overvejet selvmord, skolen er tavse. Sådan fortsætter det.
Hør nu her. I den ideele verden var børn ikke fucking ondskabsfulde. De tævede og mobbede ikke hinanden. Sådan er verden ikke, og den bliver det ikke. Den skal heller ikke være sådan. Hieraki er sundt. Det sætter grænser og indgyder respekt for andre mennesker.
Hvad angår Emil... Børn er forældrenes ansvar. Emil har potentielt været en pisse provokerende snotabe. Alternativt så holder han bare med det forkerte fodboldhold og har en fed mor!
...ligemeget hvad - Emil er stemplet som en slapsvans, der sladrer. Det er fucking synd for ham! Men han må videre igennem de sidste par år af sin folkeskole - så han ligesom vi andre kan komme frem til druk, damer og Connery.dk
Eller hvad?
