Gear

Viralt brand er klar til DK: Yaber lancerer smart-projektorer i Danmark

Fire stilrene modeller byder på skarp billedkvalitet, JBL-lyd og brugervenlig teknologi

Viralt brand er klar til DK: Yaber lancerer smart-projektorer i Danmark
Yaber

Det internationale brand Yaber gør nu sit indtog på det danske marked med en serie smarte projektorer, der skal gøre hjemmebiografen mere tilgængelig – både teknologisk og prismæssigt. Virksomheden, der siden 2018 har leveret over to millioner projektorer til kunder i mere end 120 lande, lancerer nu fire modeller i Danmark gennem forhandlere som Proshop, Coolshop og Mobilcovers.dk.

De nye modeller, K3 Pro, K2s, T2 Plus og L2 Plus, kombinerer 1080p Full HD-opløsning med høj lysstyrke (op til 1.600 ANSI lumens), kendt JBL-lyd og brugervenlige funktioner som auto-fokus og automatisk billedjustering. Alle fire modeller har Google TV eller streaming-dongle inkluderet, hvilket giver nem adgang til mere end 7.000 apps direkte fra projektorens interface.

Topmodellen K3 Pro er målrettet den dedikerede filmelsker. Med 1.600 ANSI lumens, Dolby Audio og en dedikeret subwoofer forsøger den at bringe biografstemningen helt ind i stuen. Projektoren er udstyret med NovaGlow™- og CoolSwift™-teknologi, der sikrer et klart billede og minimal støj – alt sammen i et design, som falder naturligt ind i moderne nordiske hjem. Prisen lyder på 5.999 kroner.

Er man mere ude efter fleksibilitet, byder T2 Plus på transportabel underholdning med op til 2,5 timers batteridrift og håndtag. Modellen sigter mod brug på farten – for eksempel til sommerhuset eller havebiografen – og koster 3.399 kroner.

Den mest prisvenlige model, L2 Plus, fås for 2.299 kroner og lover et kompromisløst billede og lydniveau til hverdagsbrug. Med kun 700 ANSI lumens er lysstyrken lidt lavere, men Yaber fremhæver den strømbesparende teknologi og det støjsvage miljø som salgsargumenter.

Ifølge producenten er alle modeller skabt til både underholdning og præsentationer – med specifikationer, der skal imødekomme alt fra familiefilm til hjemmearbejde. Produkterne distribueres i Danmark af Cenor, som i næsten 30 år har specialiseret sig i forbrugerelektronik i Norden.