Virksomheden bag GTA gør klar til verdens største spilopkøb - af Zynga!
Take-Two er klar til at betale 83 milliarder for Farmville!
12.7 milliarder dollars - eller omkring 83 milliarder kroner, det er hvad der skal på bordet i spiludgiveren Take-Two Interactives opkøb af mobilspiludvikleren Zynga.
Det store beløb vil gøre handlen til spilbranchens største opkøb nogensinde - det overstiger Microsofts opkøb af Bethesda/Zenimax Media med mere end 5 milliarder dollars.
Beløbet er også 4 milliarder dollars højere end Walt Disney Companys kombinerede opkøb af Marvel Entertainment og LucasFilm - det er altså en astronomisk anskaffelse, som Take-Two har stillet i sigte.
Take-Two Interactive er selvfølgelig virksomheden, der udgiver og ejer spil fra både Rockstar Games og 2K, med spil som Grand Theft Auto, NBA2K, Borderlands, Civilization, BioShock og mange flere.
Zynga på den anden side er en af verdens største mobilspil-udgivere, der står bag mobile "plager" som Farmville, Words with friends og en kæmpe sending af free-to-play mobilspil, der skovler penge ind på mikrotransaktioner.
Strauss Zelnick, der er CEO hos Take-Two udtaler i forbindelse med annonceringen af opkøbet, at man hos Take-Two ønsker at kombinerer deres best-in-class konsol- og PC-franchiser med zyngas markedsledende mobile platforme.
I essensen er det et opkøb, som skal smække endnu mere turbo under free-to-play mobilspil under Take-Twos eksisterende franchises - så forvent at se et væld af nye GTA og Red Dead Redemption mobilspil, længe før nye versioner af de rigtige spilserier udkommer.