Vidste du?

Vinterbadning: Den nye ice-breaker for singler på Tinder

En date i det kolde vand?

Vinterbadning: Den nye ice-breaker for singler på Tinder
Foto: Pexels
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 5. februar 2025

I Danmark er vinterbadning ikke længere kun en sundhedstrend – det er også blevet en ny og kølig måde at finde kærligheden på. Faktisk er omtalen af “vinterbadning” i Tinder-biografier steget med hele 74% fra 2023 til 2024, og særligt i januar eksploderede interessen med en stigning på 16% fra november.

Læs også: Kanye West raser: Afviser at være blevet smidt ud af Grammy Awards

Når vinterkulden bider, og singler leder efter en ny måde at møde potentielle partnere på, ser det ud til, at en iskold dukkert er blevet den perfekte ice-breaker.

Fra wellness til dating-trend

Det er ingen hemmelighed, at dating-landskabet har ændret sig. Klassiske middag- og drinks-dates er stadig populære, men flere og flere foretrækker nu aktiviteter, der skaber en mere autentisk og mindeværdig oplevelse. Ifølge Tinder er vinterbadning blevet en favorit blandt danske singler, fordi det kombinerer eventyr, mod og en fælles udfordring – en kombination, der åbenbart også kan få romantikken til at blomstre.

“Aktivitetsbaserede dates bliver mere og mere populære, da singler bytter traditionelle middage eller drinks ud med mere autentiske rammer for at komme i kontakt med deres match. Når alt kommer til alt, giver en date baseret på fælles interesser et godt grundlag for at lære hinanden at kende og se, om det virkelig slår gnister,” siger Hannah James, Senior Communications Manager, UK & Nordics hos Tinder.

Og gnister er der masser af. Fra profiler, hvor der står “Vinterbadningsmakker søges”, til bio’er som “Kandidatstuderende i idræt og psykologi med en forkærlighed for vinterbadning”, viser det sig, at en dukkert i det iskolde vand både kan tiltrække ligesindede og skabe stærke forbindelser.

Sådan får du den perfekte vinterbadnings-date

Hvis du overvejer at tage dit Tinder-match med på en vinterbadnings-date, er der et par ting, du bør huske:

Del oplevelsen – En iskold dukkert er en unik og mindeværdig oplevelse, så vær åben for at dele den med din date. Uanset om I er erfarne vinterbadere eller prøver det for første gang, handler det om at nyde øjeblikket sammen.

Kend dine grænser – Vinterbadning er ikke for alle, og det er vigtigt at forventningsafstemme. Sørg for, at I begge føler jer trygge ved aktiviteten, og tag eventuelt en samtale eller et videoopkald inden for at lære hinanden bedre at kende.

Træn sammen og slut af med et isbad – Ifølge Tinders Year in Swipe 2024 er træning en af de mest populære datingaktiviteter i Danmark. Så hvorfor ikke tage en tur i fitnesscenteret sammen og derefter køle af med en iskold dukkert?

Vinterens hotteste dating-trend

Vinterbadning passer perfekt ind i datingens højsæson, som løber fra slutningen af december til Valentinsdag, hvor singler er særligt aktive på Tinder – med 10% flere matches og 20% flere sendte beskeder end resten af året.

Så hvis du leder efter en uforglemmelig første date, hvor du virkelig kan teste kemien, er det måske på tide at hoppe i det kolde vand. Måske finder du ikke kun modet til at tage en dukkert – men også den perfekte vinterbadningsmakker.

And Just Like That… er tilbage: Tredje sæson af Sex and the City-spin-off lander 30. maj på Max

Læs også: And Just Like That… er tilbage: Tredje sæson af Sex and the City-spin-off lander 30. maj på Max

Sådan rammer pollen dig måned for måned: Se hele årets pollenguide

Læs også: Sådan rammer pollen dig måned for måned: Se hele årets pollenguide